Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9862Visninger
AA

18. Kapitel 17: Stop!

"Det er overstået om lidt. Deres tid i arenaen er ved at være udløbet." Corvus spærrede vejen for Mariah, der beslutsomt forsøgte at komme ud. "Det er vigtigt at du lige ser det. Du er nødt til at forstå, hvad der foregår."

"Jeg vil ikke forstå det! Jeg vil ikke være en leder for sådanne grusomme ting, de får aldrig min støtte!!" Mariah måtte koncentrere sig for ikke at græde. Hun kunne forstå, hvad det var, hun havde sagt ja til.

"Er det ikke dig, er det bare en anden. Og du er under alle omstændigheder nødt til at holde det ud til din kontrakt udløber," sukkede Corvus og landede på en stoleryg ved siden af Mariah. "Hvis du vidste hvad disse mennesker havde lavet i deres tidligere liv, så ville du også forstå, hvorfor de er nødt til at bøde for deres gerninger."

Mariah satte sig tungt ned, og ventede. Det var tydeligt at Corvus ikke ville lade hende gå, så hun var bare nødt til at holde ud. Bare lidt endnu.

Pigen skreg igen. Hendes hyl var om muligt endnu mere hjerteskærende end før, og Mariah fik en vild trang til at råbe op, og forhindre dem i, at gøre pigen mere fortræd. Men hun vidste at hun var nødt til at lade være.

Og så alligevel - hvad nu hvis de lyttede? Hun var jo deres procurator? Hvilken magt havde hun egentligt?

"Corvus, hvis jeg er procurator i dette dødsrige, kan jeg så ikke lave om på prøverne?" prøvede hun stille. Corvus stirrede på hende, som om han havde set et spøgelse.

"Lave om på prøverne? Nej da. Det er kun Primus der kan det," svarede han, og så opgivende på hende. 

"Så må jeg tale med Primus." Hun rejste sig op igen, og blev igen stoppet af den sorte ravn.

"Nu bliver du lige siddende!" sagde han vredt. "Du aner overhovedet intet om, hvad der sker eller hvorfor det sker!" Hans stemme skrappede højt på grund af hans opblussende vrede, og en af dommerne havde igen vendt sig i mod dem.

Det fik Mariah til at sætte sig ned og blive siddende. Corvus' vrede skræmte hende nok til, at hun forstod alvoren. I et par minutter sad hun bare, og stirrede på et tomt punkt i luften alt imens hun prøvede at ignorere skrigene fra den lille pige.

"Prøven er hermed afsluttet," annocerede en af dommerne pludseligt. "Afgørelsen vil forefalde inden for de næste par minutter."

"Hvilken afgørelse?!" Pigen i arenaen lød stadig panikslagen, men hun var lynhurtigt kommet på benene. "Hvad kommer der til at ske?"

Dommeren ignorerede blot hendes spørgsmål og vinkede af to mænd der stod ved indgangen til området, hvor de to mennesker befandt sig. Mændende var begge klædt i gråt og de samme var alle dommerne. 

"Corvus? Er farven i mit dødsrige grå?" hviskede Mariah spørgende.

"Ja," svarede Corvus kort. "Hør nu efter, hvad de siger." 

"Før dem ud," sagde dommeren kort, og mændene adlød. De gik begge hen til hver deres menneske, og førte dem ud med et fast tag i menneskenes venstre arm. Pigen klynkede igen, men det var som om at hun fuldstændigt havde tabt gnisten. Hendes øjne afspejlede mere frygt end Mariah nogensinde havde set.

"Gå hen og lyt til, hvordan dommerne diskuterer." Corvus puffede til hende med den ene vinge. "Det er vigtigt, at du forstår hvordan afgørelsen foregår."

Mariah rejste sig op, og gjorde som han sagde. Hun var så lettet over at menneskerne ikke længere led, at hun ikke helt registrerede, hvad han bad hende om.

"Ingen af dem rørte maden," sagde den ene dommer stædigt, da Mariah kom derhen. Det var en højere mand, iklædt et grønt jakkesæt. "Jeg synes altså de fortjener en chance begge to."  Han så sigende på Mariah. Som om at han ville have hende til, at give ham medhold.

"Men så du ikke, hvordan manden så ud? Det var tydeligt at han kun tænkte på, hvad der var smart for ham selv. Det lyste ud af hans øjne!" En yngre kvinde havde rejst sig og sendte manden i det grønne jakkesæt et stædigt blik. "Jeg holder i hvert fald fast i, at han ikke skal højere op end i det trejde."

"Nuvel. Men så lad i det mindste pigen komme op i det sjette."

"Fjerde." Kvindens blik var stikkende.

"Så skal manden også op i det fjerde." Manden var mindst lige så stædig.

"STOP!" Mariah blev så forskrækket over sit eget råb, at hun slog hånden op for munden. Men hun kunne bare ikke holde det ud. Det var mennesker, ikke noget man kunne forhandle rundt med, som var den en genstand, der var til salg.

Med et vendte alle de ti dommere imod Mariah, og hele salens øjne hvilede på hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...