Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9782Visninger
AA

17. Kapitel 16: Fanget

Tavshed.

Ingen svarede på det fremmede kald, og Samuel havde i panik skærpet alle sine sanser, for at finde ud af, hvor den eventuelle fjende befandt sig. For første gang på denne tur var han oprigtigt bange.

Han anede ikke om det var klogt at sige noget, eller om han bare skulle prøve at skjule sig i den tætte tåge. Han vendte sig om for at fange Linus' blik, men han kunne ikke længere se ham. 

Samuel gik instiktivt udfra, at fjenden gemte sig bagved den store træ, som de havde sovet under, og han havde en skræmmende følelse af, at nogle øjne hvilede på ham. Efter den fremmede pil at dømme, vidste den fremmede godt hvor de var, selvom de stadig ikke kunne se ham. Og det var en farlig fordel.

I sin uvidenhed om, hvad han ellers skulle gøre, blev Samuel blot stående. Han prøvede at få kontrol over sin ustyrlige vejrtrækning, og tænke klart. Hans ører arbejdede på højtryk, for at lytte efter skridt, med det eneste der rungede i hans øregange, var lyden af hans eget hjerte der slog.

Samuel fløj en halvmeter op i luften da en stor hånd landede på hans skulder, og Linus måtte ligge en hånd over hans mund, for at få ham til at tie stille. Med stille og diskrete bevægelser trak Linus tilbage i Samuels trøje og signalerede at de skulle gå baglæns. Samuel fulgte forsigtigt med, men han måtte koncentrere sig for ikke at snuble. Heldigvis var græsset jævnt og uden huller, så det gik forholdsvist nemt.

"Stop!" Det var en ny stemme, og den kom fra den modsatte retning. Begge de to store Libobeboere stoppede skrækslagent op, med hver deres kniv hævet foran sig i forsvar.

"Hvem er i?" spurgte Samuel ud i luften. Han vidste at de havde fundet ham alligevel.

Endelig trådte en skikkelse fri af tågen. Ved siden af ham luntede en stor sort hest, og manden rettede truende en pil imod Samuels pande.

"Jeg kender godt dig," lød den første stemme, og endnu en skikkelse trådte fri af tågen. Han så med stikkende øjne på Samuel, som febrilsk prøvede at huske. Men han anede ikke hvem den fremmede var. Kun at han bestemt ikke var venlig.

"Hvem er i?" spurgte Samuel igen, og rakte sin kniv længere frem, selvom han godt vidste at det ikke nyttede. En bue var et langt bedre våben.

"Tilbage til jeres heste. Lad jeres ting ligge og skynd jer at hoppe op. I har bare at følge med, hvis i vil blive ved med at være i live." Manden med den sorte hest kom hen imod Samuel og prikkede til ham med sin pilespids. En lang dyb rift udformede sig på Samuels kind, og fik ham til at tage et stort skridt tilbage imens han udstøde et højt hyl i smerte.

"Du bliver nødt til at gøre hvad han siger," hviskede Linus modløst, og trak Samuel med tilbage i den retning de var kommet fra. "Jeg aner ikke hvem de er, men jeg har et meget kvalificeret gæt."

Samuel nikkede uden at svare. Der var ingen tvivl om, at disse to mænd var soldater fra Patrika, og eftersom at Samuel overhovedet ikke havde nogen erfaring, anede han ikke hvor alvorlig deres trudsel var. 

Da de var kommet op på deres heste, og var dirigeret ud på stien begyndte Samuel for første gang, siden han havde efterladt hendes lig, at tænke på Mariah. Han ville egentlig ikke, men han kunne ikke lade være. Den ustyrlige frygt der havde sat sig i ham, dulmede lidt, da han tænkte på hendes smukke grønne øjne. Var det mon mennesker som disse, der havde taget hende fra ham? Hvorfor? Han forstod det ikke. Hvem ville dog gøre Mariah noget? Hun havde altid været det sødeste og mest ægte menneske han nogensinde havde truffet. Hvorfor skulle det gå ud over hende?

Tårerne banede sig langsomt op i øjenkrogene på ham, men han lod dem ikke falde. Han ville ikke vise disse fjender, at han kunne være svag.

Samuel indså hurtigt at de ikke ville få en chance for at slippe væk foreløbigt. Patrika'erne var utroligt gode til at finde rundt, og selvom de flere gange forlod stien og red hen over græsset, fandt de altid tilbage til den igen. Også selvom tågen om muligt var blevet endnu tættere. Derudover havde de også en trejde mand, så de var i overtal. To af mændende red ved siden af Linus og Samuel og truede dem konstant med deres skarpe pile, imens den trejde, manden med den sorte hest, førte an og viste vej.

Der var i det hele taget ikke meget tvivl. Hvad end Patrikaerne ville med dem, så var de bare nødt til at adlyde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...