Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9832Visninger
AA

16. Kapitel 15: Prøverne

De havde siddet der lidt, da Mariah rejste sig og beslutsomt gik hen imod udgangen. Hun ville så gerne væk.

"Du er nødt til at blive her, og se hvad der foregår. Det er en del af dit job," stoppede Corvus hende.

"Så forklar mig, hvad pokker der foregår!" Mariahs stemme var høj og bestemt.

Corvus sikrede sig en sidste gang at ingen kunne høre dem, og begyndte så at forklare: "Dette dødsrige er ikke som de andre. De mennesker der bor her, har begået forbrydelser i deres menneskeliv, som de er nødt til at bøde for, men de har alligevel fået en ekstra chance. Denne chance får de dog intet af vide om. De bliver blot ført ind i arenaen lige så snart de ankommer, og den eneste besked de får er, at de nu skal overbevise dommerne om, at de fortyder deres gerninger. Derudover får de af vide at maden tilhører de ondeste mennesker der findes, og derfor ikke at deres, men at maden er den eneste mulighed de vil få for at spise eller drikke i tre dage."

"Jamen hvad går disse prøver så helt præcist ud på?" spurgte Mariah en smule stille og satte sig ned igen.

"Som du ser, så er der to mennesker inde af gangen, og i midten af arenaen står det her madbord. Maden tilhører de gennemsyrede onde mennesker i det første dødsrige, og hvis de vælger at tage det, så får menneskerne i det første dødsrige intet mad den dag. De gennemgår denne prøve for at teste deres ondskab. Om de tænker på sig selv, eller vil gennemgå lidelse for at hjælpe andre. Og så selvom dem de hjælper ikke fortjener det."

"Jeg forstår det stadig ikke," mumlede Mariah forvirret. "Er der intet andet, end en viden om at nogen andre ejer maden, der afholder menneskerne i arenaen for at tage den?" 

"Nej," bekæftede Corvus. "De aner intet om, at de vil få en anden beløning, eller hvad der vil ske efterfølgende. Det eneste de ved er, at denne prøve er en straf, for deres ugerning, og at deres gennemførelse vil blive taget til efterretning derefter. De fleste af dem regner dog hurtigt ud, at maden er et symbol på deres tyveri eller ugerning, og at det er afgørende at de ikke tager den. Alligevel bliver man dog så desperat af sult til sidst at man glemmer og tænke på sine instinker, og tager maden alligevel. Kun de mennesker der oprigtigt fortryder og har hjerte nok til at lade menneskerne i det første dødsrige få maden, kan rent faktisk bestå prøven."

"Jeg synes altså stadig det lyder som om, at menneskerne i arenaen har meget mere grund til at lade maden ligge end blot fortrydelse. Det er jo almen tro for mennesker, at jo bedre man opfører sig, jo bedre får man det i døden."

"Det kan godt være, men vi er jo heller ikke onde her. Vi piner ikke folk til det yderste, for at få dem til at fortryde noget de har gjort. De skal blot betale en pris, som er prøven i sig selv, og så vurdere dommerne deres fremtid. Du vil opdage at dommerne er utroligt dygtige til at regne ud, hvor de forskellige passer ind. Det fortæller meget om et menneske at studere hvordan de håndtere pres. Prøv for eksempel at se på disse to mennesker i arenaen. I hvilke dødsriger ville du placere dem?"

Mariah gjorde, en smule forvirret, hvad Corvus bad hende om, og studerede de to desperate mennesker i arenaen. Hun så på den paniske pige, som blev ved med at græde stille, imens hun sad krummet sammen i det ene hjørne af sit lille skur. Hun lignede overhovedet ikke en der var ond, eller overvejede om hun skulle røre maden på midten. Det var tydeligt at se, at hun bare ventede på, at prøven var overstået. Manden derimod havde åbnet døren til sit skur, og sad og kiggede konstant på maden. Han lignede et rovdyr, der jagtede sit bytte og hans stikkende øjne lyste af begær. Man kunne se på ham, at det ikke rørte ham, at maden tilhørte nogen andre. Han tænkte kun på, hvad der ville være smart for ham selv.

Men hvordan kunne hun vide om disse mennesker ikke bare var utroligt gode til skuespil?

"Jeg vil mene at pigen fortjener at ryge op i et af de højere dødsriger, mens den unge mand burde ryge nedad," svarede hun efter lidt tid.

"Næsten korrekt. Jeg vil dog mene at de begge to skal nedad," svarede Corvus og så vurderende på pigen. "Der er ingen af dem, der oprigtigt fortryder, hvad de har gjort."

"Hvordan kan du vide det?" Mariah så undrende på ham.

"Fordi pigen er intelligent og har brugt hele sit menneskeliv på at køre på folks medlidenhed. Hun udnytter den til sin egen fordel. Grunden til at hun græder er blot at hun håber, at dommerne snart vil lade hende komme ud og få noget mad. Og i menneske verdenen, der virker dette trick, men ikke her."

"Jamen hvis hun så havde ment det oprigtigt, hvordan havde hun så siddet?"

"Så havde hendes dør været åben, hun havde ikke grædt, og hun havde sandsynligvis også prøvet at overtale manden til at lade være med at røre maden. Hun havde ikke forsøgt at køre på medlidenhed, hun havde bare været tapper, og udstrålet modighed. Du vil opdage det, når du får noget mere erfaring."

Mariah syntes stadig ikke på nogen måde at disse prøver fortalte noget om, hvordan et menneske var, og hun længdes desperat efter at komme ud fra den ubehagelige arena. Hun havde allerede besluttet at de tre måneder bare skulle gå, og så var det lige meget hvor hun kom hen, bare alle andre steder end dette.

 

__________________________________________________________________

Fortæl mig gerne om dette kapitel overhovedet giver nogen mening! For jeg er virkelig i tvivl omkring det..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...