Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9827Visninger
AA

14. Kapitel 13: Uventede situationer

Samuel sukkede taknemmeligt da Linus endelig fik gang i det lille bål. Hans våde og udmattede krop havde brug for varmen, og da Linus trak noget kød op, som han havde haft i tasken, begyndte Samuels mave også at rumle.

"Jeg er godt nok sulten," sagde han, og satte sig så tæt på bålet, som han kunne, uden at det blev for varmt. "Det var ligefør, at jeg ville have spist dem råt, hvis ikke der havde været et bål."

"Vi er nødt til at finde en gren først, som vil kan spide kødet på," afgjorde Linus. "Og en af os må blive her, og sørge for at den anden ikke bliver væk."

"Jeg skal nok gøre det," overgav Samuel sig hurtigt. Han var så sulten, at det ikke kunne gå stærkt nok.

"Fint. Sørg for at du hele tiden kan høre bålet, og er du i tvivl om du er kommet for langt væk , så kald på mig," svarede Linus og begyndte at skære kødet i mindre stykker med sin dolk.

Samuel rejste sig op, og gik tilbage imod træet. Der lå en masse smågrene og kviste i græsset, men ikke noget som var stærkt nok. I stedet kiggede han op, og fandt en, der var tilpas tyk, og den hang, så han lige akkurat kunne nå. Han hagede sig fast i den, og lagde al sin vægt i. Et øjeblik skete det intet, men så begyndte den langsomt at knække, hvorefter den gav et stort knald fra sig, og var knækket af.

"Linus, jeg har fundet et gren. Jeg er over ved træet," råbte han for en sikkerhedes skyld. Han kunne sagtens se, hvor bålet var, på grund af det lysende skær, men han kunne ikke se Linus.

"Kom herover igen så. Kan du se bålet?" Linus' stemme lød utroligt tæt på, og Samuel blev forskrækket over at han ikke kunne se ham. Tågen var virkelig tæt.

"Ja, det kan jeg godt," svarede han, og var derovre på tre skridt. Ligeså snart han igen sad ved bålet kunne han sagtens få øje på Linus, der stadig sad og skar i kødet.

"Det er en virkelig tæt tåge," konstaterede Linus med et suk. "Jeg er bange for at vi kommer til at vente længe på, at den letter.

"Måske skulle vi bare ride hjem," istemte Samuel opgivende. "Vi gør jo ikke nogen gavn, hvis vi fare vild og dør af sult,"

"En kriger giver aldrig op." Linus løftede sin pegefinger og så strengt på Samuel. "Selvfølgelig rider vi ikke hjem, hvad er det for noget sludder?"

"Jeg tænkte bare.." mumlede Samuel stille, men lod det hænge i luften. Han kunne ikke lide at være så uerfaren, og selvom han nødigt ville indrømme det, så havde han ikke anet, hvad han skulle gøre uden Linus. Nok havde Thor oplært ham da han var yngre, men der var langt fra skolebænken til den virkelige verden.

"Nu spiser vi, og så prøver vi, om vi kan finde stien på samme måde, som vi gjorde før med grenen. Kan vi finde den, så kan vi i hvert fald følge den. Så er vi sikre på ikke at fare..."

"Hvem der?!" afbrød en stemme. og en pil fløj skræmmende tæt forbi Samuels ene øre.

Både ham og Linus fløj rundt, og trak deres knive op af bæltet i ren refleks. Ingen af dem genkendte den fremmede stemme, og de kunne ikke se, hvem den tilhørte.

 

**********

 

Da Corvus endelig satte Mariah ned, føltes det som om, at de havde fløjet i evigheder. Det vendte sig faretruende i hendes mave, og hun måtte støtte sig til den nærmeste væg for ikke at blive svimmel.

"Vi skal ind herhenne," informerede Corvus og lettede fra hendes skulder.

"Hvor er vi?" spurgte Mariah og skulle til at åbne øjnene for at se sig omkring.

"Nej!" råbte Corvus advarende. "Hold dem lukket til vi er inden for."

Mariah gjorde som han sagde, og blev stående. "Hvor skal jeg ind henne?" Hun mærkede igen ravnen sætte sig på hendes skulder.

"Træd tre skridt til venstre, og åben døren. Når du har lukket den bag dig, vil du kunne se." Mariah gjorde hurtigt som hun sagde og mærke til sin lettelse, hvordan hendes øjenlåg slappede af, da hun var kommet ind. Nysgerrigt åbnede hun øjnene og blev mundlam. 

De befandt sig i en kæmpe stor arena med ekstremt mange tilskuer pladser. Det lignede næsten et cirkus, bortset fra at det var meget større, og at der stod et kæmpe højbord i den ene ende, hvor der sad omkring ti mennesker og så meget optaget på, hvad der foregik i arenaen. Rundt omkring var en enkelt eller to tilskuerpladser besat, men ellers var der utroligt tomt.

Nede i arenaen stod det største madbord, som Mariah nogensinde havde set. Selvom hun lige havde fået morgenmad, så blev hun igen sulten, bare af at se på det. Udover madbordet, var der placeret et lille bitte skur i hver ende, som manglede et tag. I det ene skur sad en yngre pige og krummede sig sammen, og i det andet var det en ung mand. De var begge to møgbeskidte og så utroligt trætte og opslidte ud.

"Lad mig nu slippe!" råbte pigen, i den ene skur, pludselig. "Det må da være nok nu!" Hendes stemme var fyldt af panik. Så meget at Mariah næsten fik tårer i øjnene. Den ene af menneskerne ved højbordet så op, men svarede hende ikke. Han sendte hende bare et ligegyldigt blik, og gav sig til at notere et eller andet.

"Jeg beder jer!" blev hun ved. Denne gang var der ingen fra højbordet der så op. Hun blev fuldstændigt ignoreret.

"Corvus, hvad er det her for et forfærdeligt sted? Og hvad er det de gør ved dem?" spurgte Mariah forfærdet, og slog hånden op for munden. 

"Jeg vil gerne ud igen," fortsatte hun bestemt. "Lige nu." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...