Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9831Visninger
AA

13. Kapitel 12: Stress

Der blev stresset rundt i det store lyse værelse, efter at Corvus havde forladt det. Mariah hadede fornemmelsen af, at hun ikke anede hvad klokken var, for hun var ikke et menneske, der kunne lide at komme for sent. Derfor fik hun også lynhurtigt spist sin morgenmad og drukket lidt vand, hvorefter hun fandt det første og bedste sæt tøj i skabet. Hun anede ikke, om der var en eller anden uniform, som hun skulle have på, men det havde hun virkelig ikke tid til at tænke på.

Stønnede og og forpustet stod hun få minutter senere ude på den grønne gang, og ventede på Corvus. Hun betragtede gangen, som så ud til, at virke uendelig. Der var døre med regelmæssigt mellemrum hele vejen ned af begge vægge, i begge retninger, og hun regnede hurtigt ud, at værelserne måtte tilhøre alle de mennesker, som boede i dette dødsrige. Hvem skulle det ellers være? Men det gav egentlig ikke nogen mening, når farven grøn kun tilhørte procuratorerne. Var der mon flere end de tretten, som havde den status?

"Åh nej. Glemte jeg at fortælle dig, hvad du skulle have på?" Corvus' stressede stemme fik Mariah til brat at vende sig om.

"Du sagde da ikke noget om, at der var noget specielt tøj?" spurgte Mariah forvirret. Corvus' stress smittede af på hende, og fik hende til at blive ufrivilligt nervøs.

"De dragter der ligger på den øverste hylde, i dit skab, skal du altid have på, når du er i tjeneste. Det andet tøj er kun til fritidsbrug. Du har præcis 40 sekunder, så skal vi afsted. Ellers lukker de os ikke ind."

Mariah blev nysgerrig og ville spørge, hvad han mente, men hun havde ikke tid. Hun løb alt hvad hun kunne ind af døren igen, og skyndte sig at trække en af dragterne ned. Den var så stor og tung, at hun umuligt troede at hun nogen sinde ville kunne passe den.

Det var en prægtig kåbe, som lignede den, som Primus havde haft på. Denne her var bare mørkegrøn, og havde ingen udsmykning, bortset fra, at det smukke stof glitrede. Et øjeblik tog hun sig selv i at falde i staver, foran det spejl, som befandt sig på indersiden af hendes skab, men så rev Corvus skrappende stemme hende brat tilbage til virkeligheden.

"5 sekunder!" råbte han advarende. Mariah skyndte sig at binde snoren, der sad rundt om maven, fast og løbe ud til ham. Selvom hun var sikker på, at kåben var smuk og symboliserede noget stort, så følte hun sig utroligt grim og klodset i den. Den passede overhovedet ikke til hendes lille spinkle krop, og hun måtte koncentrere sig for, ikke at falde i den. 

"Du kan ikke mene, at jeg skal vænne mig til at gå i denne her kåbe hver dag?" spurgte hun vantro, da hun var nået ud på den anden side af sin dør, og havde lukket den efter sig. 

"Det er ikke noget jeg har bestemt. Men det skal du absolut ikke brokke dig over. Du vil sent finde ud af, at den vil frembringe masser af respekt." Med det sagt, fløj Corvus elegant op bagved hende, og satte kløerne fast i kåben, hvorefter han løftede hende op, og fløj afsted. "Jeg beklager, men der er ikke tid til, at du selv kan gå."

Mariah opgav på forhånd at protestere, og prøvede i stedet, om hun kunne få lov at se lidt af den verden, som hun befandt sig i. Men Corvus fløj så stærkt at alting blev sløret, og hun var nødt til at lukke øjnene for ikke at få kvalme.

"Hvor skal vi hen?" spurgte hun, men suset fra Corvus' vingeslag overdøvede hendes stemme fuldstændigt. Der var simpelthen ikke andet at gøre, end at vente til de var fremme, og så se, hvad der ville ske.

 

                                                        **

 

Corvus frygtede for, hvordan Mariah ville tage dagens første udfordring. Det var hårdt at skulle overvære prøverne, og især den sidste del. Han ville have ønsket, at han kunne have skånet hende, bare indtil der var gået nogen dage. Men sådan var reglerne ikke, og inderst inde forstod Corvus det godt. Kunne hun ikke klare opgaverne, så skulle de vide det hurtigt, så de kunne finde en anden, til at påtage sig jobbet.

Prøverne var udtærende for de mennesker som skulle igennem dem, og det var nok en af de mest onde ting, der foregik i de forskellige dødsriger. Selv det hårde strafarbejde, som foregik i det første og andet dødsrige, var ren barnemad, i forhold til, hvad der foregik i arenaen i det femte dødrige, når menneskerne havde været lukket inde i tre-fire dage uden hverken mad eller drikke. Især fordi deres fremtid afhang af, hvor længe de kunne holde sig fra at stjæle noget fra det fristende madbord, som var placeret i arenaens midte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...