Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9829Visninger
AA

12. Kapitel 11: Mangel på tidsfornemmelse

Mariah nærmest løb hen til vinduet, for at kigge ud, og hun kom lynhurtigt på benene, efter at hun faldt over en kasse, som stod på gulvet. Det havde resulteret i en stor rift på hendes knæ, men hun registrerede det overhovedet ikke. Alt hun tænke på var, hvad der mon var udenfor, og hun havde ikke den fjerneste idé om, hvad der ville vente hende, når hun kiggede ud.

Derfor var skuffelsen stor, da hun endelig nåede hen til vinduet, og måtte konstatere at hun intet kunne se. Lyset udenfor var så skarpt for hendes øjne, at det var lige som at kigge ind i en projektør, og hun måtte med det samme vende sig om, og knibe øjnene kraftigt sammen, imens hun prøvede at samle sit syn.

Hvad pokker var det her for en underlig verden? Hvordan skulle hun dog kunne være leder for et dødsrige, hvis hun ikke engang kunne se noget uden for?

Hun var så koncentreret om at få sit normale syn tilbage, at hun slet ikke opdagede Corvus, der var fløjet ind af det lille vindue. Det gav et sæt i hende da han satte sig på hendes skulder, og hun sukkede lykkeligt for, at han ikke havde valgt den skulder, der stadig var øm efter igår. Selvom hun stadig synes det var lidt mærkeligt, så havde hun efterhånden vænnet sig til at hendes hjælper var en talende ravn, og han skræmte hende ikke længere. 

"Har du sovet godt?" spurgte han venligt, og Mariah forsøgte at vende hovedet for at se på ham, men hendes muskler var stadig for ømme til, at hendes nakke ville tillade det.

"Udemærket," svarede hun kort. "Hvorfor kan jeg ikke se noget udenfor?" fortsatte hun en smule irriteret.

"Fordi du stadig ikke har vænnet dig til det lys, der er i denne verden. Det vil komme inden for et par dage. Det er også derfor du ikke har nogen vinduer, ind til videre. Den eneste grund til, at det her er der, er for at holde din mad kold, og for at jeg kan komme ind."

"Vil jeg så få vinduer?" spurgte hun håbefuldt.

"Ja, de er der, men skjult i væggene. Inden for et par dage, vil der komme en rengøringsdame, og trække dem frem. Men først når du kan se ordentligt."

Mariah undrede sig et øjeblik over, hvorfor at Corvus bare havde tilladelse til at komme ind i hendes værelse, men hun besluttede at lade være med at spørge. Hun kunne ikke finde et ordvalg, der ikke ville gøre hende uhøflig.

"Hvordan skal jeg så klare dagens opgaver, hvis jeg ikke kan se noget nu?" spurgte hun i stedet, og gik ud af madkammeret. Der var koldt derinde, og den kjole, som hun stadig havde på, varmede ikke specielt. Desuden så fik det lys, som kom ind igennem det lille vindue, stadig hendes øjne til at løbe i vand.

"Du vil få en lyskugle, som kan lyse op for dig, og beskytte dine øjne imod det lys udenfor. Det vil være lidt besværligt for dig, men det er kun indtil du har været her lidt," forklarede han, og lettede for hendes skulder, hvorefter han landede på køkkenbordet. 

"Har du spist morgenmad?" spurgte han og nikkede sigende mod brødet, som Mariah kun havde nået at skære en enkelt skive af.

"Nej," svarede hun. "Jeg skulle lige til det."

"Du har lidt travlt. Klokken er 10, og vi har meget vi skal nå inden der er frokost klokken et," begyndte ravnen utålmodigt, og Mariah var sikker på, at hvis den havde haft et armbåndsur, så ville han have stået og prikket sigende på det, med sin ene klo. Et skørt billede sukkede op i hendes hoved, og hun kunne ikke lade være med at grine.

"Hvad er det der er så sjovt?" Corvus' stemme var en smule bidende, og fik Mariahs smil til at stivne.

"Ikke noget," svarede hun hurtigt. "Jeg skal nok skynde mig."

"Godt. Mød mig ude på gangen om ti minutter," svarede Corvus og lettede, hvorefter han fløj ind i madkammeret.

"Jamen jeg har ikke noget ur?" råbte hun spørgende, men Corvus hørte hende ikke. Han var allerede ude af vinduet og væk.

 

***********

 

Samuel følte sig mere våd og klam end nogensinde, da han vågnede inden under det store træ. Regnen var heldigvis holdt op, men alt hans tøj var sjask vådt, og han mærkede til sin store ubehag, hvordan hans halvlange hår klistrede sig til hans hovedbund.

"Linus, vågn op," sagde han og skubbede til sin rejsekammerat, som udstødte et utilfredst grynt, og vendte sig om. Men han lod ikke til at ville vågne.

"Linus, kom nu!" sagde Samuel, og prikkede til ham igen. "Det er hammer tåget, så jeg har ingen idé om, hvad klokken er. Vi skal afsted med det samme!" 

Endelig registrerede Linus, at der blev kaldt på ham, og han slog øjnene op. Han satte sig op, og så sig omkring med opgivende mine. Tågen var så tæt, at Samuel dårligt kunne se sin hest, som heldigvis stadig lå, hvor han havde placeret den igår.

"Det er for farligt," mumlede Linus stille. "Vi risikerer at vi ikke kan finde stien, hvis vi begiver os afsted, og vi kan må for alt i verden ikke fare vild."

'Vi er allerede faret vild,' skulle Samuel til at give igen, men han tog sig i det. Det nyttede ikke noget at skændes og Linus havde desværre ret. Ligemeget, hvor farligt det var at blive, så var det endnu farligere at prøve og ride videre. De var nødt til at vente på, at tågen ville lette.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...