Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9837Visninger
AA

11. Kapitel 10: Problemer og vinduer

Ligeså snart Samuels vægt var løftet fra den brune hest's ryg, sank den ned på forbenene og lagde sig taknemmeligt i græsset. Han nåede ikke engang at få hverken trensen eller sadlen af den. 

Problemerne kom desværre før lyset. Samuel var dårligt hoppet af sin hest, før den første regndråbe ramte ham på næsen, og mange hurtigt fulgte trop. Nu var idéen om at ligge sig i græsset og sove under åben himmel utroligt utiltrækkende.

"Hvad stiller vi nu op?" spurgte Samuel rådvild, imens han prøvede at få sin hest op og stå, i håb om at de måske kunne ride videre og finde et sted med læ. Men hesten var så udmattet, at Samuel frygtede at den ikke ville komme op igen.

Linus så sig omkring, men mørket var så tæt, at Samuel med det samme vidste, at han ikke ville finde noget.

"Vi har to valg," mumlede Linus opgivende, og slog hånden i vejret. Han så meget træt ud, og lignede en der kunne falde om når som helst. "Vi kan fortsætte og se om vi kan finde bålet, som jeg ville, eller blive her."

Regnen tog hurtigt til, og allerede inden Linus nåede at fuldføre sin sætning, havde Samuel svært ved at høre ham. "Vi bliver nødt til at blive," afgjorde han hurtigt, og opgav at prøve og trække sin trætte hest på benene. "Det uduelige kræ du har lånt mig, flytter sig ikke en tomme længere idag."

Linus så opgivende op imod himlen, og rystede på hovedet. "Jeg kan ikke se skyerne, så jeg kan ikke afgøre om det holder op. Vi kan ikke engang komme til at tænde et bål, så vi kan lave mad."

"Vi må bare tage udstyret af vores heste, og ligge os på et tæppe. Så må det blive så behageligt som det kan, og så må vi spise i morgen." Samuel begyndte at trække sadlen af sin hest, imens han glippede med øjnene, for ikke at få vand i dem. Han vidste udmærket at et tæppe ikke ville hjælpe. Det ville blive gennemblødt inden han nåede, at ligge sig til rette.

Alligevel gjorde han det, og selvom han ikke var glad ved det, så lod han sin hest ligge, hvor den var. Den var ikke bundet, og hans tøjle kunne ikke nå det nærmeste træ, så han håbede blot på, at den ville blive liggende til i morgen. Eller i det mindste blive i nærheden.

De lagde sig op ad det nærmeste træ og placerede tæpperne så tæt på stammen som muligt. Det hjalp ikke imod vandet, men der var en smule læ.

"Sov godt," mumlede Linus sarkastisk imens han lagde sig til rette. Samuel var så træt og irriteret, at han ikke engang gad at svare ham. Hans mave rumlede i protest, da han lukkede øjnene, og forsøgte at falde til ro. Han vidste med det samme, at dette ville blive en meget lang nat.

 

                                                                                 ***

 

Mariah havde overhovedet ingen tidsfornemmelse da hun vågnede. Manglen på et vindue i det store soveværelse forvirrede hende, og gjorde hende utilpas. Hun følte sig ikke det mindste udvilet, men hun turde heller ikke at gå i seng igen, i frygt for, at klokken var mange. Gad vide om Corvus måske ville have vækket hende? Der var alt for mange ting hun ikke vidste.Hun havde ikke den fjerneste idé om, hvad dagen ville bringe hende.

Hun gik ud i køkkenet, for at finde sig noget at spise. Hendes mave rumlede kraftigt, og hendes tænder løb i vand, da hun så det store brød, som lå på bordet. Med ivrige bevægelser begyndte hun at lede i de forskellige skuffer efter en skarp kniv, og fandt den hurtigt.

Duften af brødet slog hende i møde ligeså snart hun havde sat kniven i det. Det var naturligvis ikke varmt, men det duftede nyt, og hun regnede hurtigt ud, at det ikke havde ligget der særlig længe. Havde det mon været der igår da hun ankom? Hun erindrede ikke at have set det, men kunne heller ikke forstå, hvordan det skulle være kommet ellers. Corvus havde jo gjort det tydeligt at ingen andre end hende, kunne komme ind i værelset.

Det gik først op for hende nu, at der alligevel var en enkelt dør i værelset. Den befandt sig lige efter udhugget i væggen ved indgangen til køkkenet, og var meget lille og diskret. Nysgerrigt åbnede hun den og fandt et kæmpe madkammer. Der var koldere derinde end i køkkenet, og da hun fandt grunden, glemte hun et øjeblik alt om sit brød, og alt om, hvor sulten hun var.

Der var et åbent vindue i den anden ende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...