Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9974Visninger
AA

2. Kapitel 1: Sorg

Samuel forstod ingenting. Det ville ikke gå op for ham, at pigen som han elskede, pigen med de smukke blå øjne og det sorte hår, pigen der var hans et og alt - hun ville aldrig mere vågne. Aldrig mere skulle han høre hendes kønne stemme, og aldrig mere ville hendes hånd finde hans og trykke den kærligt, på den måde, som kun hun kunne gøre det.

Han rejste sig op fra den døde krop, og så i den retning, hvorfra skuddet var kommet, men han så intet, der gav ham et peg om hvem det kunne være. Alligevel havde han dog sine anelser.

"Det er jeg ked af, Samuel. Men du kunne ikke gøre noget for hende." Linus' dybe stemme trak ham langsomt ud af det hul, som han var ved at bygge op indeni. Hans rolige, men faste hånd klemte trøstende om hans skulder, og et par brune øjne, så ind i Samuels da han vendte sig om. Linus havde altid været hans bedste ven, og makker i alt. Der fandtes stort set ikke et eneste problem som de ikke havde kunne hjælpe hinanden med, men Samuel vidste at det her, ville blive et af dem. Linus ville aldrig kunne gøre noget imod den dybe sorg, der havde overvældet ham.

Samuel ville skrige, men lyden kom ikke ud. Han ville græde, men hans øjne var tørre. I et vildt forsøg på at udvise hans sorg, forsøgte han at sparke ud i luften, men da benet var halvejs gav hans krop op, og han mærkede hvordan hele hans underkrop langsomt faldt sammen under ham. Hans blik blev sløret, og det eneste han havde åndsnærværelse nok til, var at finde Mariahs hånd. Han ville holde den en sidste gang.

Hånden var stadig varm. Det eneste der bekræftede ham i den grufulde sandhed, var den manglende puls, og de lukkede øjne. Uden at tænke videre over det flettede han sine fingre ind i hendes, og knuede om hendes håndryg, med den anden hånd, imens han stirrede ud på et tomt punkt ude i horisonten. Linus satte sig magtesløst ved siden af ham uden at sige noget. Og Samuel satte pris på hans stilhed.

"Jeg er ked af det Samuel," gentog Linus efter lidt tid. "Men vi må altså afsted nu. Du må lade hendes familie om, at begrave hende."

"Nej," hviskede Samuel. Hans stemme lød tør og vissen, men han ville stå fast på sit svar. Ingen skulle begrave Mariah uden at han var der. "Jeg kan ikke tage afsted. I hvert fald ikke før jeg ved, at hun har fået fred."

"Det ville hun have ønsket at du gjorde. Hun ville være stolt af dig," forsøgte Linus, men der var ikke det store håb at finde i hans stemme.

"Nej, det ville hun ikke," sagde Samuel stålfast. "Du hørte hende selv for et par minutter siden. Hun tryglede mig om at blive, som gjaldt det hendes liv. Og ikke engang hendes sidste ønske gav jeg hende lov at få opfyldt." Pludselig kom hans tårer, og det var så uventet, at selv Linus, som kendte ham bedre end nogen anden, stirrede overrasket op på ham.

"Men tingene er anderledes nu end de var for et par minutter siden. Nu er der ingen, der kommer til at savne dig, og ingen børn, som venter dig hjem." Samuel var sikker på, at den sætning var ment til at opmuntre ham, men den havde præcis den modsatte effekt. Den satte blot ord på endnu en sorgfyldt sandhed. At han ikke havde nogen tilbage.

"Jeg bliver stadig her," sagde han tonløst og tørrede irriteret de stædige tåre væk. De fik ham til at føle sig alt for svag. Han skulle forestille at være en stolt mand på vej i krig, og nu stod han her og nægtede det, blot fordi hans elskerinde var død. Det var ikke en måde han kunne tillade sig, at opføre sig på, men han var bare nødt til det.

"Jeg kan godt vejen til der, hvor vi skal overnatte i nat, og ride videre fra i morgen. Jeg fortæller Thor, at han kan vente os i aften, og så bliver jeg her sammen med dig," sagde Linus fast og rejste sig op. Samuel ville protestere, men han nåede det ikke, inden at Linus var uden for hørevidde.

En pludselig hævntørst overvandt ham, da han betragtede Linus, som stod og talte med Thor. Nu skulle han vise de forfærdelige Patrika'er hvem der havde magten. Aldrig skulle de få lov at stjæle noget så dyrbart fra ham igen. Aldrig.

"Samuel! Samuel, hvad sker der!?" 

Med et gys, der gik igennem hele hans krop genkendte Samuel, den spinkle pigestemme. Mikala gav sig til at skrige højlydt, da hun så sin døde søster ligge i gruset, med blodet strømmende ud fra hoften. Uden at tænke videre over det, skyndte han sig hen, for at berolige den ulykkelig 12-årige pige. Han nåede dog ikke at sige noget, før Mikalas mor kom løbende med store forfærdede øjne, og hånden slået op for munden. Hun så fra Samuel til Mariahs lig og tilbage igen, og hun blev langsomt mere og mere hvid i hovedet.

"Nej!" skreg hun. "Nej! For alt i verden, en eller anden fortæl mig at det her ikke er sket!"

Men det kunne Samuel ikke, selvom han ønskede det af hele hans hjerte. For det var sket. Mariah var væk for altid, og der var ingen, der kunne gøre noget for at lave om på den sandhed. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...