Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9966Visninger
AA

1. Prolog

"Jeg lover at komme tilbage til dig, men jeg er nødt til at tage af sted. Jeg må hjælpe landsbyen," hviskede Samuel til den forskræmte kvinde, som klamrede sig til ham. Hendes lange sorte hår, hang løst omkring hendes skuldre, og hendes hulk var hjerteskærende.

Mariah trak sig fri af hans beskyttende favn og så op på ham med sine forgrædte og tårevædede øjne. "Men det er der andre der kan. Det behøver ikke være dig," bad hun, men hun vidste at det var håbløst. Hun følte bare, at hun var nødt til at prøve.

"Og det er dem, som jeg skal hjælpe. I mens må du blive her, og passe på din søster og din mor. Når jeg kommer tilbage, skal alt nok være godt igen. Det lover jeg,"  svarede han og kyssede hende. Et blidt og kort kys, men det sagde mere end ord. Det fortalte hende, at han virkelig ville gøre alt, for at kunne vende tilbage.

Det vidste begge to, at det ikke var noget han kunne love. Det var bare noget, som han håbede. Mariah kastede sig endnu en gang i armene på ham, og begyndte at græde.

"Samuel, bliv nu bare hjemme. Jeg vil gøre hvad som helst!"

Men selvom hun lød som om, at hun bad for sit liv, så føjede Samuel hende ikke. Han blev blot ved med, at holde rundt om hende, og trøste hende, imens han hviskede blidt og beroligende i hendes øre. 

"Luk øjnene," sagde han til sidst, og med sitrende bevægelser gjorde Mariah, som hun blev bedt om. Hun koncentrerede sig fuldt ud om hans stemme, og prøvede at ignorere lyden af hans skridt, som blev fjernere og fjernere, for til sidst at forsvinde helt. Selvom hun endnu intet vidste, som var det som om, at hun fornemmede at dette ville blive sidste gang hun så ham. Håbet levede ikke i hende, som det ellers burde.

Da hans skridt var helt forsvundet og Mariah tog sig sammen  til at åbne øjnene, nåede hun ikke at se noget som helst, før et pistolskud flænsede luften og en stikkende smerte ramte hende i siden. Med et skingrende skrig faldt hun til jorden, og krummede sig sammen. Smerten fra det blødende hul, i hendes hofte var ubeskrivelig.

Der begyndte at danse sorte prikker for hendes øjne, og med alle sine kræfter forsøgte hun at trække vejret. Hun kunne ikke dø nu. Hun blev nødt til, at kunne være der når Samuel kom hjem, også selvom hun stadig var sikker på, at det ville være i en trækiste.

"Mariah, se på mig!"

Hans blide, men desperate, stemme fik hende til at se op. Pludselig var det ikke længere så svært at trække vejret og hans blå øjne gav hende igen håb. Måske ville hun alligevel overleve?

"Lov mig, at du ikke slipper mit blik," blev hans panikslagne stemme ved. En velkendt hånd fandt hendes, og holdt hende fast. Så fast at hun vidste, at hun aldrig kunne forsvinde.

"Jeg elsker dig," fik hun fremstammet, og blev med det samme skræmt over, hvor svag hendes stemme lød. Det håb, der var begyndt at spire, gik ud med det samme. Hun vidste at hun kun havde sekunder tilbage. "Det må du aldrig glemme, lige meget.." Hendes stemme gik ud. Der var mere hun ville have sagt, men hun kunne ikke. Hun måtte bruge de sidste kræfter på at holde sine øjne åbne. Hun ville for alt i verden ikke slippe hans blik.

Men hun kunne ikke holde sit løfte. Få sekunder senere lukkede hendes smukke mørkeblå øjne sig i, for aldrig mere at skulle åbne sig igen.

"Jeg elsker også dig," hviskede Samuel fortabt, og knuede hendes hånd endnu hårdere. "Jeg forlader dig aldrig. Vi vil altid være sammen."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...