Et luksus liv {1D}

Cathy er næsten 16 og hun bor alene på gaden. Hele hendes barndom var en stor tragedie. Hendes far forlod hende og hendes mor, da Cathy var 9. Hendes mor mor endte ud i et alkohol og stofmisbrug og Cathy endte på børnehjem, hvor hun så stak af - og derfor bor hun alene på gaden uden omsorg eller det der ligner.
Men en dag møder hun 5 drenge.......

5Likes
4Kommentarer
1269Visninger
AA

1. Kapitel 1.

 

Kapitel 1.

”Kom væk din møg tøs” var der en der råbte, men min krop føltes som bly, og jeg var så træt at jeg ikke orkede at tage stilling til hvem der råbte og hvorfor. Men han blev ved med at råbe, og jeg åbnede langsomt øjnene. Foran mig stod en mand på omkring de 45 år. Hans hoved var ildrødt, og jeg kunne tydeligt se, at han virkelig var rasende. ”Forsvind herfra” sagde han højt og vredt, og så tog han fat i min arm og rev mig op. Jeg rev mig fri og gabte søvnigt. ”Slap dog af” vrissede jeg så af ham, og det fik ham til at kigge forarget på mig i et split sekund, men så blev han endnu mere sur. ”Forsvind eller jeg ringer til politiet”. Jeg pakkede hurtigt mine ting sammen og skyndte mig ud af døren. ”God dag til dig også” råbte jeg med et falsk smil inden jeg smækkede døren efter mig. Jeg skulle aldrig have sovet i den opgang, for tænk hvis han virkelig havde ringet til politiet, så skulle jeg tilbage til børnehjemmet, og det ville jeg ikke kunne holde ud. Det ville virkelig være forfærdeligt. Det var ellers lang tid siden jeg var blevet opdaget, og jeg havde næsten glemt hvor ubehageligt det var, at der havde stået nogen og kigget på mig imens jeg sov.

Solen skinnede allerede, selvom klokken ikke var mere end otte. Varmen lagde sig som et tæppe om min spinkle krop, og mit hår klistrede sig fast til min nakke. Jeg var tørstig, min hals var helt tør og min mave knurrede. Mine øjenlåg var ved at falde i, for jeg havde fået alt for lidt søvn i nat. Jeg gik langsomt hen af gaden, imens jeg kunne se byen vågne og solen bagede allerede ned på mig. Længere henne af gaden stod en masse mennesker samlet i en flok, og der var også en hel del paparazzier. Jeg nærmede mig langsomt, og egentlig ville jeg have gået udenom, men jeg blev alligevel for nysgerrig, så jeg gik der hen. Største delen af forsamlingen var helt klart piger, og de skreg alle sammen noget i retning af ”One direction”. De råbte og skreg i munden på hinanden, og nogle af dem græd endda. Jeg fik mast mig igennem flokken af grædende piger, og inde i midten stod fem drenge, som nok var en lille smule ældre end mig. De gav autografer til alle pigerne, som virkelig maste på for at komme så tæt på som muligt. Jeg fik øjenkontakt med en af dem, og han smilede stort til mig. Jeg smilede selvfølgelig igen, men så fik jeg pludselig et skub i ryggen, og jeg røg ud til siden.

Jeg orkede ikke at masse på igen, så i stedet gik jeg hen i en kiosk, for at købe nogle smøger. Jeg tømte min pung på bordet foran kasse damen, og hun kiggede mistroisk på mig, men jeg havde lige præcis penge nok til tre pakker smøger, og så kunne jeg holde i ret lang tid. Jeg havde engang imellem en lille smule job, men lige for tiden var det svært at få job, så penge havde jeg virkelig ikke særlig mange af. ”Er du sikker på, at du er gammel nok til at købe cigaretter?” sagde damen tørt, da jeg endelig havde talt pengene sammen. Det var egentlig ikke noget galt i, at hun i troede jeg var gammel nok, for jeg var ret lille og spinkel, men det pissede mig alligevel af. ”Hvad fanden tror du selv?” sagde jeg hårdt og gav hende dræber blikket, og så sagde hun heller ikke mere, hun kiggede bare undskyldende på mig, og så fik jeg lov til at betale, så jeg kunne komme ud i den varme sommerluft igen. Bagefter gik jeg af sted for at få morgenmad. Da jeg nærmede mig en bager kunne jeg dufte de friske brød og de herlige kager, men sådan noget havde jeg ikke penge til. Jeg traskede stille om i baggården og stak hovedet ind til bageriet, hvor de var i fuld gang. ”øhh, har i noget brød fra i går, som jeg kan få gratis?” sagde jeg tøvende, og prøvede så at smile. Bageren sukkede, men så rejste han sig og lidt efter kom han tilbage med en pose brød. ”Tak” svarede jeg, og prøvede at smile, men bageren gengældte ikke, og så gik jeg derfra.

Bagefter gik hen i parken og satte mig på en bænk i skyggen for at spise.  Der var ikke specielt mange mennesker og jeg havde derfor næsten hele parken for mig selv, hvilket jeg virkelig nød, men pludselig kom 5 drenge gående, og hvis jeg ikke tog fejl, så var det dem som tidligere på dagen var omringet af mennesker og paparazzier. Solen var skarp, og jeg sad på den eneste bænk med skygge, så jeg kunne allerede se det komme. ”Hey, er der plads til os?” sagde en af drengene med et stort krøllet hår, og så satte de sig alle sammen, inden jeg overhoved havde noget af sige noget. ”Jeg så dig tidligere i dag” sagde en anden dreng, og gav mig hånden, ”Og for resten hedder jeg Louis”. Jeg smilede så godt jeg kunne og prøvede at virke cool, men jeg plejede aldrig at snakke med folk, og jeg kunne slet ikke huske hvornår jeg sidst havde haft en ordentlig samtale med nogen. Stemningen var lidt akavet, men drengene snakkede som om intet var hent. Jeg rejste mig op og skulle til at gå, men en af drengene sad åbenbart lidt ovenpå min taske, og alt indholdet faldt ud, da jeg rejste mig. Mit pas, en vandflaske, billede af min mor, mig far og mig, en pose med nogle småmønter og nogle få sedler, selvfølgelig alle mine cigaretter samt en lille smule skiftetøj. De kiggede alle sammen mærkeligt på mig, og jeg stod som lammet, selvom en stemme indeni mig råbte, at jeg skulle se at komme væk LIGE NU. Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, men det føltes som en evighed, før der var nogen der turde åbne munden igen. ”Hvorfor har du dit pas og sådan noget med?” sagde en af drengene så, og det var vist først der, at det gik op før dem, at jeg nok var hjemløs. ”Åhh gud, hun er hjemløs” hviskede en anden, som om jeg overhoved ikke var til stede, og det gjorde mig så sur, at jeg hurtigt pakkede mine ting sammen, og så løb jeg væk. Jeg kunne høre dem kalde bag mig, men jeg vendte mig ikke om, jeg blev bare ved med at løbe. Solen bagede ned på mig, og da jeg kom ud af parken blev jeg nødt til at holde pause, for at få pusten tilbage og få nogenlunde styr på mit åndedræt.

***

Louis’ synsvinkel.

Vi sad alle sammen nærmest lammede tilbage på bænken. Det var helt surrealistisk, det som der lige var sket. Der var ingen af os der havde regnet med, at hun var hjemløs, men når man tænkte over det, så kunne jeg egentlig godt se det. Hendes tøj så ret slidt ud, og så var det faktisk også ret beskidt, men der var alligevel bare et eller andet ved hende, som gjorde at hun var virkelig smuk. Hendes ansigt var også lidt beskidt, men det eneste jeg havde lagt mærke til, var hendes smukke øjne og hendes markerede kindben, som gjorde hende virkelig tiltrækkende. Hendes brune hår, var sat op i et rodet knold, måske for at skjule, at det også var ret beskidt? Men i så fald var det lykkes, og det var virkelig pænt. Jeg kunne ikke stoppe med at tænke på hende, og jeg havde lyst til at finde ud af mere om hende, for hvorfor var sådan en smuk pige hjemløs, og havde hun overhoved ingen familie?

”Tænk lige, at hun var hjemløs, det havde jeg godt nok ikke troet” sagde Zayn pludselig og brød tavsheden. Vi rystede alle sammen på hovedet, og så valgte vi at gå. Men jeg kunne stadig ikke få hende ud af hovedet, og jeg havde lyst til at se hende igen, men hvor stor ville sandsynligheden dog værre for det? Der boede jo virkelig mange mennesker i Mexico City, jeg havde allerede set hende to gange, og vi skulle kun være her i ti dage mere, så sandsynligheden var nok lig nul. Jeg sukkede for mig selv, og Harry gav mig et opmuntrende dask på skulderen. ”Kan du heller ikke glemme hende?” sagde han lavt, så ingen af de andre hørte det. ”Nej” svarede jeg, og smilede skævt, ”Hun var virkelig charmerende på en eller anden mærkelig måde”. Harry nikkede og så gik vi videre i tavshed. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...