Fashion is a Bitch! 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2012
  • Opdateret: 17 apr. 2013
  • Status: Igang
Emma Forest, Model og hjemmestuderende. Emma har ikke mange venner. Modellerne er nogle bitches og Emma er ikke meget i byen. Derfor er det en overraskelse, da hun møder en venligsindet model. Men vil Emma holde fast eller give slip, når hendes fortid banker på? Vil hun fortælle de andre eller lukke alle ude? Og det er egentlig ikke altid let, når der følger 5 hvalpe med i et venskab.
*(Jeg har intet imod modeller eller modeverden og alle meninger i denne historie tilhører en fiktiv person)

Ps. Historien er blevet en jeg skriver på når lysten indfinder sig. Så en slutning skal ikke forventes.

28Likes
90Kommentarer
3996Visninger
AA

14. WTF?

Da jeg havde kontrol over tårerne og hulkene, satte hun mig i den hvide, bløde sofa, hvor jeg krøb sammen og lukkede øjne.

Jeg vidste ikke, hvad der skete for mig. Det ene øjeblik stod jeg og råbte, det næste lå jeg på gulvet, med tårer strømmende ned af mine kinder. Hvad var det der skete med mig?

Og så beskyldte jeg hårdnakket, at han var morderen? Det var ikke i orden. Lige meget hvad så skulle jeg ikke have taget den så langt. Jeg skulle være stoppet, da jeg kom ind af døren. For hvem ville tage en, man ville dræbe op i en luksuslejlighed? Med hvide møbler? Ingen, der er klog eller sindssyg nok til, at dræbe som 13 årig. Det ville bare være for dumt.

Den højlydte samtale, som de andre havde gang i ude i køkkenet, trængte igennem til mig og spidsede ørerne.

"El, for helvedet! Hun beskyldte ham for, at have dræbt nogen! Hun er fandme sindssyg!" jeg kunne tydelig hører Louis stemme, som råbte de ord, der skar i mit hjerte. Selvfølgelig, havde jeg fortjent det, men...Det gjorde alligevel ondt, ikke?

"LOUIS! Det er okay! Hun er forvirret! Hvad ville du også gøre, hvis du blev tvunget ind i et rum, hvor der sidder en, der ligner ham der har dræbt nogen, mens du så på?! Ville du være okay?! Prøv at forstil dig, at Eleanour bliver dræbt, mens du ser på og senere skal du være venner med morderen! Ville du så være okay?!" Overrasket hørte jeg Zayn´s stemme råbe de ord, som forsvarede mig mod Louis.

Stille i mit hoved, tiggede jeg Zayn om at holde mund. Jeg fortjente ikke, at blive forsvaret og slet ikke af ham. Havde fucking beskyldt ham for, at have dræbt ham?! Det var fandme ikke okay!

Louis var blevet stille, der var i det hele taget stille i lejligheden. Jeg kunne endda høre uret tikke indefra det andet rum. Hvilket var mærkeligt. Ikke at der en grund til, at det er mærkelig. Det er bare mærkelig, at kunne høre et ur der tikker.

Jeg satte mig stille op, og mærkede hvordan en hovedpine stille dannede sig. Så kunne det, da ikke blive bedre, vel?(Mærk ironien) Jo, det kunne det godt. For ind i stuen kom de andre igen og denne gang, så de på mig med en medfølende mine. Hvilket irriterede mig grænseløst, for som du måske har gættet, så hader jeg medlidenhed! Folk skulle fandme føle med de små børn på børnehjem, som aldrig kommer til, at føle sin mors kærlighed.

Bare de ikke følte med mig, så var jeg glad. Men desværre, så følte de andre med mig.

Jeg sad stille og fulgte Eleanor med øjne, fulgte hver en bevægelse hun lavede.
Hvordan hun stille gik hen og satte sig i sofaen, for at trække mig ind i et tæt knus. Jeg fortrak ikke en mine, før jeg hørte hendes stille hulk. Forvirret lagde jeg armene om hende og sendte hurtigt de andre et forvirret blik, før jeg vendte mit hoved mod hende.

Hun var højere end mig, så det var hende der knugede mig ind til sig, ikke modsat. Jeg bed mig selv i læben, prøvede at modstå fra, at åbne munden. Det kunne gøre dem vredere, end de allerede var. Desværre var min viljestyrke i bund.

"Hvor...hvorfor græder du?" Jeg skubbede mine øjenbryn sammen og kiggede igen på de andre, men de så ligeså chokerede ud, som mig. Eleanor hulkede lidt før hun kiggede ind i mine øjne, og sendte mig et nervøst smil, som så helt forkert ud, når hendes øjne ikke lyste af glæde.

"Jeg-Jeg er så ked af, at je-jeg ikke....Hvorfor fortalte du mig det ikke? Jeg føler mig, så dum." Tårerne begyndte, at løbe hurtigere ned af hendes kinder og snart gled de også ned af mine kinder.

"El, det kunne du ikke vide." Louis stemme sagde de ord, som jeg ville have sagt, men ikke kunne komme ud med. Jeg smilte kort til ham, men hans ansigt blev i de neutrale folder, som det havde lagt i siden, de kom ind.

"Men...Det kunne jeg jo, Louis! Emma havde jo en grund til, at flygte! Hvorfor er jeg så dum?! Jeg skulle..." Jeg rystede på hovedet af hende, før jeg afbrød hende.

"NU, LYTTER DU, OKAY?! Du vidste det ikke, okay? Jeg fortalte dig det ikke, fordi jeg prøver, at glemme. Så undskyld, Zayn. Du ligner ham slet ikke, men....Det lyder racistisk, men din afstamning, fik mig bare til, at koble dig sammen med ham. Det var slet ikke fair, men...." Jeg rystede på hovedet og sukkede. "Men jeg er bare ikke kommet mig over det. Der skete meget det år, så....Men du er ikke dum, Eleanor! Så tag dig sammen, så jeg kan komme af sted. Louis er ikke så glad for, at have mig i huset, hvilket er okay, men...." Overrasket blev jeg afbrudt, af Louis, som protesterede.

"Du er dum lige nu, Em. Jeg vil ikke af med dig. Selvfølgelig er jeg vred over, at du beskyldte Zayn for at have dræbt nogen, men du havde en grund til det. Så du bliver siddende der med røven i sofaen, mens jeg laver noget te, okay?!" Jeg nikkede stille og han smilte, før han gik ud i køkkenet med Krøltoppen efter sig.

Der blev stille i stuen, Eleanor fik samlet sig, men gav ikke slip på mig, hvilket jeg inderst inde var glad for.

"For resten, så er det okay, Emma. Det kan godt være svært, at styre ens tanker nogle gange. Du tog fejl, som alle andre gør. Heldigvis fik vi bare stoppet det, før det gik galt, ikke?" Zayn smilede opmuntrende til mig og jeg nikkede, mens jeg sendte ham et lille smil.

Jeg havde været så optaget, af Louis, Zayn og Eleanor, til at bemærke Niall og Liam, som hviskende diskuterede, imens den ukendte pige, som nu slet ikke så skrøbelig ud, stille gik over mod os i sofaen. Jeg gættede på, at Niall og Liam diskuterede noget om mig. Det ville ikke overraske mig. Jeg slap alt for let væk med, at dette. Alligevel kunne jeg ikke lade være med, at være lykkelig. De hadede mig ikke...Eller Louis, Zayn og Eleanor hadede mig ikke.

"Er du okay?" Hendes bløde stemme trak mig ud af mine tanker og jeg kiggede forskrækket på hende. Det var den ukendte pige der talte. Jeg kunne nu se, at det var Danielle, Liams kæreste, der sad foran mig.

"Ja, jeg fatter bare ikke, at jeg flippede sådan ud. Jeg skulle aldrig have taget den så langt. Jeg føler mig så...Skamfyldt." Jeg rystede på hovedet og smilede lidt til mig selv. "Hvis altså det er et ord." Danielle smilede og kiggede så op på Eleanors ansigt. Jeg tror de havde en eller anden samtale, med øjne. De sagde i hvert fald ikke noget.

Stille gled mine øjne over imod Niall og Liam igen. Jeg prøvede, at lade være, men der var bare noget ved dem, som fik mig til, at stoppe mit blik ved dem. Måske var det den måde de sad på, med ryggen mod mig,så jeg ikke kunne prøve, at mundaflæse. Eller var det de vilde armbevægelser og hvisken der nogen gange blev for højt, før den igen ville dæmpe sig? Jeg vidste det ikke, men der var bare noget ved dem, som fik mig til, at stirre.

Jeg rykkede forskrækket tilbage i sofaen, da Niall drejede sit hoved og hans øjne mødte hans. Vidste han at jeg havde stirret? Shush, det her var pinligt.

"Er du okay?" for anden gang i dag spurgte Danielle mig det spørgsmål. Jeg nikkede bare kort, kiggede ikke engang på hende, lod bare mine øjne stirre ind i hans, før han igen drejede sit hoved. Hvad var der lige sket der? Havde Niall og jeg lige haft en øjenkontakt, af den slags man kun ser i dersens tøsefilm? Defentily not.

"Je-jeg er nød til, at gå..." stammende rejste jeg mig og gik mod døren. Desværre mødte jeg, Louis i gangen.

"Whoa! Hvor skal du hen?" bag ham stod Harry med en bakke med kopper og en tepotte.

"Jeg har uhmm...Skole imorgen." hurtigt smuttede jeg forbi ham ud af døren.

Det var vidst ved, at blive en vane for mig, at flygte? Denne gang gjorde jeg det for dem, ikke for mig selv.

Det var bedst, hvis de fik lidt tid og...Ærligtalt så freaked det øjeblik jeg havde haft, da Nialls øjne mødte min, mig ud. WTF skete der lige?

Jeg måtte bare hjem og tænke. Ja, at tænke var det bedste ligenu.

(A/N) Lidt presset men her er der noget. Denne historie vil slutte snart tror jeg, da der ikke går lang tid før hele handling bliver afsløret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...