Fashion is a Bitch! 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2012
  • Opdateret: 17 apr. 2013
  • Status: Igang
Emma Forest, Model og hjemmestuderende. Emma har ikke mange venner. Modellerne er nogle bitches og Emma er ikke meget i byen. Derfor er det en overraskelse, da hun møder en venligsindet model. Men vil Emma holde fast eller give slip, når hendes fortid banker på? Vil hun fortælle de andre eller lukke alle ude? Og det er egentlig ikke altid let, når der følger 5 hvalpe med i et venskab.
*(Jeg har intet imod modeller eller modeverden og alle meninger i denne historie tilhører en fiktiv person)

Ps. Historien er blevet en jeg skriver på når lysten indfinder sig. Så en slutning skal ikke forventes.

28Likes
90Kommentarer
4055Visninger
AA

2. Starbucks..Mit gemmested.

Authors note(A/N): Jeg er VIRKELIG ked af at dette her kapitel blev sååå langt, når der ikke rigtig sker noget, men det er virkelig vigtig for mig, da der er ting heri som vil blive brugt senere :) Jeg håber du tager chancen og læser det, selvom det er tungt stoft. Hvis, ikke så følg med for hun møder Mr. Pizzakrise :) Et lille hint, fra kapitelet her :D Har skrevet det andet kapitel, men det kommer i morgen. Hvis, der er folk der læser den her. Jeg bliver glad, hvis der bare er 15 der har læst den og kommenteret. Bare kommenter og fortæl mig mine fejl, men endelig også, hvis jeg gør noget rigtigt, Please!! :D Det vil betyde mere end du tror og jeg læser gerne jeres, hvis i bare kigger på min. Nu blev det en lang Authors note, men jeg havde meget at sige :P Når, men... See you later, Alligator!

 

Jeg sad som jeg altid gjorde, på den lokale Starbucks og drak min kakao. Starbucks var mit tilflugtsted. Der hvor folk ikke ville lede efter mig, fordi jeg aldrig drak kaffe. Dumt nok, tænkte de aldrig på at de solgte kakao.

Jeg kiggede op fra min computer og artiklen om middelalderens toiletmuligheder, for at se på den lette sne der dalede ned fra himlen. Det var sidst i november, og det her var den første sne der faldt.

Jeg overvejde kort at gå udenfor, men chancen for at blive set af mine Venner eller manager fik mig til at blive siddende.

Jeg orkede virkelig ikke, at diskutere med min manager, af den grund at det var min moster. Og tro mig, at være i familie med din manager hjælper ikke. Tværtimod, så stiller manageren højere krav fordi hun ved, at du kan gøre det eller sådan noget og råber altid af dig om at gøre dit og dat.

Og så skændes man, fordi du ikke engang vil model og hellere vil bruge din tid på at studere og få et arbejde, man også kan leve af, når man bliver 30.

Og når ja, jeg er lige ved at glemme alle dine nye model Venner, som når det gælder, gerne bedrager dig for at få et bedre job og gerne går i seng med fotografen for at få bedre løn eller sådan noget. Men måske er jeg bare endt i den forkerte del af branchen? Hvem ved.

En stemme rev mig ud af mine tanker og kiggede op på person der talte til mig. "Undskyld, hvad sagde du?" spurgte jeg høfligt, person, som viste sig at være en yderst smuk ung kvinde. "Jeg spurgte bare, om du ikke er Emma Forest? Hende der reklamere for Victorias Secrets og som skal gå catwalk ved et af Londons største opvisninger? Du ligner hende helt vildt." Person så meget afslappet ud og virkede ikke som en journalist eller andet. "Jo, det er mig. Og du må være Eleanor Calder, fordi der er ikke så mange andre der ved at jeg skal være med til den opvisning." Jeg rettede fraværende på min lyserøde panda hoodie, og min ene mundvige bevægede sig op i et halvhjertet forsøg på et smil. "Jo, det er mig. Må jeg sætte mig?" Jeg nikkede bare og så hende sætte sig ned ved det smalle bord, med en elegant bevægelse, som jeg aldrig ville kunne efterligne. "Nu vil jeg ikke lyde gnaven eller afvisende, men hvad vil du mig?" Jeg prøvede at se venligstemt ud, men ærligtalt var jeg ikke i nærheden af venlig.

Kunne hun ikke gætte sig frem til at jeg ikke ville findes, når jeg sad bagerst i en næsten tom cafe og skjulte mig?Okay, jeg sad ved et vindue og folk kunne se mig, men stadig væk! Jeg sad jo ikke og så ret imødekommende ud, men måske, var hun ligeglad, eller så ville hun snakke med mig om noget vigtigt. Men hvis det er fra modelbranchen, kan det altid vente. Det er hvad jeg har lært.

"Nej, det er helt okay. Jeg kommer jo også og forstyrre dig midt i det hele, men ærligtalt så, så jeg dig bare og så gik jeg herover. Jeg havde ikke nogen plan. Ej, hvor lyder det dumt. Jeg går nu." Hun begyndte at rejse, men efter en meget kort tænkepause, rakte jeg ud efter hende og fik fat i hendes håndled. Hun drejede rundt og kiggede med et forvirrede skær i sine øjne på mig. "Ehm... Bliv? Vi kan jo øhm..Snakke nu hvor vi...Æh..Begge skal være med i opvisning." Jeg kiggede lidt nervøst på hende.

Normalt plejer jeg at overveje mine ord meget nøje før jeg siger dem, men jeg skulle ligesom have hende til at blive. Jeg ved ikke helt hvorfor, men hun virkede anderledes og jeg kunne godt bruge en ven indenfor den her branchen. Det er aldrig godt at stå alene, model eller ej.

Hun sendte mig et lille smil, der fremviste nogle perfekte hvide tænder, og satte sig igen ned.

Efter et stykke tid med en akavet stilhed, valgte jeg at bryde den.

 "Når, men hvilken designer går du så for?" Det var et unødvendigt spørgsmål, da vi begge to vidste hinandens designere, men et eller andet skulle jo, starte samtalen. "Jeg skal gå for Jenny Packham og dig?" Hendes smil var varmt og jeg tror selv den mest gnavne person, ville trække på smilebåndet. Nu, var jeg bare ikke en særlig smilende person, så det blev en hurtig trækning, før min ansigt lå i dets normale, neutrale folder. "Jeg skal gå for mærket, Fenn Wrigth Manson, som har mange kjoler med, hvilket jeg ikke går i," sagde jeg imens jeg lavede en galant bevægelse mod mit outfit, som bestod af nogle lyse jeans og en lyserød hættetrøje med en sort vest, med lidt fyld i, så den kunne holde mig varm. "Nej, men det er nu hellere ikke lige vejr til det ligenu," svarede hun og sendte mig igen, det dersens varme smil. "Nej, det er det vel ikke," mumlede jeg og kiggede ud på sneen, der dalede ned.

Der faldt igen en stilhed over os, men denne gang følte den ikke så akavet. Den var mere afslappet, som vi var to veninder, der havde kendt hinanden hele livet, og ikke to modeller, der mødtes for en halv time siden.

Da jeg drejede, mit hoved for at se om hun var gået, sad hun med et smil og kiggede på sin telefon. Det måtte være en person der stod hende meget nær eller hendes kæreste, siden hun havde det der kærlige blik i sine øjne. Det blik, jeg ikke havde set længe, for som jeg har sagt er de fleste modeller nogle bitches.

Og jeg har ikke nogle venner udenfor den verden, for min mor har valgte efter en række dårlige hændelser, da jeg var 13, at trække mig ud af skolen og undervise mig, selv. Selvfølgelig måtte hun opgive sit arbejde og min far måtte arbejde over og min bror måtte bidrage med penge, for at få det til at rende rundt, men sådan er det ikke mere. Jeg tager så mange modeljobs med en god løn, uden at gå i seng med folk, jeg ikke kender, for at kunne betale for mig selv. Jeg har betalt min bror tilbage og min far har kunne gå på pension, da hans arbejde sled ham op. Min mor har et job, som receptionist, hvilket hun elsker. Jeg underviser mig selv nu.

"Hey, Emma?" Jeg vendte tilbage til jorden igen og opdagede jeg stirrede på Eleanor, hvilket fik blodet til at stige op i mit hoved og vise en lyserød farve frem på mine kinder. "Ja, Eleanor?" Jeg har en mærkelig vane med at svare folk tilbage med deres navn, når de siger mit navn i en sætning. Weirdo, I know.

"Jeg er nødtil, at smutte. Min kæreste har en eller anden krise, med et stykke pizza indblandet, så jeg må hjælpe ham..." Et lille smil blomstrede frem på hendes læber, da hun sagde ordet Kæreste og jeg er ret sikker på hun så ham for sit indre blik." Men jeg vil gerne have dit nummer? Det er okay, hvis du ikke vil, men jeg vil virkelig gerne mødes igen også udenfor catwalken. Nej, ved du hvad? Jeg tager ikke et nej, for et svar!" Det var sjovt, at se som hendes ansigt ændrede sig, da hun bestemte sig for at ville have mit nummer ligemeget, hvad. "Så er jeg vidst heldig, at jeg gerne vil give dig det, men det er nu mest fordi din kæreste´s krise lyder alvorligt." Jeg blinkede med øjet og så begyndte vi begge at grine. Det kunne godt være, at vi ikke kendte hinanden så godt, men en krise omkring et stykke pizza? Det lød bare for latterligt.

Der gik lidt tid før vi kunne stoppe med at grine og vi nåede da, at få nogle dræberblikke, men det var jeg ret ligeglad med. De ville også have grinet, hvis de havde hørt det.

"Jeg ved det godt det lyder skørt, men jeg elsker ham for hans skøre sind." Igen blomstrede smilet frem på hendes læber, da hun snakkede om ham og jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Det her var sådan, kærlighed skulle være.

"Når, men hvor skal jeg skrive mit nummer?" Det gav et lille sæt i hende, og jeg var ret sikker på jeg trak hende ud fra nogle tanker om hendes kæreste. "Lige her." Hun rakte mig en iphone, som jeg gættede på var hendes.

Jeg begyndte at taste mit nummer ind og gav hende den igen. "Der kom en besked mere fra ham. Der stod at det hastede. Ikke at jeg kiggede i dine beskeder." Hurtigt tilføjede jeg det sidste og hun smilede beroligende til mig, hvilket betød hun troede mig.

"Når, men vi ses." Hun rejste sig op og tog sin jakke på, som hun måtte have taget af, og forsvandt ud af døren efter at have nikket kort til mig.

Kort efter forsvandt jeg også ud af døren, da jeg helt havde glemt klokken og min mor måtte være bekymret. Ja, jeg bor hjemme, men det er kun midlertidig, 19 årige kan jo ikke bo hjemme, ihvertfald ikke i min verden...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...