Fashion is a Bitch! 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2012
  • Opdateret: 17 apr. 2013
  • Status: Igang
Emma Forest, Model og hjemmestuderende. Emma har ikke mange venner. Modellerne er nogle bitches og Emma er ikke meget i byen. Derfor er det en overraskelse, da hun møder en venligsindet model. Men vil Emma holde fast eller give slip, når hendes fortid banker på? Vil hun fortælle de andre eller lukke alle ude? Og det er egentlig ikke altid let, når der følger 5 hvalpe med i et venskab.
*(Jeg har intet imod modeller eller modeverden og alle meninger i denne historie tilhører en fiktiv person)

Ps. Historien er blevet en jeg skriver på når lysten indfinder sig. Så en slutning skal ikke forventes.

28Likes
90Kommentarer
4000Visninger
AA

18. Plan in the making

Rex dansede rundt i sneen foran mig, lykkelig over at han havde fået trukket mig ud i den bidende kolde daggry. Jeg ville heller ikke klage, jeg havde aldrig set solen lade de første af dens gyldne stråler ramme den snedækkede London. Det var et smukt syn, som om hver lille snefnug tændte en indre lille lygte og oplyste den ellers mørke morgen. Gadelamperne, som endnu ikke var blevet tændt, stod som mørke skikkelser og kastede deres skygger midt i hele dette vinterdrømmeland. Det lignede noget der kunne være taget ud af en Disney-film  og ikke det gamle London som jeg havde gået rundt i, i alle disse år. Og det var på grund af dette landskab der lå foran mig, at jeg ikke kunne være sur på den snehvide Schæfer, der hoppede rundt og ikke bekymrede sig om noget. Slet ikke fordi han var nuttet og jeg elskede ham. Mærk ironien. 

Rex begyndte at bjæffe og rendte rundt om mig, sådan at jeg også måtte løbe rundt om mig selv, for at vikle mig ud af den snor, som han bandt rundt om mig. "Rex, for fanden. Take a chillpill, vil du ikke være så sød?" jeg skældte irriteret på ham, imens jeg i mit baghoved grinte af mig selv, over hvor hurtigt øjeblikket ændrede sig fra fred til kaos. Rex blev ved med at løbe, og ændrede så pludselig retning, da han fik øje på, hvad Gud kun ved. Ved den pludselige ændring af retning, strammede han snoren. Resultat af det, blev at jeg lå ligeså lang jeg var i sneen, og bandede over min forslåede bagdel. "Rex, jeg dræber dig, jeg moser dig, jeg kvaser dig!" skældte jeg, imens jeg prøvede at få mig selv viklet ud af snoren, før Rex begyndte at løbe, da det ville resultere i at jeg ville blive trukket hen ad jorden. 

"Skal du have lidt hjælp?" En velkendt britisk accent afbrød mig midt i min strøm af skældsord og jeg kiggede op på ham, som lænede sig indover mig. "Tak, Harry. Hvis jeg skal være ærlig, så ville det være dejligt," Da jeg havde afsluttet min sætning, kaldte Harry på Rex, som med det samme kom ved lyden af hans navn. "Og hvorfor havde jeg ikke tænkt på det?" Jeg smilede skævt, og skar så en grimasse da Rex´ varme og fugtige tunge ramte mit ansigt. Harrys kendte og charmerende grin begyndte at lyde over mig, imens han halvhjertet prøvede at trække Rex væk fra mig. 

"Du kan ligeså godt opgive," jeg spruttede da Rex´ tunge ramte mine læber ved et tilfælde." Bare få mine ben befriet." Jeg forsatte med at sprutte, imens Harry slap sit tag i Rex, og i stedet for begyndte at vikle mig ud af hundesnoren, som ikke længere sad fast på Rex. Vent, hvordan havde han fået snoren af? Det er ligesom noget der behøver tommelfingre for at gøre. Måske havde Harry løsnet ham, for at være sikker på at han ikke trak af med mig. Det ville være meget klogt. Og igen noget jeg ikke havde tænkt på, men hey?! Jeg havde ikke en chance for at løsne ham før, da han var rendt. Bare lige så vi har det på det rene. 

"Sådan, så skulle det være klaret. Skal du hjælpes op?" Harry rejste sig fra mine ben og stod allerede klar med en hånd til hjælp. "Ja, tak." jeg tog hans hånd og ved fælles hjælp, kom jeg op at stå igen. "Tak, for at vikle mig ud og sådan..." Jeg satte snoren på Rex igen og kiggede lidt akavet på Harry. Hvordan kom vi så videre herfra?

"Hvad laver du så herude på denne tid af dagen?" Harry afbrød en akavet stilhed, der havde ligget over os i nogle minutter. "Går turen med Rex. Han mente man skulle op tidligt for at kunne få noget ud af dagen, så tja... Rex fik overbevist mig til at en daggrystur ville være det helt perfekte. Noget jeg ikke er enig i..." Jeg stoppede op, indså at jeg var begyndte at  rable afsted, om intet. "Men hvad med dig? Igang med "The Walk Of Shame"?" Jeg blinkede til Harry, som slog blikket ned og rystede på hovedet. "Åhh, det må du undsky..". "Det er okay. Du er ikke den første der siger sådan. Men egentlig er jeg bare herude for at tænke." Harry kiggede kortvarig op på mig og sendte mig et hurtigt smil, som viste mig hans smilehuller, men ikke glimtet i hans øjne som plejede at følge med. "Ohh... Okay" jeg flyttede pinligberørt på mig, imens jeg kiggede efter en flugtmulighed. Akavede stilheder som den der var mellem os nu, var ikke min stil. Jeg studerede den hvide sky min ånde lavede, imens jeg gjorde klar til at sige farvel.

"Hvorfor tror alle det?" Harrys dybe stemme brød igennem mine forberedelser og jeg kiggede forvirret op på ham. "Tror hvad?" Jeg skubbede mine øjenbryn sammen og rynkede på næsen som jeg altid gjorde når jeg var forvirret. "At jeg sover med en ny pige hver nat? At jeg drikker mig fuld hver dag? At jeg ikke ved hvordan man skal behandle en pige?" Jeg kiggede studerende på Harrys ansigt og hvis ikke det havde sneet, ville jeg have sagt at han havde tårer i øjne. "Fordi det er hvad sladderbladene siger? Fordi mennesker elsker god, saftig sladder, i stedet for den kedelige sandhed. Fordi vi mennesker vil smudse folk, vi er misundelige på, til. Fordi vi er nogle misundelige stodder. Fordi sådan er verden. Fordi glæde altid kommer med noget smerte. Fordi lykke er ulykke og..." Jeg stoppede mig selv med et forvirret udtryk. "Hvad er det jeg taler om?" Harry grinede af mig, imens han rystede på hovedet så krøllerne hoppede rundt. "Det ved jeg ærligtalt ikke." Glimtet i Harrys øjne var tilbage, og det havde været mit eneste mål. "Jamen, du er ligesom den kloge af os!" påpegede jeg med et glimt i øjet, imens jeg så anklagende på ham. "Og hvornår blev jeg udnævnt til det?" Harry hævede et øjenbryn spørgende og jeg fnyste fornærmet. "Ligesom lige nu?" Harrys smil blev hængende på hans ansigt og jeg smilede tilbage. I det øjeblik bestemte jeg mig for at spørge Harry om han ville med til min kusines bryllup. Hvis jeg ikke gjorde det nu, ville jeg aldrig få det gjort. "Harry, vil du..." Jeg blev afbrudt af den velkendte iphone-ringetone, som kom fra Harrys lomme. Han smilede undskyldende og sagde farvel, da han mente opkaldet ville tage et stykke tid som han sagde. Få sekunder efter stod jeg alene, sammen med Rex og så sneen falde. Et suk lød fra mine læber, da jeg vidste jeg måtte fortælle min kusine at jeg kom alene. Niall, som egentlig havde været min Plan B skulle være sammen med nogle venner, han ikke havde set i lang tid, den dag, og selvom han havde tilbudt at droppe dem, så ville jeg aldrig kunne sige ja til sådan noget. Derfor måtte jeg bare bide tænderne sammen og sige det som det er. At jeg er en klaptorsk til drenge. Eller.... Måske jeg bare leje en stripper til at være min date? Der er en eller anden film med en dame der gør det og så bliver de forelsket. Hvorfor skulle det ikke kunne ske for mig?

Fordi jeg er mig.

******

"Det er uretfærdigt! Hvorfor skal det her altid ske for dig?!" Lad mig sige dig en ting. Det kan godt være at jeg var trist/vred over at jeg ikke fik spurgt Harry, men da Danielle og Eleanor hørte det, blev de ligeså omend ikke mere vrede. Derfor indkaldte de krisemøde, snarest muligt hvilket blev til en uge senere, hvor de satte mig ned på en cafe og bitchede om skæbnen. Hvilket de er igang med ligenu, imens jeg sidder og drikker min elskede kakao med flødeskum og chokoladestykker. Den smager fantastisk, bare så du lige ved det. "Det er seriøst som om skæbnen aldrig vil have dig til at få drengen. Først tager Gud en tilbage og nu får han dig til at forelske dig i en berømthe..." VENT LIGE ET ØJEBLIK! Og husk at klappe hesten. Hvad snakker de to skønheder ved min side om? Forelsket? Hvad fanden? Jeg er ikke forelsket. Måske skulle jeg fortælle dem det.....

"Jeg er forfanden ikke forelsket i en berømthed?!" Danielle og Eleanor som var gået videre ind i diskussionen, stoppede overraskede op i deres samtale. "Hvad?" De så begge to meget forvirrede ud, hvilket jeg altså forbeholder skulle være min rettighed.

"Jeg sagde, Jeg er forfanden..."

"Vi hørte godt hvad du sagde."

"Hvorfor fanden spurgte i så?"

"Fordi... Bare fordi, okay?" Jaja, så siger vi det, tøser. Lad os bare give mig skylden, det er jo ikke ligesom at jeg er uskyldig. Nej, nej. Det kunne jeg da aldrig være. Forbandede, pigesure tøser.

"Emma," Danielle sukkede og rystede på hovedet. "Du behøver ikke lade som om. Vi ved godt du er forelsket i Harry. Vi genkender alle tegnene." Okay, så de genkender alle tegnene, men jeg er ikke forelsket i nogen? Hvordan hænger det sammen, om jeg må spørger? For i mit hoved lyder det forkert. Men okay, jeg er også ret mærkelig. 

"Undskyld, men jeg er ikke forelsket i Harry. Faktisk er jeg slet ikke forelsket. I tager fejl. Jeg kan ikke engang lide nogen, sådan lide,lide." Jeg trykkede mine øjenbryn sammen, noget jeg tit gøre når der er noget, der ikke passer sammen i mit hoved. Også kaldt at være forvirret. "Ohh, er du sikker?" Eleanor og Danielle så lidt... chokeret på hinanden. "Tja...Ja, ret meget." Jeg smilede til dem, da stemningen var blevet lidt akavet. Og hvem hader ikke en akavet stemning? Okay, måske er det ikke alle der hader dem, men altså mange gør...Tror jeg.

"Okay...." Jep, helt klart en akavet stemning. Jeg kan genkende sådan en når jeg sidder i den. De er bare så...Akavede. Jep, Akavede situationer er akavede. Det siger vel sig selv? Eller måske er der folk der skal have det forklaret? Ligesom mig? Eller er jeg den eneste? Sikkert. 

"Kan i godt lide kage?" Danielle og Eleanor så på mig som om jeg havde fået et ekstra hoved eller sådan noget....Vent! Havde jeg fået et ekstra hoved? Det håber jeg ikke.

Meget diskret mærkede jeg på min hals, efter et ekstra hoved, men heldigvis var der ikke det fjernest tegn af et. "Ja, kage er vel godt..." Danielle så lidt forvirret fra Eleanor til mig, men der var vidst ingen hjælp at hente hos Eleanor. Ja, altså det ligner hun beder om hjælp fra Eleanor. Synd at der ikke er noget at hente. Eleanor ser ligeså forvirret ud, som Danielle. Hvilket jeg ikke forstår. Det var et meget normalt spørgsmål, som mange folk har spurgt før mig. Det er også en fantastisk sætning til at bryde en akavet stilhed med, ligesom jeg lige har gjort. 

"Emma, det var altså ikke kage vi skulle snakke om. Vi skulle snakke om din date-krise." Jeg himlede med øjne af Eleanor, som var vendt tilbage til samtalens oprindelige emne. "Det er ligemeget. Jeg behøver ikke en date. Jeg kan fint klare mig uden. Det har mange kvinder gjort før mig og det vil mange kvinder gøre efter mig. Det er ikke ligesom at vi, kvinder behøver mænd i vores liv. Vi kan da fint klare os uden. Har du for et eksempel set kvinde-kvinde-kæresteparene? De klarer sig fint uden en mand. Ligesom mand-mand-kæresteparene klarer sig uden kvinder." Danielle løftede et øjenbryn.

"Kvinde-kvinde-kærestepar? Mener du lesbis.."

"Shhh! Det er et meget grimt ord!"

"Du er så barnlig nogle gange. Men du slipper ikke for at diskutere, hvem din date skal være," Eleanor lignede min mor, når hun satte mig til noget. Hård og bestemt. Ikke at min mor var en kold kvinde. Hun var (og er) faktisk meget kærlig, men selvfølgelig skal hun også opdrage mig( eller det skulle hun indtil jeg blev 18. Alt efter er bare et plus....for hende).

"Du skal ikke se sådan på mig, Emma Forest! Du behøver en date og du ved det!" Minder mere og mere om min moar...Forstil dig det i en syngende stemme. Og med sådan en  fængede melodi, som du får på hjernen, og begynder at hade første gang du høre den...Okay, slet det med melodien. Det var en dårlig ide. 

"Vent, havde du ikke to brødre? Hvorfor tager du ikke den anden med...Ohh, jeg glemte det. Det må du altså unds.." Jeg stoppede Danielle i hendes sætning, med en håndbevægelse. "Han er død. Se, jeg kunne godt sige det. Jeg er ikke 13 mere, verden vil ikke gå under om et minut fordi jeg sagde det." Jeg smilede opmuntrende til dem, selvom et eller andet indeni mig knagede og fortalte mig, at verden måske ikke ville gå under, men det det ville stadig gøre ondt. Han var trods alt din bror, siger stemmen i nærheden af den knagende lyd. Ja, han var min bror, men det er 6 år siden. Folk vokser op, folk lever, folk dør. Livet, kort fortalt. 

"Jeg er så glad for du har fået bearbejdet tabet. Jeg ville ikke kunne gå rundt og vide at en af mine nærmeste var død. Det ville langsomt tage livet af mig. Men altså du er stærk, så du skal nok klare den." Eleanor kvidrerede videre om hvor sej og hårdføre jeg var, imens hun ikke vidste halvdelen af det der forgik inde i mit hoved. Det er forfærdeligt som vi, mennesker kan tage fejl, fordi vi ikke er tankelæsere. Frieri kan blive afslået, invitationer kan forblive ubesvaret, hjerter kan smadres, liv kan tages, venner kan mistes, familier kan skændes, praktisk talt kan kærligheden, ligemeget hvor klichesagtig det lyder, forsvinde. Og når jeg siger kærlighed, mener jeg den i hvilken som helst form. Næstekærlighed, forelskelse-kærlighed, familie-kærlighed, venskabelig kærlighed og så videre. 

"Skal vi ikke bare finde ud af, hvem jeg skal tage med til min kusines bryllup?" Selvom jeg havde misset det meste af Eleanors tale, så vidste jeg, hvad den havde handlet om. Det samme som det jeg hørte. "Jo, da. Men lad os lige høre engang mere, hvorfor Harry var ude af spillet? Jeg er sikker på han har et jakkesæt liggende, som kan bruges i en anledning som denne." Jeg rystede på hovedet af hende. "Fordi jeg ikke vil have folk til at flokkes om ham," Danielle så mistænksom på mig, men det var Eleanor der sagde, hvad hun tænkte. "Den rigtige grund?" Ligemeget hvor selvisk det kan lyde så var det ikke den rigtige grund. Ihvertfald ikke den største. "Jeg tør ikke spørge ham." Helt ærligt så ser jeg intet sjovt i den sætning, men okay det var ikke mig der grinte. Det var Danielle og Eleanor, så de må selvfølgelig vide hvad der er så sjovt. Måske skulle jeg spørge dem? Nahh, de skal nok fortælle det... på et tidspunkt. Okay, måske er jeg en smule nysgerrig. Måske skulle jeg spørge dem? Vent, det har jeg lige tænkt. Er jeg ved at blive en guldfisk? Du ved, med hukommelsestingen? At de husker i 3 sekunder. Tænk, at huske i 3 sekunder. Det må være meget forfriskende, at kunne glemme de forfærdelige ting 3 sekunder efter du har set dem. Måske skulle jeg blive en guldfisk? Suk... Desværre er det umuligt. 

"Lad mig lige forstå det her helt præcist. Du tør ikke spørge Harry ud? Fordi han er kendt?" Jeg rystede på hovedet. "Fordi han er en dreng" mumlede jeg så lavt, som muligt men de piger har altså hunde-hørelse, så de hørte mig. Og begyndte at grine igen. Heldigvis og gudskelov beherskede de sig hurtigt, før cafeejeren eller de ansatte ville blive nødtil at smide os ud. "Det ville jeg aldrig have gættet på. Du virker bare så afslappet omkring dem og du har..havde jo også 2 brødre," Jeg kunne godt høre at Danielle var lidt usikker ved at nævne noget om min døde bror, men som så tit valgte jeg at ignorere det. "Ja, men det er jeg ikke. Så kan vi komme videre? Eller er det ydmyg-Emma-dag?" Danielle og Eleanor kiggede på hinanden før de gjorde det der skræmmende noget, hvor to svarer i synkroni. "Ydmyg-Emma-dag," Det er altså skræmmende, folk skal bare ikke kunne svare i synkroni, uden at have aftalt det, og selv der skal det kunne fejle. Det er og bliver forbudt at gøre fra nu af.

"Hvad med at vi spørger Harry for dig?" forslog Danielle efter at der havde været en mindre tænkepause imellem os. "Aldrig! Så vil han bare tro jeg er bange for at tale med ham?!" Danielle løftede et velformet øjenbryn og smilede lidt. "Og det er du ikke?" Jeg sukkede og himlede med øjne af hende. "Jo, men det skal han ligesom ikke vide!" Jeg overspillede lidt mere og satte hånden på hoften for at understrege min divaopførsel. "Du er og bliver et af de mest tossede mennesker jeg har mødt" Eleanor tilsluttede sig samtalen og jeg sendte hende et seriøst?!-blik. "Siger du? Hende med verdens nok mest tossede kæreste? Altså El, det havde jeg ikke forventet af dig." Eleanor smilede bare af min divaopførsel, da hun (forhåbentlig) vidste at det var skuespil, mig der er tosset. 

"Jaja, i to. Kom nu!" Danielle stod allerede op, klar til at forlade cafeen. "Hvad er der?" Eleanor spurgte hvad jeg tænkte, måske var der noget tankelæsning i verden. "Vi skal udføre vores fantastiske plan." Jeg så dumt på Danielle. "Og den er?" Danielle smilede hemmelighedsfuld til mig, hvilket aldrig lover godt. "Det får du at se..."Mand, jeg hader overraskelser. Især sådan her nogle af slagsen.

Det her ender bare ikke godt, for mine fødder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...