Fashion is a Bitch! 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2012
  • Opdateret: 17 apr. 2013
  • Status: Igang
Emma Forest, Model og hjemmestuderende. Emma har ikke mange venner. Modellerne er nogle bitches og Emma er ikke meget i byen. Derfor er det en overraskelse, da hun møder en venligsindet model. Men vil Emma holde fast eller give slip, når hendes fortid banker på? Vil hun fortælle de andre eller lukke alle ude? Og det er egentlig ikke altid let, når der følger 5 hvalpe med i et venskab.
*(Jeg har intet imod modeller eller modeverden og alle meninger i denne historie tilhører en fiktiv person)

Ps. Historien er blevet en jeg skriver på når lysten indfinder sig. Så en slutning skal ikke forventes.

28Likes
90Kommentarer
4061Visninger
AA

8. My Hero

Jeg tog hen til det eneste sted, hvor jeg vidste jeg kunne være tryg. Det eneste sted, hvor jeg ikke ville blive dømt og kun mærke kærlighed. Det ene sted, hvor der er en der ligner mig, og forstår mig fuldt ud. En person der ved, hvad der er galt. En person, der kan forstå mig ved bare, at se på mig.

Min mormor.

Så her sad jeg med tårerne løbende ned af kinderne og stirrede ind i væggen. Min mormors hvide væg, i hendes lille sommerhus i London. Det var, som om verden var gået i stå. Som tiden ikke gik, men det gjorde den.

"Her, lillemus. Det her vil hjælpe." Min mormors bløde stemme skar igennem luften og duften af varm chokolade ramte mine næsebor.

"Jeg er ikke tørstig." Jeg vendte ryggen til min mormor og snøftede stille. Min mormor lagde blidt sin hånd på min skulder og nussede den blidt.

"Lille skat. Du ved godt, du er nød til, at komme videre. De kan ikke komme efter dig. Han kommer aldrig tilbage." Min mormors ord fik bægeret til, at flyde over. Pludselig hulkede jeg højlydt ind i hendes arme, uden at tænke. Alt min verden bestod af, var tårerne på mine kinder, min mormors parfume og hendes gigtsvage hånd, der blidt strøg min ryg.

Da der ikke var flere tårer, bad jeg lavt min mormor om en ny kop varm chokolade, da den første var kold. Hun gik stille ud i køkkenet og begyndte at skramle. Hun vidste jeg behøvede nogle minutter til, at samle mig.

Jeg snøftede stille og tørrede mine øjne, samt næse der løb. Jeg prøvede at trække vejret dybt, men jeg kom til, at hakke i vejrtrækningen, da jeg pustede ud.

Stille beroligede jeg mig selv, med de samme ord, som min mormor havde brugt.

Han kunne ikke være i byen. De kunne ikke være i byen. Det ville være umuligt. Jeg måtte give slip. Det er 6 år siden. Du var kun 13 år. Det var ikke ægte kærlighed. Du troede kun, du var forelsket. De kan ikke komme efter dig, Emma.

"Men det føltes rigtig dengang." sukkede jeg stille og lukkede øjne, imens jeg hvilede mit hoved mod ryglænet.

Ingen skulle udsættes for det, jeg havde prøvet ligemeget, hvor gammel du var. Ingen skulle have mareridts om noget der skete for 6 år siden. Ingen, siger jeg, men alligevel er der folk der bliver udsat for det. Folk der hver dag bliver mindet om noget, de helst vil glemme. Folk, som mig og min bror. Vi glemmer aldrig, hvad der skete dengang.

"Emma." Min mormors lave stemme rev mig ud af mine tanker og jeg opdagede jeg knugede en pude indtil mig, mens jeg havde stirret ind i væggen.

"Ja?" svarede jeg med min grådsvage stemme og mine øjne søgede min mormors, hvor de kun fandt forståelse, kærlighed og Styrke. En ting, jeg elsker ved min mormor er, at hun altid er stærk. Jeg kan læne mig opad hende og få styrken til, at se fremad.

Men nogle gange er styrke bare ikke nok, når en dreng magen til ham fra dine mareridt, dukker op i dit liv. Bare ikke nok, når han er tæt til nogen, du er venner med. Bare ikke nok.

"Din chokolade er klar." Min mormors stemme lød fjern, imens jeg fraværende tog kruset fra hende.

Jeg var nød til, at give slip på min eneste menneskelige ven.

Det kunne ikke passe, råbte min indre stemme af mig. Der må være en udvej! Men det vidste jeg godt, der ikke var. Det vidste alle der kendte mig, at der ikke var. Jeg var nød til, at beskytte mig selv. De kunne være igang med, at planlægge en ommer. De fik trods alt ikke, ram på mig første gang...

Stop! Jeg kan ikke tænke over det. Dette er noget der skal gøres uden, at tænke. Ligesom med et plaster, jo mere du tænker over det, jo mere gør det ondt.

"Søde ven. Drik din chokolade, så finder jeg noget slik og så kan vi se en film." min mormor rev mig for, jeg ved ikke, gang mig ud af mine tanker og jeg nikkede stille til hende.

"..." Jeg åbnede munden men der kom ikke en lyd ud, så jeg rømmede mig før jeg prøvede igen. "Det lyder godt, Mormor" jeg smilede til hende og hun gengav det.

Da hun var gået trak jeg benene op under mig og pakkede mig selv ind i et tæppe. I mine hænder tog jeg min telefon med de utalige opkald, som fik mig til, at tvivle.

"Mormor? Tror du jeg skal gøre det?" spurgte jeg med rystende stemme og min mormor dukkede op i dørkarmen. "Du gør, hvad der er bedst for dig, men jeg ville nødig se dig såret." hun smilede og jeg nikkede stille.

"Tak." hun smilede og gik igen ud i køkkenet.

"Som et plaster" mumlede jeg, før jeg trykkede på den grønne knap, og ringede op til den pige, jeg troede ville blive min første ven.

"Uden at tænke. Hurtigt og effektivt." hviskede jeg og trykkede min kolde mobil op til øret, hvor en panisk pigestemme råbte af mig.

 

*****

Ude i det lille køkken, stod Minna Eleonoar Forest musestille og lyttede til sit barnebarns samtale. Hun begyndte, at tvivle på om det var det bedste for sin lille pige. Hun havde virket så glad, siden hun mødte den anden model. Selvom Minna hade modeller og modeverden, havde hun altid ønsket, at Emma ville åbne op til nogen og finde en ven igen. 6 år var lang tid for en nervøs og ensom teenager, der behøvede, at lette sit hjerte, men ikke kunne, da alle omkring hende var ligeså skadet af, hvad der skete den dag, for 6 år siden.

Da Minna hørte sit barnebarns stille hulken, rystede hun på hovedet og gik ind i stuen for at holde om sin lille pige. Dette måtte være det rette, hvis ikke vil Gud ikke have ladet det ske.

Før hun trådte ind i stuen kiggede hun på billedet på væggen af Emma,Alex og Ham. Han havde holdt fast, da de alle var ved, at skilles.

"Må du hvile i fred, Jakob. Du var en fantastisk støtte til dine søskende, da det hele ramlede sammen. Hjælp, Emma igennem dette. Jeg tror ikke jeg kan klare 6 år mere, med tårer, afvisning og skrig." hun berørte let billedet og gik så stille ind til sit grædende barnebarn.

Sådan her havde ingen ønsket det skulle ende...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...