Fashion is a Bitch! 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2012
  • Opdateret: 17 apr. 2013
  • Status: Igang
Emma Forest, Model og hjemmestuderende. Emma har ikke mange venner. Modellerne er nogle bitches og Emma er ikke meget i byen. Derfor er det en overraskelse, da hun møder en venligsindet model. Men vil Emma holde fast eller give slip, når hendes fortid banker på? Vil hun fortælle de andre eller lukke alle ude? Og det er egentlig ikke altid let, når der følger 5 hvalpe med i et venskab.
*(Jeg har intet imod modeller eller modeverden og alle meninger i denne historie tilhører en fiktiv person)

Ps. Historien er blevet en jeg skriver på når lysten indfinder sig. Så en slutning skal ikke forventes.

28Likes
90Kommentarer
3923Visninger
AA

15. Life goes on?

Det viste sig at tænke-tid aldrig er godt når man har for meget af det. Ihvertfald ikke for mig. Jeg blev rastløs, kunne ikke finde ro til at gøre noget færdigt og efterlod mine protjekter halvfærdige. Det var som om min sjæl manglede noget, der ville få den til at komme tilbage og hvile i mig. Det føltes som den lige nu fløj rundt og ledte efter de mennesker jeg efterlod i den lejlighed for en uge siden. Måske var det lige præcis hvad den gjorde. Prøvede at finde dem, for at tage hvad de havde taget fra. Min selvstændighed. Jeg har altid kunnet klare mig på egen hånd, eller rettere talt siden den gang for 6 år siden. Problemet var at det kunne jeg ikke mere. Jeg havde prøvet at have en veninde og kunne ikke glemme følelsen af det. 

Jeg mærkede sengen give sig under mig og snart lå årsagen til det, ved siden af mig. Rex, min elskede schæfer. Han stirrede på mig med sine chokoladebrune øjne og kravlede som en Ninja tættere på mig. Hans sorte og våde snude endte mod min, da jeg havde drejet hovedet mod ham. En stille latter undslap mig, og Rex fnyste fornærmet, men tydeligvis glad for at høre mig le. Så glad at han begyndte at hoppe legesygt rundt og fik min krop til at hoppe op og ned på madrassen. "Du ødelægger sengen, Rex! Din spasser!" sagde jeg til ham, velvidende om at han ikke fattede et ord, og sikkert troede jeg roste ham. Hans svar var ihvertfald "VUUUF!" som jeg ville oversætte som "ELSKER OGSÅ DIG!" Ellers betød det "Giv mig mad spasser!", så da jeg lige havde fodret ham, valgte jeg at tro på den første. Rex begyndte at falde til ro og langsomt falmede det smil, som Rex havde fået frem på mine læber. Jeg kiggede væk fra loftet og drejede mit hoved så jeg stirrede på Rex. Langsomt strøg jeg min hånd igennem hans bløde og fine pels, som var silke mod min hånd. "Hvad gør vi, Rex?" Jeg lod et suk følge efter ordene, imens min hånd var stoppet i sin aende bevægelse over Rex´ ryg. Jeg mærkede Rex rykkede lidt på sig, som tegn på at jeg skulle nusse videre, men selvom jeg fysisk var tilstede, var jeg langtfra psykisk. Min tanker, opmærksomhed og sjæl var langt væk, igang med at spørge pigen inden i mig, om hvad vi skulle gøre. Intet svar nåede der at komme, da Rex pludselig spændte i musklerne under min hånd og forsvandt gøende ud af rummet. Sådan noget hunde gør når de hører folk åbner hoveddøren. Så egentlig skulle det ikke bekymre mig, for de gør af alle inklusiv mig. Nej, det var fordi jeg ikke havde inviteret nogen eller bestilt noget take-out idag. Det var heller ikke post-dag, eller pakkeleveringsdag. Så...HVEM FANDEN VAR VED AT ÅBNE MIN DØR?! Fuck. Var jeg ved at blive stjålet fra?! Fuck, fuck og atter fuck! For fanden, det kører bare ikke for mig lige for tiden. Først mine venner og så mine ting? Hvad er det næste? Mine dyr? De har bare ikke at røre dem! De er Mine. Længere er den ikke... Vent referede jeg lige til dem, som mine venner? Det gjorde jeg! NEJ! Fokus!

Langsomt lod jeg mig glide ud fra min dyne og lod mine fødder ramme det kolde gulv, som sendte kuldegysninger opad min rygrad. På tåspidserne listede jeg over til mit klædeskab og trak golfkøllen, jeg havde stående derinde, ud. Jeg tog nogle skridt mod døren, men stivnede da gulvbræden under mig knirkede højlydt. Jeg lyttede opmærksomt i nogle sekunder, men kunne ikke engang høre Rex mere. Bekymret styrtede jeg ud af mit værelse og kiggede febrilsk rundt i lejligheden, med hjertet bankende i mit bryst, og panisk sved løbende ned af min pande. Hvor var mine dyr? Jeg kiggede undersøgende rundt i gæsteværelset, før jeg satte min lid til det eneste sted jeg ikke havde kigget endnu. Stuen. Med følelsen af at jeg skulle vende om og låse mig inde på gæsteværelset, gik jeg ind i stuen...Og stoppede overrasket op. Hvordan var de kommet ind? Og hvad ville de her? Hvorfor legede Rex med ham? Og hvorfor fanden lå Rose på hendes ben? 

Jeg åbnede og lukkede munden, for overrasket, men også krænket til at kunne forme ord. Dog opdagede hun mig hurtigt og fik blidt skubbet Rose ned, før hun hulkende kastede sig om halsen på mig. 
"Han...Død....Min skyld...Dræbe....Hospital!" hulkede hun usammenhængende og imens jeg lagde armene om min mor sendte jeg min far et forvirret blik, som han trist nikkede til. "Alex var på rådyrjagt med nogle venner idag, og han kom til at hugge sig selv i benet med en økse, da de skulle lave bål. Din mor ser som altid det værste og mener han var ved at dræbe sig selv og vil have ham på hospitalet. " Min far forklarede til mig, men kiggede hele tiden med et kærligt blik på min mor, som var stoppet med at hulke. Jeg kunne ikke lade være. Jeg grinede højt og begge mine forældre joinede mig. Du måtte sikkert tænke jeg er sindssyg, men det her skete også engang da han var 15 og ligesiden  har han haft forbud mod at røre en økse, og når han så gør det, så sker det samme igen. "Men heldigvis har Jamie jo været i militæret, så han klarede den." tilføjede min far,da vi ikke grinte mere og jeg nikkede bare. "Men hvad bringer jeg egentlig hertil? For det er jo ikke pga. Alex, det ved vi alle sammen godt." Jeg smilede og satte mig ned i stolen, som min mor havde gestulerede mod. "Øhm.. Jeg tager hen og tjekker ind på hotellet." sagde min far og forsvandt hurtigt som lynet ud af lejligheden. Jeg vidste med det samme, hvad der skulle ske. Vi skulle have vores årlige mor-datter-samtale. "Hvordan går det så, Emma?" Jeg overvejede kort at fortælle hende det hele, og det endte jeg også med. Hele historien, hver detalje. Spørg mig ikke hvorfor, for det ved jeg ikke. Jeg gjorde det bare.

********

Min mor havde været overrasket, da hun hørte min fortælling, men havde alligevel fået mig overtalt. Det var ikke fordi jeg ikke havde det dårligt med at jeg bare styrtede af sted, uden at forklare. Det var bare det at jeg var bange. Bange for at blive afvist, eller de ikke ville tro på det, som var en del af min livs-historie. Men der var ingen vej tilbage. Jeg havde aftalt med dem, at de ville komme og høre min historie, ingen hemmeligheder. Og hvis alt gik godt skulle de spise her, men jeg ville ikke lave mad før jeg havde fortalt dem det. 

Ringeklokkens melodi lød igennem lejligheden, og trak mig ud af mine nervøse tanker. Hurtigt skyndte jeg hen for at lukke døren op, men tøvede ved håndtaget. Hvis jeg åbnede den her dør ville de vide, hvad jeg skjulte. Ville jeg gerne have det? Lige meget, hvor meget jeg hadede at indrømme det, så ville jeg gerne fortælle dem. For at de ville forstå. For at kunne skylde skylden på min fortid. Det lyder ynkeligt. Men...Det er det jo også.

Beslutsom trykkede jeg håndtaget ned og åbnede døren for dem. Nervøst flyttede jeg på mine fødder og sendte dem et prøvende smil, som selv en fremmed ville kunne se var falsk. "Ehh...Hej?" sagde Louis, som tydeligvis var den eneste der havde modet til at åbne munden. Og gudskelov for ham. "Hej? Kom ehm...Ind?" Jeg bed mig nervøst i læben og flyttede mig væk fra døren, så de ville kunne komme ind. Hvis de ville. "Tak" lød det halv-mumlende fra dem, inden de trådte ind i min lejlighed. "I kan bare gå ind i stuen." sagde jeg og pegede mod den. Selvfølgelig nikkede de og gik derind. Hvad skulle de ellers have gjort, når de var trådt ind i min lejlighed? Lige meget. Hurtigt fulgte jeg efter dem og satte mig i en lænestol, der vendte mod dem. Stille begyndte jeg at lege med mine fingre, imens jeg nervøst stirrede ned på dem. "Ehh..." Hvordan fanden starter man sådan noget her?! De ville tro jeg er sindssyg! Nej, det måtte ud. "Hey, Emma?" Jeg kiggede lidt tøvende op på en overraskende roligt Zayn, som sendte mig et svagt smil. "Bare start når du er klar, okay?" Jeg nikkede mere rolig end før. At høre de ord gav mig kræfterne til at fortælle dem det. "Det startede da jeg var 13" allerede nu strømmede tårerne op i mine øjne og gjorde dem blanke. Jeg vidste hvordan historien ville ende. "Jeg havde fået min første kæreste, Lucas var hans navn, og jeg var overlykkelig. Han var alt hvad en 13 årig mig kunne ønske sig, og dermed også klassens populære dreng. Før mig havde han kommet sammen med klassens snobbe og populære pige, Naya. Naya havde et følge af drenge, som var æhm... Af anden etnisk beggrund." Jeg kiggede undskyldende på Zayn, som venligt smilede til mig. "Lucas og jeg var ude at gå i en park sammen, kort efter vi endte sammen. Vi gik ned i den lidt dystre del, for at kunne være alene. Det var da Za...De kom" Igen kiggede jeg hen på Zayn, men han så ikke ud til at tage det så dybt. "De tvang os fra hinanden, en af dem skubbede mig op af et træ, og holdte mig fast så jeg ikke kunne se andre steder hen end på dem. De..." Tårerne slap løs og trillede ned af mine kinder.  Jeg kunne se Louis skulle til at åbne munden, men jeg fejede ham let af med en håndbevægelse. "De... smed ham ned på stiens sten, og begyndte at slå på ham i vrede. Råbte at han skulle have holdt sig fra en mære som mig, der ikke kunne holde benene samlede. At han ville skulle betale for det her. De blev ved og ved, imens jeg blev holdt fast der, ude af i stand til at hjælpe ham. De..." Jeg måtte holde en pause for at få samlet mig lidt, tage en dyb indånding. "De blev ved i jeg ved ikke hvor lang tid, indtil Lucas lå der helt stille på jorden... Hans bryst bevægede sig ikke! Jeg skreg han ikke måtte dø, imens drengene rendte deres vej. Skreg at jeg ville dræbe ham, når han vågnede. Skreg at han ikke kunne forlade mig. Jeg skreg, indtil et ældre ægtepar kom forbi, nej, jeg skreg indtil mine storebrødre var der. De tog dem fra mig!" Jeg hulkede, var et rod af tårer og snot. "Det er okay, Emma." Overrasket kiggede jeg igennem mine tårer op på Eleanor som havde taget min ene hånd og givet den et klem. "Her," Louis rakte mig et stykke køkkenrulle, så jeg kunne pudse min næse. "Tak," hikkede jeg grådkvalt og prøvede at samle mig, for deres skyld.

Det tog mig noget tid at samle mig, men jeg havde fået gjort det og så var vi gået ud i køkkenet, hvor de begyndte at lave mad. Med lidt hjælp fra Eleanor og jeg som vidste hvor tingene var. "Jeg undre mig over noget." Niall vendte sig mod mig fra sin plads ved komfuret. "Ja?" . "Du behøver ikke svare, men du sagde dem? At de tog dem fra dig?" Jeg nikkede stille, samlede mod og ro til at svare uden at lyde ynkelig. "Min bror, eller jeg havde engang to brødre. Den ældste hed Jakob. Han døde i krig samme år, som Lucas døde. Han var den der... Holdte sammen på familien. Alex, min anden bror. Han, han... Jeg var også tæt på at miste ham." Jeg bed mig i læben og stirrede ud af et af vinduerne, imens jeg skubbede tårerne væk. "Han har et...Han er let at påvirke. Let at få ned med nakken. Han måtte tage medicin for at leve med mistet. Der er kun et år, var kun et år imellem mine brødre." Jeg lukkede øjne og tog en dyb indånding. Sådan, nu var det sagt. "Ohh..." Niall vendte tilbage komfuret, helt klart med et nyt syn på mig. "Hvor er sukkeret?" Jeg hævede øjenbrynene og kiggede hen på Harry. "Sukkeret? Vi laver, undskyld Louis, I laver spaghetti bolognese?" Harry sukkede skuffet og rystede på hovedet af mig. "Vi skal ligesom lave dessert? Og så spurgte jeg efter sukkeret, for at høre om du havde noget is? Daa!" Jeg rystede forvirret på hovedet, den dreng måtte have sin egen tankegang. "Ja, jeg har en masse is i fryseren?" Harry nikkede godkendende og gav sig til at lede i min fryser. "Den dreng. Louis har smittet ham med et eller andet." Danielle dukkede op ved siden af mig, med et smil. "Jep." jeg nikkede enig imens Eleanor stirrede forfærdet på os. "Siger i at min kæreste er sindssyg?" Synkron nik. "Det har i nok ret i." vi lo, imens Louis sendte os onde blikke. "SÅ ER DER MAD!" skreg Harry og vi satte os til bords.

Jeg vidste ikke hvad de mente om det jeg havde afsløret, men jeg kunne godt vende mig til at sidde omkring et spisebord og grine med dem.

(A/N): Den her historie har været på verdens længste pause, fordi jeg føler at nu har i intet at læse den for. Derfor har jeg nok tænkt mig at slutte den. Jeg kunne bare ikke slutte den uden at give jer sandheden. Så her er den. Vi ses, mine kære Hundeagenter og Sherlock Holmers. Skibet har sejlet på de lyserøde vande i lang tid nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...