Fashion is a Bitch! 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2012
  • Opdateret: 17 apr. 2013
  • Status: Igang
Emma Forest, Model og hjemmestuderende. Emma har ikke mange venner. Modellerne er nogle bitches og Emma er ikke meget i byen. Derfor er det en overraskelse, da hun møder en venligsindet model. Men vil Emma holde fast eller give slip, når hendes fortid banker på? Vil hun fortælle de andre eller lukke alle ude? Og det er egentlig ikke altid let, når der følger 5 hvalpe med i et venskab.
*(Jeg har intet imod modeller eller modeverden og alle meninger i denne historie tilhører en fiktiv person)

Ps. Historien er blevet en jeg skriver på når lysten indfinder sig. Så en slutning skal ikke forventes.

28Likes
90Kommentarer
3926Visninger
AA

12. Konfrontation

Jeg kiggede ud af bilruden. Det regnede, hvilket egentlig passede godt til mit humør. Ja, hvis du skulle have glemt det, så har jeg besluttet mig for, at tage med drengene og se, hvad det er de egentlig vil mig. Selvom tanken om, hvad de kunne gøre skræmmer mig, så må jeg komme til bunds i mysteriet. Jeg er trodsalt den nye Sherlock Holmes.

Et sørgmodig smil brød frem på mine læber, før jeg sukkede. Hvad var det jeg lavede? Jeg var jo nærmest ved, at begå selvmord? Selvom jeg vidste jeg skulle være bange og nervøs, bare ved tanken, tog min krop det helt roligt. For hvad havde jeg, at leve for? Min familie? Den blev opløst den dag, min bror døde. Mine dyr? De fik det nok bedre hos mine forældre på en gård, istedet for min lejlighed. Mine venner? Tja, dem var der jo ikke nogen af.

Og du kan lige vove på, at få medlidenhed med mig! Jeg er ikke en fucking lille tudeprinsesse, som ikke kan gøre en skid selv. Jeg er Emma fucking Forest! Og en fucking Forest, tjener for at overleve! Jeg påpegede bare kendsgerningerne. 

Jeg kunne høre den irske latter fra forsædet, og snart grinede de andre også. Jeg vrissede irriteret af dem og rystede på hovedet. Hvad fanden var jeg lige gået glip af? Årets joke? Næppe, hvis disse paphoveder synes det er sjovt.

"Hvornår er vi der?" min stemme skar igennem deres latter, da den ikke havde en undertone af glæde, kun vrede og... Frygt? Nej, det kunne det ikke være. Jeg var ikke bange. En Forest ved ikke engang, hvad det betyder.

"Ehm... Snart" svarede de i kor. De virkede rystede over, at jeg talte. Hvilket er komplet mærkelig, da jeg jo ikke er stum og har ytringsfrihed. Nej, de drenge er helt igennem sindssyge. Det er det eneste svar, på hele deres opførsel og væremåde. 

Der var blevet helt stille i bilen, siden de svarede mig. Jeg havde atter vendt mit hoved mod vinduet, og gloede på regndråberne der gled ned af ruden.

Alt hvad mit øje fangede, virkede trist og sørgmodigt. Det var nok det, der gav mig ideen om, at det skulle  være i sorg fordi jeg snart ville forlade denne verden. Eller de ville nok ikke dræbe mig med det samme. Narj, de ville sikkert pine og torturer mig så jeg til sidst ville tigge om at dø, og selv der ville de ikke gøre en ende på mit liv. 

Lyder det dystert? Jamen, velkommen til den mørke side af Emma Forest. Den side, som alle mennesker har, men kun dem der har oplevet de værste ting, lader den dukke frem. Den side, der får næring, hver gang et menneske går indebrændt med Jalousi, frygt, had eller vrede. Den side, som mange folk omtaler, som Ondskab.

Er jeg ond? Kommer an på synsvinklen. Men gør det ikke altid det? 

Men for, at svarer på dit spørgsmål, med min egen personlige mening, så er jeg....

"Vi er her nu, Emma. Kommer du eller skal vi også slæbe dig ud?" Harrys irriterende stemme trak mig ud af mine tanker og jeg lod mine øjne glide over hans, så han kunne se lynene og kranierne i mine øjne. De kranier der betyder død. 

"JEG. Kan godt selv bevæge mig." Jeg svingede langsomt benene ud af den åbne dør, som Liam holdt. Jeg gøs lidt, da den kolde luft ramte mine arme og lod regnen øse ned på mig. 

Da jeg var ude af bilen, begyndte de alle, at gå mod den høje, hvide bygning. Jeg overvejede kort, at flygte, men det var som Niall og Harry læste mine tanker, da Harry stille gled ind bag mig, og Niall afspærrede min flugtvej til højre. Hvis jeg løb til venstre, ville jeg ramle ind i en mur og Liam var foran mig, så jeg valgte, at forholde mig roligt, og se hvad de ville gøre.

Hvis de ville dræbe mig, havde de allerede gjort det. Nej, de ville vide noget. Lad os bare håbe, at jeg vidste det. For ellers var jeg fucked. 

Jeg kunne mærke, hvordan mine muskler, nærmest blev lammet, hvordan jeg fik gåsehud, hvordan jeg begyndte, at fryse. Hvordan min hjerne stoppede med, at fungere. Pludselig, handlede alt om at overleve. Jeg mærkede, hvordan kontrollen gled ud af mine hænder og det skræmte mig. 
Ja, du hørte rigtig. Jeg, Emma Forest, var skræmt. 

Klikket der rungede og ekkoede igennem bygningen, trak mig ud fra min trance. Jeg takkede det stille i mit sind, indtil jeg opdagede, hvor klikket kom fra. 

Det kom fra den hvide dør, som jeg havde håbet aldrig, at skulle se. Men det kunne jo være sidste gang, jeg så den. Mine fødder stoppede et øjeblik, for at tage hele døren ind. Dette lyder sikkert mærkeligt for dig, men hvis du vidste du kunne dø, hvert sekund, ville du have noget, at huske. Også selvom det var en hvid, grim dør. Men dette var ikke en grim, hvid og ligegyldig dør. Dette var, den dør, som jeg havde trådt ind af, den dag mit liv ændrede sig, den jeg var løbet ud af den dag jeg løb væk. Det var den dør, som var blevet beskudt med sugekopper, den, som var blevet smækket efter mig. 

Det var den dør, som havde lukket Ham ind i lejligheden og mit liv. 

Jeg blev puffet i ryggen, af en person bag mig, og jeg gik stille ind i lejligheden, hvor jeg i gangen, stoppede op. Ud af øjenkrogen holdt jeg øje med døren, men den blev hurtigt lukket igen og jeg sukkede stille. Hvorfor også prøve, at flygte? Det ville helt klart ikke gøre dem mere venligstemt mod mig. Narj, det ville give dem en grund mere til, at dræbe mig. 

"Tag din sko af og kom med ind i stuen." Harry stemme lød fra et sted tæt på mit øre og jeg blinkede forskrækket med øjne. Jeg ville have hoppet eller skreget, hvis ikke mine muskler var lammet. Det eneste jeg havde tilbage, var mine øjne. Mine kedelige brune øjne, der havde en hinde af mørke lagt over sig. 

Jeg smed mine sko fra mig og vandrede, som en zombie, ind i stuen. Spørg mig ikke, hvordan jeg fandt vej, efter kun at have været her en gang, for en måned siden. 

I stuen ventede de alle sammen og da jeg trådte ind over dørkarmen, drejede deres hoveder i synkroni over mod mig. I blandt dem, var der en pige jeg ikke havde set før. 

Jeg blev stående i nærheden af døren, trippenede på stedet og kiggede konstant rundt. Hvorfor havde de ikke noget jeg kunne kigge på? Det har alle da?!

"Sæt dig," Louis stemme skar igennem den sitrende stilhed, der havde været og i mine øjne viste en forskrækkelse sig. Mod alle mine gener, adlød jeg ham med robotlignende bevægelser og satte mig i den lille, men ekstrem bløde lænestol.

Ikke en lyd kunne høres i nogle sekunder, før Louis igen talte.

"Du kan bare begynde, at forklare." Jeg kiggede med forvirring i mine øjne på ham og fik endelig tungen på gled.

"Hvad vil du vide?" Jeg skubbede mine øjenbryn sammen og ledte febrilsk efter, noget der kunne være vigtigt for dem. Det var bare lidt svært, når en stemme i dit hoved, skreg: "JEG VIL IKKE DØ!"

"Lad os bare starte med, hvorfor du løb?" Jeg spærrede øjne op, bange og forvirret, da Han pludselig talte. Hvad lavede han her? Oh God! Rolig, træk vejret! Han er ligesom deres leder.

Men hvorfor spørger de om det? De var der jo selv den dag, eller Han var der. Og det er ham der spurgte? Vil de høre min forklaring? Vil de høre, hvad jeg synes om det? Ville de høre, hvor meget det skræmte mig? 

Ligemeget.

"Ehm...Jeg ligesom...Ehh....Jeg huskede Zayn fra dengang og....Ja, i skræmte mig godt nok dengang, så....Jeg løb." Jeg følte presset ligge på mine skulder og tynge mig ned. Luften, som før havde været fyldt med intensitet, var pludselig fyldt med spørgsmålstegn. De var...Forvirrede? 

"Hvad mener du med det? Hvad har vi gjort? Så du drengene spille Fruit ninja?" Hendes stemme var blød og venlig, som altid. Jeg måtte kæmpe for ikke, at kigge op og kaste mig i hendes arme. Jeg havde savnet hende, så meget. Men jeg kunne ikke, være hendes ven, så længe hun stod i ledtog med dem. Dog, måtte jeg indrømme hun forvirrede mig. Fruit ninja? Er det ikke et spil til smartphone? Driller de mig? Sidder de og morer sig over, at se mig vride mig under deres jernblikke? Det kunne passe til deres psykopatiske opførsel.

"Nej?! I ved godt, hvad der skete dengang!" Jeg kiggede forvirret på dem og tiggede dem med øjne om, at sige ja. 

"Nej, vi ved ikke, hvad der skete dengang. Så hvorfor fortæller du os det fucking ikke bare, så vi alle kan komme videre med vores liv!" Stemmen kunne man tydelig genkende, men ingen i rummet havde forventet, det. Eller jeg havde ikke plads til, at tænke over noget mere, så jeg havde ingen forventninger.

Man kunne tydelig se, hvordan den irske drengs ansigt lyste af vrede, og jeg gav op. Hvis, de ville høre, hvad de havde gjort, så skulle de komme til det. 

 

"I FUCKING DRÆBTE HAM!

 

(A/N): Jeg har intet, at sige andet end: JEG ELSKER MINE HUNDEAGENTER OG SHERLOCK HOLMERS! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...