Fashion is a Bitch! 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2012
  • Opdateret: 17 apr. 2013
  • Status: Igang
Emma Forest, Model og hjemmestuderende. Emma har ikke mange venner. Modellerne er nogle bitches og Emma er ikke meget i byen. Derfor er det en overraskelse, da hun møder en venligsindet model. Men vil Emma holde fast eller give slip, når hendes fortid banker på? Vil hun fortælle de andre eller lukke alle ude? Og det er egentlig ikke altid let, når der følger 5 hvalpe med i et venskab.
*(Jeg har intet imod modeller eller modeverden og alle meninger i denne historie tilhører en fiktiv person)

Ps. Historien er blevet en jeg skriver på når lysten indfinder sig. Så en slutning skal ikke forventes.

28Likes
90Kommentarer
3965Visninger
AA

11. Kidnapped.

 

Lygtepælen´s lys flakkede over mig, før det gik helt ud. Jeg sukkede dybt, og stak hænderne ned i min sorte hættetrøje, som sørgede for, at holde mig skjult i skyggerne. 

Jeg følte mig sikker, når jeg faldt i med baggrunden. Det gav mig selvtilliden til, at bevæge mig ud i byen efter halv otte. Ser du, jeg hader mørke. Eller, det er nu bare det, at jeg hader det uventede. Så som, overraskelser, surpriseparties(JEG HADER SURPRISEPARTIES!) men mest af alt hader jeg fulde mennesker. 

De er så...Fulde? Ehm... De kan gøre ting, de vil fortryde. De har ingen hæmning. De glemmer konsekvenserne og glemmer bagefter tingene. Jeg hader også mennesker der bruger undskyldning: "Jeg var for fuld". Jeg har hørt den alt for mange gange. 

Så...Jeg hader egentlig, at fulde mennesker ikke kan tage ansvar for deres handlinger. 

Mine skridt ekkoede mellem de øde gader, der engang imellem, viste nogle fulde teenager, der brækkede sig i vejkanten. Hold kæft, jeg ville aldrig være fuld. 

Jeg forsatte videre, på min rejse rundt i Londons små gader. Det var ved, at blive en vane.
Når mørket falder, så kommer de. De står bare i et hjørne og griner af mig, som om jeg en idiot. Jeg ved ikke, hvem de er eller hvad de vil mig. Jeg ved bare den eneste måde, at slippe væk er, at forsvinde ud i Londons gader.

Fordybet i tanker, lagde jeg ikke mærke til, at jeg var i den del af byen, som vågnede om natten. Højt musik kunne høres fra diskotekerne og fulde mennesker, råbte diverse perverse ting. 

Dette var ikke min del af byen. 

Men jeg lagde ikke mærke til noget, hele min bevidsthed prøvede, at finde ud af hvem de var. Jeg kaldte dem "Skyggefolket". Ja, jeg havde givet dem et navn, men de var bare mindre skræmmende, når de have et navn. 

Jeg så ham slet ikke. Han var der bare pludselig, skubbet ind foran mig og jeg stødte hårdt ind i ham. 
Jeg faldt tungt ned på de regnvåde fliser, som gennemblødte mit tøj. 

Jeg bandede højlydt inde i mig selv og sagde nogle højst upassende ord.

Jeg kiggede vredt op, igennem mit gennemblødte pandehår, på den person som var gået ind i mig. Han stod bare og grinede sammen med sine venner.

"Undskyld," mumlede han grinende og kiggede ikke engang på mig. Hvad fanden?! Ville han ikke engang hjælpe mig op eller i det mindste kigge på mig, imens han undskyldte?! 

"KIG DA, FOR FANDEN PÅ MIG, NÅR DU TALER TIL MIG!!" jeg råbte ham lige op i hovedet, hvilket fik den åndssvage person, som var ham, til at kigge på mig, imens jeg rejste mig fra jorden. 

"Emma?!!" Jeg kunne straks genkende den irske accent, men det kunne ikke være ham. "Emma?!!" Mit navn blev gentaget af to andre stemmer, der lød ligeså overrasket som den første. 

Jeg stirrede forskrækket på de 3 mørke skikkelser. Det kunne for fanden ikke være dem? Jeg havde ligesom ikke set dem i en måned?! De kunne forfanden ikke komme nu og ødelægge alt, hvad jeg havde bygget op omkring mig?! 

Jeg måtte væk.

Jeg skulle lige til, at løbe, da en stærk hånd greb mig i armen og mine øjne mødte to forvirrede øjne. 

"Hvorfor løb du væk fra os?" Hans stemme rungede i mit hoved og jeg prøvede, at vride mig fri. Uden held, da han var stærkere end mig. Kunne de ikke fatte en hentydning?! Troede de virkelig, at jeg vil se dem igen efter den hjerteskærende og rasende samtale jeg havde haft med Eleanor? Troede de virkelig, at de kunne ændre på min beslutning?

"Hvorfor løb du væk fra Eleanor?" En ny stemme brød ind og jeg kiggede over på den høje skikkelse, der havde navnet Liam. Jeg havde opgivet, men de måtte ikke se tårerne i mine øjne. Troede de, at jeg nød det her? At miste sin eneste og bedste ven efter nogle måneder? Troede de, at jeg havde et hjerte af sten? Forfanden!

"HALLO!!" En stemme råbte. Det var helt klart Harry, selvom jeg kun havde mødt ham en gang før, så kunne jeg genkende den flabede stemme.

Da jeg ikke svarede dem, begyndte de pludselig, at trække afsted mig. Selvom jeg kæmpede imod og vred mig, strammede de bare deres greb og forsatte. Tilsidst, gav jeg op. Jeg gav bare op, men det skulle ikke være let for dem. Jeg gjorde mig så tung, som mulig. 

"Forfanden" bandede Harry, hvilket frembragte et lille smil på mine læber. "Jeg vidste sku da ikke, at hun var så stædig." mumlede Niall og mit smil blev større. 

"Come on. Vi er der snart." opmuntrede Liam, dem og de forsatte. Vi nåede snart en bil og jeg gjorde mit sidste forsøg, på at flygte. De måtte ikke få fat i mig. Jeg var for ung til at dø.

"For satan, Emma. Det er jo ikke ligesom, at vi dræber dig." Liams lave mumlen, fik hver en muskel i min krop til, at stritte imod. "Easy Tiger." mumlede Niall og fik mig barsket ind på sædet.

I det øjeblik bestemte jeg mig for, at finde ud af, hvad de ville med mig.

Hvorfor havde de ikke dræbt mig endnu

(A/N) Undskyld, hvis kapitlet er lidt fjollet, men havde en fantastisk veninde på besøg, som har en lidt anderledes skrivemåde(Og tankegang). Når, der kommer mere i morgen :) (Håber VI)
God aften mine kære Hundeagenter og Sherlock Holmers ;P

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...