Fashion is a Bitch! 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2012
  • Opdateret: 17 apr. 2013
  • Status: Igang
Emma Forest, Model og hjemmestuderende. Emma har ikke mange venner. Modellerne er nogle bitches og Emma er ikke meget i byen. Derfor er det en overraskelse, da hun møder en venligsindet model. Men vil Emma holde fast eller give slip, når hendes fortid banker på? Vil hun fortælle de andre eller lukke alle ude? Og det er egentlig ikke altid let, når der følger 5 hvalpe med i et venskab.
*(Jeg har intet imod modeller eller modeverden og alle meninger i denne historie tilhører en fiktiv person)

Ps. Historien er blevet en jeg skriver på når lysten indfinder sig. Så en slutning skal ikke forventes.

28Likes
90Kommentarer
4004Visninger
AA

3. Kap 2

"Hey, Miss Perfect!" Med faste skridt forsatte jeg med at gå og kiggede ikke tilbage. "Hey! Hørte du ikke hvad jeg sagde?!" En hånd greb min arm og jeg drejede rundt for at se, hvem det var. "Hvad vil du?" hvislede jeg igennem min sammenbidte tænder, for ikke at vise hvor bange jeg var. "Du ved udmærket godt, hvad jeg vil. Tror du ikke jeg så, hvordan du flirtede med fotografen? Men du har bare at holde dig væk, han er min!" Med disse ord satte hun sine negle ind i min arm, hvor de skar sig igennem min arm. "Hvad snakker du om?! Jeg flirtede ikke en skid, med ham!" Vredt vred jeg min arm ud af hendes greb og gik med værdige skridt væk.

"Argh! Hvor jeg bare hader modeller!" råbte jeg, da jeg var på sikker afstand af hende, og hørte så et lavmælt grin, der klingede som klokker. "Du har vidst mødt Miley?" spurgte en stemme bag mig og jeg drejede rundt om mig selv, klar til krig. Men jeg løsnede op og smilede, da jeg så det var en hvis brunette. "Mødt?! Hun er en fucking kælling!" Jeg prøvede ikke snerre af hende, men det var svært at falde ned efter Miley. Hun fik mit temperament i kog, bare fordi hun mente jeg ikke kunne forsvare mig, men jeg vandt denne gang.

"Hvad sagde hun?" Eleanor ignorede tydeligvis min hårde tone, og inderst inde var jeg lykkelig over det. "Påstod jeg flirtede med fotografen, hvilket er komplet latterligt når det var min bror!" Med det samme jeg opdagede, hvad jeg havde sagt slog jeg hænderne for munden og kiggede bedende på Eleanor. "Please! Du må ikke sige det! Det vil ødelægge hans karrier!!" Jeg var klar til at falde på knæ for hende, men hun nikkede bare og jeg sukkede lettet. " Jeg skal nok holde mund, men gør dig nu klar. Vi skal jo ud at spise frokost, hvis du har glemt det? Eller har du skiftet mening og hellere vil shoppe?" Jeg rystede på hovedet og skyndte mig at klæde om til mine mørke jeans, røde hættetrøje og vest. Det var for det meste, hvad jeg havde på om vinteren.

"I´m ready!" råbte jeg, da jeg så Eleanor igen, men opdagede for sent hun snakkede i telefon. Hun sendte mig et dræberblik og jeg gjorde mig lille. "Sorry," hviskede jeg og listede hen til hende, hvilket fik hende til at smile igen. "Jamen, kan du ikke være sammen med drengene?" spurgte Eleanor og jeg rynkede på panden.

Hvem mon hun snakker med? Sikkert en af hendes mindre søskende, hvis altså hun har sådan nogle? Eller måske hun snakker med sin super intelligente hund, som ikke gider være sammen med alle dens agentdyrevenner mere, og derfor ringer til hende? Og den er sådan: "Hey, snuske. Kan du ikke komme og hente mig på Kødbensbaren? Ja, altså den på Kattemadsgade." Hæhæ, jeg har en seriøs dårlig humor. Men jeg gad godt have en hund, der var sådan. Det ville være så fedt, at tale til den og den så vil svare. Det gør min kat og hund aldrig.

"...Jeg er virkelig ked af det." Jeg vendte tilbage til jorden og kiggede forvirret på Eleanor. "Hvorfor er du ked af det?" Min pande var rynket og mine øjenbryn sammentrykt, men så indså jeg at hun måtte have sagt noget før, det jeg hørte. "Fordi min kæreste vil med og når han har sat sig noget for, så stopper han ikke med at tigge." Jeg grinede lidt, men nikkede så til hende. "Det er helt okay. Jeg skal jo ikke holde to lovebirds fra hinanden." Jeg smilede til hende, men jeg var lidt skuffet.

Hvorfor kunne hun ikke have en talende hund, eller bare en talende kat? Jeg ville så gerne møde sådan en! Nu vil jeg aldrig blive lykkelig. Jeg vil dø sur og alene sammen med 21 katte. Kan man egentlig være alene så? Og hvorfor lige 21 katte? Jeg er messed up.

Et smil gled frem på hendes læber og fik hende til at stråle, hvilket jeg misundede. Jeg skulle virkelig gøre mig umage for at se godt ud når jeg smilede og hun kunne bare trække det frem? Uretfærdigt!

"Godt. Skal vi ikke komme afsted? Han møder os der." Jeg nikkede og vi bevægede os ud til den ventende taxa.

Køreturen forløb i vild snak omkring mad og kage. De to eneste emner, jeg gad snakke om og virkelig interesser mig.

"Så er vi her. Det bliver 11 pund." Vores taxachauffør var en ældre mand, med hvidt hår og grå hår i ørene. Eleanor betalte, selvom jeg protesterede vildt, men hun ignorede mig. Knur, Bæveren er sur!

"Så betaler jeg for vores frokost. Men ikke din lille kærestes. Han må klare sig selv!" Knurrede jeg og hun sendte mig bare et venlig smil. "Det kan vi diskutere senere" sagde hun og sendte et smil ned til mig. Forbandede højhælede sko! Vi kunne være lige høje, hvis ikke hun havde dem på! Husk mig på at, når jeg bliver verdenshersker skal højehælede/Stilleter forbydes!!

"Kom nu. Han bliver gnotten når han venter for længe." Hun trak mig med sig ind på cafeen(Den var lille, så det måtte være en cafe) og så stoppede hun op med et søgende blik. Jeg, som havde været lidt bag hende, igang med at forbandede hendes sko, gik næsten ind i hende. "Hva, skulle vi ikke videre?" spurgte jeg og hævede spørgende øjenbrynene. Hun nikkede fraværende og lyste derefter op i et smil.

"KOM!" Hun trak glad i mig og jeg fulgte trampende efter hende. Jeg nedstirrede stadig hendes sko(Jeg hader dem!) og derfor kiggede jeg først op, da jeg var ved at gå ind i et bord. Det viste sig, at jeg var gået skråt istedet for lige og var endt i det forkerte hjørne.

"Herover!" Jeg drejede rundt og kiggede forvirrede efter hende. "Dametoilletet, Emma!" Jeg nikkede for mig selv og gik hen til dametoiletet, hvor ejg så blev hevet til siden. "Hvis, jeg havde vidst du har sådan en dårlig retningssans, ville jeg aldrig have sluppet dig" Eleanor stirrede vredt på mig, men kunne selvfølgelig ikke holde masken, da hendes søde(aka. LÆKRE!) kæreste lagde armene om hendes talje og hovedet på hendes skulder. "Og du må være den gnotne kæreste, der forstyrre en tøsetur?" Jeg løftede lidt på min øjenbryn og sendte ham et sammenknebet blik. "Øh..?" Eleanor himlede med øjne af mig og prikkede mig i siden, så jeg krøllede mig sammen og ødelagde min dødsstirren.

"Hey! Det var ikke fair! Tøsetricks!" Jeg surmulede, men rakte så min hånd til kæresten.

"Navnet er Agent Emma" Han så lidt overrasket ud, men fjernede så sin ene arm fra Eleanors talje og tog min hånd. "Louis, den gnavne kæreste" Jeg rystede lidt hans hånd og slap den så, før jeg satte mig ned. "El! Jeg er sulten. Så stop med at ligne en forelsket lovebird og bestil noget mad!" Det var lidt creepy at se dem kigge forelsket i hinandens øjne, som om jeg stalker dem. "Okay, Miss. Grumpy." Mumlede hun og satte sig imellem Louis og mig. Ikke at jeg vil gøre ham ondt, men det var nok bedst at hun sad der.

Der var nogle minutters stilhed, mens vi alle udforskede menukortet. "Allrigth. Er i klar til at bestille?" En sorthårede pige der smaskede på et stykke tyggegummi, kom over til vores bord og jeg så tydeligt, hvordan hun flirtede med Louis. Nej, rettere talt, hvordan hun Prøvede at flirte med Louis, da Louis kun havde øjne for Eleanor, hvilket enormt cute og brækagtigt.

"Jep, giv mig en kylling og en kop varm chokolade. En salat og en vand. En burger med fritter og en vand." Vi havde bestemt, at Louis(Jeg kan vidst godt lide at sige det navn?) skulle sige alle bestillingerne for at gøre det hurtigere(Og fordi Emoen sikkert kun havde øjne for ham).  Hun nikkede, sendte ham nogle blikke og gik så væk med overdimensionelle hoftevrik(Men jeg ville have gjort det samme, for han er en lækkerbisken.). Slem Emma! Du skal opføre dig pænt...Men han har nu en lækker...STOP!

"Emma?!" Jeg kiggede forskrækket væk fra servetricen og hen på Louis. "Hvad er der?" spurgte jeg en smule irriteret, han behøvede ikke råbe af mig. "Jeg spurgte dig, bare om hvor du kommer fra?" Louis smilede til mig og ignorede ligesom Eleanor, min sure mine. Knur...Hvorfor kunne de ikke blive irriteret eller sure på mig, istedet for de dersens fantastisk smil? Er de ikke menneskelige? Er de roboter? Okay, nu løber mine tanker løbsk.

"Jeg kommer fra lige udenfor Edinburgh i Skotland?" Jeg svarede hurtigt for at slippe for spørgsmålene, men det virkede ikke. "Hvad fik dig så til at tage til London?" Louis så ud, som om han interesserede sig for det, men jeg flyttede hurtigt mit blik til Eleanor, der også kiggede ventende på mig. Derfor havde jeg kun en mulighed: At lyve.

"Jeg trængte bare til noget nyt" Yearh, Go Emma! Det var ikke helt løgn. "Nå, okay." Jeg kunne tydeligt se at de havde håbet på at jeg åbne mig mere, men sådan blev det ikke.

Vi fik vores mad og måltidet forløb i stilhed.

Da jeg havde spist op, var de andre stadig igang og jeg tog mig den frihed at tjekke min telefon.

"Shus!!" råbte jeg og hoppede op. "Jeg må løbe!" Var klokken virkelig så mange?

Jeg skyndte mig at, tage mine ting og styrtede ud af døren.

Min moster ville så meget dræbe mig!

A/N: Jeg var nød til at lave den her lidt dramatiske start, da jeg ikke kunne komme igang på andre måder. Jeg håber ikke i er ved at dø af kedsomhed, men gider i ikke lige kommenter? Det ville betyde alt for mig! Og undskyld for slutningen, men jeg var på en eller anden måde nød til at ende det sådan her :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...