Fashion is a Bitch! 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2012
  • Opdateret: 17 apr. 2013
  • Status: Igang
Emma Forest, Model og hjemmestuderende. Emma har ikke mange venner. Modellerne er nogle bitches og Emma er ikke meget i byen. Derfor er det en overraskelse, da hun møder en venligsindet model. Men vil Emma holde fast eller give slip, når hendes fortid banker på? Vil hun fortælle de andre eller lukke alle ude? Og det er egentlig ikke altid let, når der følger 5 hvalpe med i et venskab.
*(Jeg har intet imod modeller eller modeverden og alle meninger i denne historie tilhører en fiktiv person)

Ps. Historien er blevet en jeg skriver på når lysten indfinder sig. Så en slutning skal ikke forventes.

28Likes
90Kommentarer
3955Visninger
AA

9. I miss you

"Tag dig sammen! Jeg kunne gøre bedre!" råbte jeg af fjernsynet, hvor der var en basketballkamp igang. 

Jeg svingede med min ske mod fjernsynet, før jeg stak den ned i isbøtten og tog en ordentlig skefuld vaniljeis, som jeg proppede ind i munden. Mine øjne fulgte intenst spilleren med bolden, som driblede og kastede den lige i kurven. 

"SÅDAN! Det er sådan man skal gøre det!" råbte jeg, hvilket fremkaldte nogle klagelyde, fra min kat, Rose og schæfer, Rex. 
"Orh, stop i to! I kunne jo også bare sove om natten, istedet for at rende rundt og larme." vrissede jeg af dem.

Seriøst, de er nogle af de mest nataktive dyr i verden. De vil bare ikke lade mig sove, som om de prøver, at hævne sig over noget. Hvad det er, må du spørger dem om. Jeg synes de er ret møgforkælet, men jeg er jo også den, der betaler for alle tingene.

Jeg sendte Rex dræberblikket, hvilket lukkede munden på ham og jeg smilede tilfreds. Desværre kom han med et modangreb, da han sammen med Rose hoppede op i sofaen, og sparkede mig ud af den.

"Jeg hader jer virkelig meget. Kan i så komm..." Telefonen begyndte at ringe og jeg sendte dem et sidste dræberblik, før jeg gik ud i gangen, for at svare på telefonen. 

"Det er Emma. Hvem taler jeg med?" Uden at tænke videre over det, havde jeg taget røret. Det var en måned siden, jeg cuttede forbindelsen. De gad, da ikke ringe til mig mere?

Personen i den anden ende rømmede sig, før de begyndte, at tale." Hej. Jeg hedder Sara Berman, måske har du hørt om mig? Jeg er modedesigner og jeg vil gerne have dig til, at gå model for min kommende kollektion. Lyder det som noget, for dig?" Jeg sukkede lettet. Det var ikke dem.

Jeg havde lyst til, at sige ja. Jeg havde altid elsket hendes kollektioner og modeshows, da hun laver tøj til kvinder med former og hendes modeller er forskellige. Nogle er tynde og nogle har mere polstring(If you know, what I mean). Men jeg kunne ikke.

"Er meget beæret over, at du vil have mig med i dit show, men jeg er lidt ude af form. Ser du, jeg er stoppet med, at være model, så du må desværre finde en anden. Men det må vel ikke være så svært for dig." Jeg prøvede, at afvise hende pænt. Hun var trods alt min yndlings designer. 

"Det vidste jeg godt. Jeg havde bare håbet på jeg kunne have fået lokket dig til, at gøre det. Når, men du har mit nummer, hvis du skifter mening. Du vil passe perfekt ind i den kommende kollektion." Hun lød en smule skuffet, men det kunne jeg virkelig ikke tage mig af.

Hun vidste jeg ikke gik modeshows og sådan mere, og alligevel ringer hun? Det er altså lidt uforskammet. Tror hun ikke, der er en grund til jeg ikke er model mere? Det er bare ubehøvlet. 

Jeg afsluttede hurtigt samtalen og smed telefonen på plads. I flere minutter blev jeg stående ude i gangen og kiggede på mig selv i spejlet, over kommoden, hvor telefon lå. 

Jeg havde gjort det rigtige, ik? Det måtte være det rigtige. Det var det nød til, at være. De var stoppet med, at ringe, så det var alligevel forsent nu. Der var ikke nogen vej tilbage. De var kommet videre i deres liv(Håber jeg), samme var jeg. Hvilket betød, at jeg ikke var model mere, at jeg havde fundet et arbejde i en lille Starbucks(I know. Et arbejde hos mit yndlings gemmested) og at jeg var igang med at studere tysk. Jeg vil gerne være tysklærer.

"Det er det rigtige at gøre, ikke storebror?" spurgte jeg stille billedet på væggen vedsiden af spejlet, der viste en dreng med et drillende smil og armene om en lille pige og dreng, som grinede. Det var et billede af mine brødre og jeg, for 13 år siden. Dengang vi var 3 børn, som eneste frygt var drager og onde troldmænd. Sådan er det desværre ikke mere. Et trist smil dukkede op på mine læber, da mine tanker nåede min storebror.

"Jeg ville ønske du var her." Jeg sukkede og ønskede han kunne guide mig. Kunne give mig et eller tegn, der ville fortælle mig, at jeg gjorde det rigtige. Et eller andet til at fortælle mig, hvad jeg skulle gøre med mit liv nu. Men hvad der egentlig fyldte mest, var om han var stolt af mig. Var han tilfreds med, hvad jeg havde gjort i mit liv indtil videre? Kunne han lide, hvad han så? Eller var jeg bare en stor fiasko? Jeg vidste godt, det ikke var muligt, at få svar på alle disse spørgsmål, men jeg var nød til, at prøve. Finde ud af om han stadig var tilstede et eller andet sted. Om han kunne se mig, eller var han et bedre sted, ligesom alle de der film om det. Eller var han stadig i denne verden, fordi han havde en opgave, at fuldføre? Ligesom den, der serie om kvinden der kan se spøgelser.

Jeg fik pludselig kuldegysninger. Det var uhyggeligt, at tænke på min bror, som et spøgelse. Han kunne ikke være et spøgelse, for spøgelser er onde. Eller er de?

"Tag dig sammen, Emma. Der findes ikke spøgelser." Jeg kiggede vredt på mig selv i spejlet og opdagede, at jeg græd. Med en hård bevægelse fjernede jeg tårerne og rystede på hovedet af mig selv. Jeg var en værre tudeprinsesse. 

Selvom jeg hade ideen om min bror være et spøgelse, og vidste umuligt kunne være rigtigt, at han var til stede i denne verden, var der noget jeg måtte prøve.

"Rose. Rex. Jeg tror det er tid til en gåtur." En lille, men trist smil dukkede op på mine læber og jeg sukkede vredt af pigen i spejletfør jeg vendte hende ryggen.

Jeg fik kvalme af, at se på hende...

_______________________________________________________________________________

(A/N): Hvad sker der lige for Emma? Er hun ved, at blive vanvittig Og anorektiker? Det havde jeg ikke regnet med ;P Har et kapitel liggende til jer, men da jeg ikke ved, hvor meget tid jeg får til, at skrive i næste uge, må i bestemme om jeg skal ligge det ud nu eller senere på ugen :) Jeg ved faktisk ikke, hvordan historien vil ende, men jeg elsker, at få ideer :P Når men...Hav en forunderlig dag, mine kære Hundeagenter og Sherlock Holmers ;P

Ps. Jeg arbejder på et bedre Cover :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...