Fashion is a Bitch! 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2012
  • Opdateret: 17 apr. 2013
  • Status: Igang
Emma Forest, Model og hjemmestuderende. Emma har ikke mange venner. Modellerne er nogle bitches og Emma er ikke meget i byen. Derfor er det en overraskelse, da hun møder en venligsindet model. Men vil Emma holde fast eller give slip, når hendes fortid banker på? Vil hun fortælle de andre eller lukke alle ude? Og det er egentlig ikke altid let, når der følger 5 hvalpe med i et venskab.
*(Jeg har intet imod modeller eller modeverden og alle meninger i denne historie tilhører en fiktiv person)

Ps. Historien er blevet en jeg skriver på når lysten indfinder sig. Så en slutning skal ikke forventes.

28Likes
90Kommentarer
3914Visninger
AA

10. Et møde med en gammel ven.

Stille sad jeg på hug, foran den sorte sten med de gyldne bogstaver. En lille buket røde roser lå foran sten, der hvor jeg havde lagt dem for nogle minutter siden. Rex og Rose sad stille ved min side, som de så mange gange før havde gjort. 
Ikke et bjæf, ikke et miav, ikke et ord, blev sagt. De havde begge lært, hvordan de skulle være, når vi var her.
Stille begyndte jeg, som så mange gange før, at læse teksten på den sorte sten. Selvom jeg kunne den i hovedet, lod jeg mine øjne glide henover ordene, imens jeg stille hviskede dem.

"I minde om Jakob Forest. En fantastisk søn, storebror, kæreste og officer. Død i tjeneste, for fædrelandet. Må du hvile i fred og se ned på os med et smil." Efterfulgt af hans fødselsdag og dødsdato, men jeg kunne ikke få mig selv til at læse det. Det gjorde allerede ondt, at læse det første.

Lydløst satte jeg mig ned og trak vejret dybt, før jeg åbnede min mund. 

"Hej Jakob" Ordene ekkoede længe efter de havde forladt min mund, og fik mig til at føle mere ensom end nogensinde.
"Jeg savner dig." Jeg tog en dyb vejrtrækning og kiggede op mod himlen, da mit syn allerede var sløret af tårer. Jeg prøvede på, at synke den klump jeg havde i halsen, men uden held. 
"Vi savner dig alle sammen." Jeg blinkede kraftig for ikke, at græde. Jeg vidste han hade når jeg græd.
"Jeg..." Jeg bed mig i læben og tog endnu en dyb indånding, før jeg sagde det.
Før jeg fortalte ham det hele.
Om hvordan jeg havde mødt Eleanor. Hvordan jeg havde følt mig glad. Hvordan jeg havde grinet, sammen med Eleanor. Hvordan jeg havde følt mig lykkelig. Hvordan jeg havde mødt Zayn.Hvordan han lignede Ham. Hvordan jeg havde grædt i dagene efter, min samtale med Eleanor. Hvordan jeg følte jeg havde lavet en fejl, da jeg sagde, jeg aldrig ville se dem igen. 

"Så, kære storebror, jeg har skuffet dig. Jeg ved godt, jeg lovede dig, at gøre det rigtige med mit liv, hvis du en dag ikke ville være her, men...Jeg gøre, da det rigtige?..." Jeg tænkte hurtigt tilbage, imens en lille rynke dukkede op i min pande. "Jeg mener... Han lignede ham så meget. Du skulle have vær...Ohh...." Trist sukkede jeg, da jeg huskede han var død. "Jeg ville ønske du bare kunne være her nu." Jeg havde opgivet, at der skulle findes spøgelser, som skulle have en opgave, at fuldføre. Alligevel undslap ordene mig.

"Jakob, hvis du kan høre mig, giv mig et tegn?" Der skete intet i nogle sekunder og jeg skulle til, at sukke vredt af  mig, selv for at have håbet, da en vind, der ikke havde været der før, fangede mit hår og begyndte, at lege med det.

Jeg ville ikke tro på det. Det begyndte bare, at blæse. Det var helt normalt. Ligemeget, hvad jeg sagde til mig selv, var der bare en lille del af mig, som klamrede sig til håbet om, at han kunne høre mig. Det lille håb fik mig til, at blive siddende og snakke til stenen.

"Jakob, har jeg gjort det rigtige?" Der skete intet, og jeg fik lyst til, at slå mig i panden. Han kunne jo ikke sige nej eller ja.

"Stop med at blæse, hvis det er et nej. Bliv ved, hvis det er et ja." Kort efter jeg havde afsluttet min sætning, stoppede det med, at blæse og jeg spærrede øjne op. 
"Det kan du ikke mene! Hvorfor fortalte du mig det ikke før jeg ødelægge det hele? Nu kan jeg lige som ikke gøre noget?!" Jeg rystede vredt på hovedet, hvorfor havde han ikke fortalt mig, det noget tidligere? Og hvordan kunne han mene, jeg havde gjort det forkerte, efter at have hørt min forklaring?

Det begyndte, at blæse og jeg skubbede mine øjenbryn sammen. "Ja? Hvad mener du med det?...Du mener jo! Men hvordan kan jeg gøre noget?" Undrende satte jeg hovedet på skrå og stirrede lidt på den sorte sten, som han lå under... 

Jeg rystede på hovedet. Hvordan kunne jeg have troet, at han stadig var til stede i denne verden? Jeg er sådan en idiot. Jeg rystede skuffet på hovedet, af mig selv.

Lidt stivbenet, rejste jeg mig op og børstede mine bukser af. 
"Hvad så, venner? Synes i også jeg er vanvittig?" Rex gøede af mig og Rose gav mig et miav.
"Tak for støtten." Jeg smilede og begyndte, at pjatte med dem. Alligevel kunne mine tanker ikke forlade Jakob.

Han kunne ikke være i live, men det havde bare føltes så virkelig, da vinden begyndte at blæse og tage af. Som om, han kunne høre mig og var til stede. Som om det var ham der styrede vinden og svarede på mine spørgsmål. Men det kunne det ikke være.

Der findes ikke spøgelser, ånder og alt det dersens pjat. Når folk dør ender de under jorden og deres kroppe rådner op. Deres sjæl lever ikke videre. Sådan er det bare. Det er naturens gang. Det har intet med Gud og ånder, at gøre for de findes ikke. Hvis, de gjorde, hvorfor skulle Gud så vælge, at dræbe helt igennem raske og gode mennesker? Hvis vi så ser væk fra dette, hvorfor skulle Jakob så først kontakte mig nu? Hvorfor ikke tidligere? Før jeg lavede den såkaldte`fejl´? Med disse beviser, vil jeg fastslå, at der ikke findes mere mellem himmel og jord, end et `og´, Emma! Tag dig sammen! Du er forfanden 19 år gammel.

Selvom jeg fortalte mig det hele om og om igen, ville mit hjerte ikke lytte. Det var fastbesluttet på, at klamrer sig til dette enkle håb. Men jeg ville ikke lytte til, dets skingre stemme, der råbte, at jeg skulle lette røven og fortælle Dem sandheden.

Jeg lukkede bare af for det og rendte hjemad, med Rose i armene og Rex foran mig. 

________________________________________________________________________________

(A/N): Der kommer snart mere :) Jeg er ked af, at trække det med Zayn ud, men jeg må ligesom  give jer en grund til, at læse videre ;P Tror jeg kan ligge noget ud imorgen? Vil prøve, men ved ikke med mine lektier endnu :) Sov godt kære Hundeagenter og Sherlock Holmers :D (VI HAR RUNDET DE 1000 kig!! Love Ya!) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...