Fashion is a Bitch! 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2012
  • Opdateret: 17 apr. 2013
  • Status: Igang
Emma Forest, Model og hjemmestuderende. Emma har ikke mange venner. Modellerne er nogle bitches og Emma er ikke meget i byen. Derfor er det en overraskelse, da hun møder en venligsindet model. Men vil Emma holde fast eller give slip, når hendes fortid banker på? Vil hun fortælle de andre eller lukke alle ude? Og det er egentlig ikke altid let, når der følger 5 hvalpe med i et venskab.
*(Jeg har intet imod modeller eller modeverden og alle meninger i denne historie tilhører en fiktiv person)

Ps. Historien er blevet en jeg skriver på når lysten indfinder sig. Så en slutning skal ikke forventes.

28Likes
90Kommentarer
4061Visninger
AA

13. Big Finale?

Tidligere i historien:"I FUCKING DRÆBTE HAM!"

Midt i min ophidselse var jeg sprunget op af stolen, og stod nu med et bankende hjerte og kiggede bange på dem. Hvordan kunne jeg finde på, at sige sådan noget til dem? Nu var der ingen chance for, at jeg vil overleve.

Jeg gjorde mig klar til, at dø. Jeg ville ikke være bange, min sidste tanke skulle gå til Dem. Jeg foldede stille mine rystende hænder og lukkede min tårefyldte øjne sammen.

Ikke en lyd kunne høres, men jeg skyldte det på mit bankende hjerte, der med sit høje og hurtige rytme, fyldte mine øre med en dunkende rytme, der skræmte og beroligede mig.

Da, jeg ikke blev grebet fat i, stukket ned, kvalt eller bare rørt, åbnede jeg mine øjne og hvilket syn, der mødte mine øjne.

14 øjne stirrede forvirrede på mig, med hvide ansigter, som baggrund. En mørkhåret pige, som jeg engang så, som min eneste ven, prøvede at sige noget, men intet kom ud. Jeg så bare hendes mund åbne og lukke, men ikke en lyd kom ud. Hendes hvide ansigt, så perfekt ud til hendes mørke hår og hendes læber, sprang lige i....Hvad var det jeg lavede? Jeg skulle være løbet ud af døren, bare for at forlænge mit liv med nogle få minutter. Hvorfor stod jeg stadig her?

Selvom jeg prøvede, at benægte det, vidste jeg godt, hvorfor jeg stadig stod her. Det lille håb inde i mig, der råbte af mig om, at jeg kunne have taget fejl. At han bare lignede Ham. At de ikke var ude på, at dræbe mig.

Jeg vidste godt, selv det var tosset, men min krop ville ikke lystre, derfor stod jeg her og blev begloet, som om jeg var en bil på en auktion.

Deres forvirrede blikke, forvirrede mig, hvilket fik mig til, at skubbe mine øjenbryn sammen, noget jeg gjorde ret tit. Men helt ærligt? Hvorfor dræbte de mig ikke? Hvornår begyndte de, at grine? Hvorfor sad de bare der med deres hvide ansigter og opspilede øjne? Selvom Zayn sad sådan. Ville de have mig til, at..? Det var forsøget værd.

"Erhm...Altså...Det var jo Ham, der gjorde det, men altså...." Med et lille nik mod Zayn, fik jeg påpeget, hvem jeg mente. Min udtalelse så ikke ud, som om den hjalp. Men hvad fanden ville de have mig til? Danse rundt, som en lalleglad idiot? Lade som om jeg ikke ved hvem de er? For sent.

"Ve-Vent.. Du-du siger, at-at Zayn ha-har dræ-dræb-dræbt nogen?" den ukendte pige var den første, der fik bragt en lyd over sine læber og kiggede med det samme på hende. Jeg lagde mit hoved lidt på skrå og smilede lidt. Hun så, så uskyldig ud. Hun vidste sikkert ikke noget om det hele.

"Ja, søde ven. Jeg er ked af...Nej, det er jeg ikke. Men..Ja, han har dræbt nogle. Selvom vi begge kun var 13 dengang, så genkender jeg ham stadigvæk. Han ligner sig selv på en prik, som om han ikke er ældet. Hvem ved, måske er han en vampyr?" Jeg trak på skulderne, åben for alt. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg havde fortalt hende alt det her. Måske ville jeg bare advare hende mod ham. Hun så skrøbelig ud, som om hun kunne gå i stykker ved det mindste vindstød.

"Er du en eller anden sindssyg fan? For så er du fandme gået for langt! Hvad fanden er der galt med dig?! Zayn har aldrig dræbt nogen! Han er fucking rar! Hvordan kan du sig sådan noget?! Du er fandme sindssyg!" Louis havde rejst sig, og tårnede nu over mig. Desværre for ham, fortrak jeg ikke en muskel. Ikke fordi jeg ikke var bange, for det var jeg. Ligeud sagt, var jeg ved, at dø af skræk. Næ...Min krop mente bare, at jeg skulle stå stille og stirre på ham.

Jeg skulle til, at råbe tilbage, da Zayn skubbede Louis væk fra mig og vendte sig mod mig.

"Emma, jeg ved godt, jeg ligner Ham meget, men jeg er ikke Ham." Jeg kiggede op på ham og smilede bedrevidende.

"Ja, det siger du jo, men hvordan vil du forklare det til politiet, som har ledt efter dig i 6 år?! Som vil arrestere dig, hvis jeg siger de skal? Ja, du kunne jo bare dræbe mig, men når de finder dine fingeraftryk på liget, vil de forbinde dig med dengang og så er du fucked. Farvel til rigdom og berømmelse. For jer alle." Jeg vidste virkelig ikke, hvor alt det her kom fra. Det kom bare fra et sted bagerst i min hjerne, som stadig var rolig. Den Mørke Side. Den side var altid rolig, når verden fucked op. Desværre havde det såret mange folk og skræmt dobbelt så mange. Ligesom med menneskerne foran mig, hvis ansigter blev hvidere end før, hvis det var muligt.

"Det..Det ville du aldrig gøre? Det ville hun, da ikke?!" Den før så rapkæftede irer vendte sig nu mod en chokeret Liam, med tårefyldte øjne. Jo, Niall. Det ville jeg. I FUCKING DRÆBTE ET MENNESKE!

"Ehm..Tag det nu roligt, Emma. Vi vil ikke dræbe dig og jeg lover, at det ikke var mig. Du må have forvekslet mig med en anden. Jeg ville aldrig gøre sådan noget. Det ville jeg aldrig kunne gøre. Så skal vi ikke lige trække vejret og få talt det her igennem?" Da morderen talte, drejede jeg skarpt hovedet og stirrede ham dybt ind i øjne. Jeg nærmest nød, da han bukkede under for mit blik.

Ikke et ord forlod mine læber, da jeg rystede på hovedet, ikke af Zayn, men af mig selv. Hvad fanden var det jeg lavede? Hvis de ikke ville dræbe mig endnu, hvorfor så tirrer dem? Det var jo, som om jeg havde lyst til, at dø. Men...Det havde jeg, da ikke..Vel?

"Emma?" Hendes rystende stemme rev mig ud af mine tanker, og jeg mødte hendes skræmte øjne. Hun mindede mig om et skræmt dådyr. Og jeg var uhyret.

"Jeg...Kan vi ikke sidde ned lidt?" spurgte jeg, pludselig knækkede mine ben sammen under mig og jeg faldt ned på knæ, hvor jeg skjulte mit hoved i hænderne, for at gemme de tårer, der løb ned af mine kinder. Vidste ikke selv, hvad der skete, men pludselig kunne min krop ikke mere. Den gav op, hvilket var derfor jeg nu lå på gulvet med tårerne strømmende ned af kinderne.

Jeg mærkede en hånd på min ryg, hvilket fik mig til, at spænde i hver en muskel, forberedt på en kniv eller noget andet dødeligt. Den kom aldrig. Istedet for blev jeg trukket op i hendes skød. Ligeglad med alt, krøb jeg ind til hendes, imens hun blidt strøg min ryg og hviskede beroligende ord til mig. Gud, jeg havde savnet hende...

"Shh...Emma, træk vejret dybt. Jeg ved du kan." Hendes smukke stemme blandet med den bekymrede tone, fik mig til, at prøve. Jeg træk vejret dybt, men da jeg skulle puste ud, begyndte jeg at hulke og jeg krøb helt ind til hende. Hun lagde blidt sine arme om mig og jeg prøvede igen, at samle mig.

Efter flere mislykkede forsøg, fik jeg mine tårer under kontrol og jeg kiggede stille op i Eleanors blide øjne. En stille hvisken forlod mine læber, sammen med en undskyldning. Hun krammede mig bare tættere ind til sig, imens hun hviskede, at det var okay.

Problemet var bare, at jeg vidste det ikke var okay. Jeg havde beskyldt en af hendes bedstevenner for, at være en morder. Det var slet ikke okay. Langt fra. Jeg følte mig modbydeligt. Hæslig. Ond.

Jeg hadede mig selv.

(A/N): Det er ikke rettet igennem. Synes i skulle have et lille kapitel. Sorry fordi det er crap, men har haft svært ved, at skrive.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...