A Summer To Remember {One Direction}

17-årige Julia's største drøm er at møde One Direction. Da Julia vinder en tur for 2 til London i en uge, tager Julia og hendes lillesøster Emily afsted. Tilfældigvis er det den anden uge i den længe ventede sommerferie. Men da Emily en dag bliver syg, tager Julia selv hen til London Eye for at opleve udsigten og nyde ferien. Men turen i hjulet forvandler sig til en uvirkelig drøm, da hun ender med at sidde i kupé med drenge fra One Direction... Nu er sommerferien bare den bedste nogensinde

11Likes
22Kommentarer
2727Visninger
AA

4. 3

Jeg vågende tidligt næste morgen ved at nogen bankede på døren. Jeg gad ikke rigtig rejse mig, men jeg slog alligevel dynen til side og steg i mine tøfler. Jeg kastede et blik ned på Emily. Hun lå sødt og snakkede i søvne. Det var så rart bare at lægge og høre hende mumle. Det bankede på igen og jeg råbte et kort "jeg er på vej".  Jeg traskede ud til døren og kastede et blik på uret i stuen. Klokken var 7.30. Vi skulle op i London Eye i dag og på café bagefter. Emily havde glædet sig helt vildt. Det var det hun allerhelst ville på turen. Og jeg glædede mig til at tage med hende. Jeg åbnede døren og udenfor stod der en fra rengøringen. Bare en fra rengøringen? Ja, bare en fra rengøringen. Jeg trådte til side og gjorde tegn til at lade ham komme ind. Jeg gik ind i soveværelset, lukkede døren efter mig og prøvede at få noget søvn igen. Men uden held. Jeg lå bare og stirrede op i det hvide loft i værelset. Det eneste jeg ikke kunne lade være med at tænke på, var One Direction. De sad fast i mit hoved. Men det var ikke en irriterende tanke. Tværtimod. Det var noget af det bedste jeg vidste. Bare at fordybe mig i min egen verden. Der var der ingen der kunne genere mig. Der var kun mig og One Direction. Det gav et ryk i mig, da Emily svingede sin hånd over på mig. Jeg kiggede forskrækket på hende. Hun var bleg. Meget bleg. "Er du sikker på at du har det godt nok til at komme med til London Eye i dag? Du ser ikke for frisk ud." Emily hostede et par gange og svarede så, "jeg har det lidt dårligt." "Jeg skal nok blive hjemme ved dig. Det lover jeg." Jeg tog Emily op i min favn og vuggede hende frem og tilbage, som en mor ved hendes lille barn. "Jeg skal nok klare mig," sagde hun og kiggede op på mig, "du må gerne tage af sted. Gå ud og mor dig lidt. Det var trods alt dig der vandt ferien, husker du nok" Hendes store, runde, grønne øjn, kiggede ind i mine. "Hvis du virkelig vil have det, så gør jeg det. Men kun for din skyld." Jeg kunne se glæden i hendes øjne, da jeg sagde det. Hun tog om mig og jeg gengældte. Jeg puttede forsigtigt Emily igen og kyssede hende på panden. Jeg rejste mig op, greb min taske og mine solbriller og gik ud i elevatoren og kørte ned til receptionen. Ude på parkeringspladsen, foran hotellet, holdte en enlig taxi. Jeg steg ind, sagde hvor jeg skulle hen og kørte så af sted. Af sted mod eventyr

 

Jeg steg forsigtig ud af taxien og indåndede den friske luft. London Eye var foran mig. Det var en lang kø også. Jeg sukkede og gik hen i kø. Det var et mareridt. Alle folk skubbede og masede. Der var 1 times kø fra der hvor jeg stod. Det kunne jeg vist godt overleve, tænkte jeg. Jeg kiggede op på hjulet og hurtigt ned igen. Der var langt op til det højeste punkt. Mine tanker klyngede sig sammen til en kugle. Kuglen formede jeg som en verden. Det stod klart. Den ville have mig i trance. I One Direction trance. Jeg lod den gøre det. Jeg var dog ikke helt væk i den, da jeg hele tiden bevægede mig fremad i køen. Jeg blev kastet ud af trancen med et ryk, da en tanke steg op i mig. Hvorfor var jeg dog så stupid? Hvordan kunne jeg dog bare lade Emily blive hjemme? Også selvom hun sagde at jeg skulle tage af sted. Jeg fik dårlig samvittighed. Jeg tog min iPhone op af bukselommen, så på klokken og gik lidt på Facebook. Hvad skulle jeg ellers lave?

 

Der var kun 4 foran mig nu. Mit hjerte begyndte af hamre. Hvad skulle jeg sige til dem jeg skulle sidde sammen med? Bare et kort "Hej" og så nyde udsigten og ikke sige mere end det? Jeg nåede ikke at tænke videre, da et par mænd kom hen til mig. Ud fra tøjet at dømme, var det ikke nogle security folk, i hvert fald. De mumlede et eller andet med at jeg skulle følge med. Jeg gjorde bare som de sagde. Nej! Nu skal jeg jo vente i evigheder igen for at komme med. Hvad skulle vi dog?

"Vent her," sagde den ene af dem, og gik om bag et lille skur.

Han var høj og muskuløs. Havde blå øjne og kulsort hår. Den anden var lidt lavere og havde smalle grå øjne og blond hår. Hans mund var snerpet sammen. Der var noget mærkeligt over dem to. Endelig kom manden med det sorte hår tilbage og bedte mig følge med. Da vi havde passeret det lille skur, så jeg alle dem der stod i kø. Vi var kommet ind bagfra. De førte mig hen til en kupé, åbnede døren og lod mig træde ind. Der sad fem andre. Så blev døren lukket bag mig. Jeg kiggede rundt. De sad alle og stirrede ned i gulvet, med hænderne foldet over knæene. Jeg fandt en ledig plads imellem af to af dem. Ingen af dem løftede hovedet. Ud fra påklædningen at dømme, var det alle sammen unge fyre. Sikkert der i 17-19 års aldren. Det ville jeg i hvert fald skyde dem til at være.

"Hej," mumlede jeg lavmælt.

De løftede alle fem hovedet og kiggede på mig. Og jeg kiggede på dem. Der var noget ved dem der virkede bekendt. Noget jeg havde set før.

"Hej," sagde en stemme ved siden af mig.

Jeg drejede hovedet og kiggede ind i nogle varme øjne. Jeg kiggede på dem alle. Én efter én. Det kunne det ikke være. Mig? Så heldig var jeg jo aldrig. Mit hjerte hamrede højt og jeg kunne mærke sveden komme. Kunne de mon høre det? Det tror jeg. Det var jo dem. Det var One Direction

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...