Don't give up, Rose (Titanic FF)

En intens, psykologisk historie om Rose's liv efter hun flygter fra hendes bryllup med Cal.

4Likes
7Kommentarer
1122Visninger
AA

1. The Runaway 1

Kapitel 1

Philadelphia - 15. juni 1992

 

Omme bagved kirken stod Rose. Skælvende og med blomsterbuketten trykket flad mod hendes hvide kjole. Omme foran kirken lød den længe ventede melodi. Bryllupsmelodien. Rose strammede grebet om buketten der befandt sig i hendes svedige, rystende hænder og gik langsomt - skridt for skridt - op ad kirkegulvet mod Cal. Hun vendte al fokus med de rystende hænder og prøvede at forholde dem i ro. Forgæves. Hun kunne ikke. Hvorfor gjorde hun dette? Hvorfor giftede hun sig med Cal? Den sidste nat i vandet havde hun lovet Jack, at hun ville fortsætte. At hun ikke ville give op. Det var præcis, hvad hun gjorde nu.

Hun ønskede ikke at gifte sig med Cal. Hun forstod stadig ikke hvordan det var end sådan. Efter Cal havde fundet hende om bord på Carpathia, havde hun taget med ham tilbage til første klasse. Hendes mor var overlykkelig over at se hende, men hendes holdning havde ikke ændret sig; hun ønskede, at Rose skulle gå igennem brylluppet med Cal. Hun havde ikke haft lyst, men lykken i hendes mors øjne havde fået hende til at føle sig så skyldig. Hun huskede stadig de sidste ord, hun havde sagt til sin mor på Titanic: ”Åh mor, hold kæft!”

Hvor ville hendes mor være uden dette ægteskab? Hun besad kun få færdigheder og hendes viden om verden udenfor var minimal. Ruth Bukater ville sandsynligvis ende med at arbejde som syerske eller det, der var værre. Rose havde intet valg. Da hun gik op ad kirkegulvet så hun Cal betragte hende. For alle andre lignede han den perfekte gentleman, en ædel mand som ventede på sin forlovede, selv efter hun havde været ham utro med en anden, men Rose vidste bedre.

Lige fra begyndelsen havde hun haft fornemmelsen af, at der var et eller andet forkert ved ham. Han havde altid opført sig som den perfekte gentleman i offentligheden. I starten havde hun spekuleret på, om hendes mistillid til ham skyldes nervøsitet på grund af hendes manglende erfaring med mænd. Hendes mor havde set ham som den ideelle mand og havde på det kraftigste opfordret Rose til at acceptere Cal’s frieri. Da Rose havde udtrykt sin tvivl over for moderen, havde hun informeret Rose om deres finansielle situation og forklaret, at hvis ikke hun accepterede Cal’s frieri, var de begge tilbøjelige til at ende på gaden.

Tanken om fattigdom havde skræmt Rose så meget, at hun til sidst havde accepteret Cal’s frieri. Hans adfærd over for hende havde ændret sig næsten øjeblikkeligt. Med følelsen af at hun var under hans kontrol, begyndte han at behandle hende, som var hun hans ejendel ubekymret om, hvad hun følte. Han gik mere op i, hvordan andre så dem. Da Rose havde mishaget ham, havde han slået hende; men kun steder hvor chancen for at folk ville opdage noget var yderst lille. I hvert fald ingen, som kunne gøre noget ved det. Trudy havde kigget overrasket på de blå mærker, da hun havde hjulpet Rose i tøjet, men Rose havde været for flov til at indrømme, hvad der i virkeligheden var sket. I stedet havde hun skyldt skylden på hendes fald fra en hest og efterfølgende selv trukket i tøjet efter Cal havde slået hende.

Det var dog ikke enden på det. Under deres rejse til Europa havde Cal booket værelser til sig selv og Rose på flere hoteller. Fordi det var hans penge, som havde betalt for turen, følte han, at han var berettiget til mere end blot et par sølle kys fra Rose og havde dernæst tvunget sig over hende.

Rose havde forsøgt at tolerere det. Hun havde endda forsøgt at behage ham, men Cal så ud til at nyde at være årsagen til hendes smerter. Efter at han havde slået hende med bæltet flere gange, havde Rose lært at tie stille og bare gøre, hvad han ønskede; at kvæle hendes skrig. Cal havde insisteret på, at han kun gjorde det, fordi han elskede hende, men Rose vidste bedre. Efter Cal havde besøgt hende i hendes værelse den anden nat på Titanic, havde Rose fået nok. Den følgende nat, hvor resten af første klasse hvad været til middag, havde Rose forsøgt at hoppe ned i vandet. Alligevel havde hun, inderst inde, været dybt taknemmelig da Jack Dawson var dukket op, og havde overbevist hende om ikke at springe.

Det var Jack, som havde lært hende at elske, og Jack der havde vist hende, at hvad der skete mellem en mand og en kvinde kunne være vidunderlige, smukke ting. Rose var glad for, at hun havde trukket ham ind på bagsædet af den Renault; i det mindste ville hun én gang i sit liv være i stand til at opleve elskov snarere end voldtægt.

Rose’s tanker vendte tilbage til nutiden, da hun nærmede sig Cal. I løbet af få øjeblikke, ville hun være sammen med ham for evigt. Hendes trin blev langsommere. Hun kiggede på Cal og følte, at hun var vidne til alt fra en stor afstand – Cal’s kolde smil, hendes mors strålende ansigt, brudepigerne klædt i deres lavendelfarvede kjoler. Det tunge slør på hendes hoved syntes at trykke hende ned, vægten af diamanter og perler, det var dekoreret med, gravede sig ind i hendes hoved. Havets Hjerte hang tungt om hendes halt, et dyrt smykke til at dekorere en dyr besiddelse. I løbet af få øjeblikke ville hun tilhøre Cal for at blive brugt og misbrugt som det passede ham. Rose stoppede. Hænderne rystede. Frossen fast til stedet stirrede hun på Cal. Hun hørte hendes mor skælde på hende for at få hende i gang igen, men hendes fødder syntes at være limet til gulvet.

Pludselig knækkede noget inde i hende. Hun kunne ikke gøre det. Hun kunne bare ikke.

Rose smed buketten og drejede om på hælen, løftede skørterne og løb ned ad midtergangen og ud af kirken. Hun kunne høre de chokerende stemmer give genlyd inde i bygningen. Hun kunne høre Cal råbe efter hende, men hun stoppede ikke. Spurtende ned at fortovet drejede Rose rundt om hjørnet uden at ænse de chorkerende ansigter stirre efter hende.

Hendes slør satte sig fast i en busk. Rose stoppede kort og fjernede diamanterne fra hendes hoved og lod sløret falde til jorden inden hun igen fortsatte. Hendes hår, som nu var befriet var den perfekte frisure, piskede omkring hende, da hun løb, men Rose gav det intet opmærksomhed. Med hælene klikkene mod jorden løb hun hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...