The piece in you heart - One Direction

Da hun bliver født forsvinder hendes forældre. Hun bliver sendt på børnehjem. Hun stikker af som 2 årig. Nogle gamle venlige mennesker tager hende med hjem. De dør da hun er 4. Hun bliver fundet på Londons gader af en fyr. En speciel fyr. Det er den verdens kendte Louis Tomlinson der finder hende. Pigen bor hos Louis og hans ven Harry Styles nogen dage inden Harry opdager det. Men hvordan vil Harry tage det? Hvordan vil de andre drenge tage det? Hvad med hende? Hun er jo bare et barn. Et barn uden navn. Et barn uden forældre. Men hun mangler ikke sine forældrer. For kan hun ikke godt blive lykkelig med sin nye familie?

39Likes
85Kommentarer
7715Visninger
AA

1. Pigen

De vågner ikke uanset hvor meget jeg råbte, skreg og græd. Gad vide om de nu sidder i Himlen og smiler ned til mig sammen med mor og far. Nu er de bare nogen livløse kroppe som en gang var dem der tog sig af mig. Jeg går langsomt ind på mit værelse og tager min kattebamse. Jeg går langsomt ud af huset og går bare. Hvorhen ved jeg ikke men væk fra de tomme og døde kroppe. Tårerne glider ned af mine kinder og drypper på jorden og min bamse.

 

Louis Tomlinsons P.O.V

 

Bilerne og menneskene omkring mig farer afsted i den bidende efterårs kulde. Jeg er på vej hjem fra Eleanor og jeg kigger rundt. Men så stopper mit blik. En lille pige ligger i fosterstilling op af en mur imens hun knuger sin bamse til sig. Hvad laver hun dog der? Og hvor er hendes forældrer? Man lader da ikke bare sit barn gå alene omkring i Londons gader. Jeg går med lange og hurtige skridt hen til hende og rusker blidt i hende. Hendes hår er mørkt og beskidt lige hende selv. Hendes lille krop tyder på hun er 3-4 år gammel. Hendes kjole var en gang hvid men er nu helt beskidt og hendes sorte strømpebukser er heller ikke rene længere. Hun har ingen jakke eller sko på og ryster af kulde. Man kan se på hendes kinder at hun har grædt for tårerne har lavet baner i skidtet på hendes kinder. Hun slår øjnene op og stirrer med store blå og bange øjne på mig. Hun har præcis samme øjenfarve som Niall og hendes øjne er omkranset af mørke fyldige øjenvipper. Jeg hiver hendes spinkle og lette krop op at sidde og jeg sætter mig på hug foran hende.

"Hej lille ven. Hvor er dine forældrer henne?" Min stemme er blid og rolig og pigen falder lidt til ro. Hun peger med en finger op på himlen.

"Bor de deroppe i huset eller...?" Jeg kender godt svaret men jeg håber for hendes skyld at jeg tager fejl. Hun ryster på hovedet. Hendes øjne bliver langsomt rolige og begynder at udstråle tillid. Et uskyldigt barns tillid.

"Hvor bor du så?" Hvis hun bor et sted. Jeg ignorerer den lille stemme som jeg har på fornemmelsen taler sandt. Desværre.

"I...ingen steder. De er døde. Også de andre jeg boede med." Jeg bliver overrasket over at hendes stemme er så lille og svag og virker endnu mere svag fordi hun fryser. Jeg tager hurtigt min jakke af og giver hende den på så jeg bare sidder med bare arme. Kulden er frygtelig og jeg får mere ondt af pigen. Først nu går hendes ord op for mig. Hun har ingen steder at tage hen. Ingen til at tage sig af hende. Ingen til at opdrage hende. Intet har hun andet i det hun har på og sin bamse.

"Hvad hedder du?" Jeg smiler til hende og et forsigtigt smil glider over hendes læber.

"Jeg hedder.... Det ved jeg ikke." Hun bliver med et nervøs og kigger ned i jorden. Men hvorfor har hun ikke et navn. Det kan jo være hun aldrig har kendt sine forældrer og dem hun boede hos aldrig gav hende et navn. Underligt. Men jeg kan jo tage hende med hjem. Hun kan jo ikke blive her og jeg tror ikke på hun vil kunne holde til et børnehjem. Men hvad ville Harry tænke? Fuck hvad Harry ville tænke og sige. Hun kan ikke blive her! Jeg tager hendes lille krop og og hun ligger armene om min hals. Hun ligger sit hoved på min skulder og jeg knuger hende indtil mig.

"Hvor skal vi hen?" Hendes stemme er stille men jeg hører den helt tydeligt.

"Bare hjem til mig." Harry slår mig sikkert ihjel men what ever.

"Okay. Men hvad hedder du?" Den stemme. Den er så svag stille og cute.

"Louis." Jeg smiler og går ind i mig og Harrys lejlighed. Bare han venter med at slå mig ihjel til hun sover... Hun trækker vejret helt roligt og det går op for mit at hun allerede gør det. Jeg skynder mig ind tager skoene af og ligger hende ind i min seng. På vejen derind sender Harry mig et underligt blik men jeg skynder mig bare ind og ligger hende. Så må jeg tage Harry nu her og forklare ham det. Han forstår det sikkert. Håber jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...