The piece in you heart - One Direction

Da hun bliver født forsvinder hendes forældre. Hun bliver sendt på børnehjem. Hun stikker af som 2 årig. Nogle gamle venlige mennesker tager hende med hjem. De dør da hun er 4. Hun bliver fundet på Londons gader af en fyr. En speciel fyr. Det er den verdens kendte Louis Tomlinson der finder hende. Pigen bor hos Louis og hans ven Harry Styles nogen dage inden Harry opdager det. Men hvordan vil Harry tage det? Hvordan vil de andre drenge tage det? Hvad med hende? Hun er jo bare et barn. Et barn uden navn. Et barn uden forældre. Men hun mangler ikke sine forældrer. For kan hun ikke godt blive lykkelig med sin nye familie?

39Likes
85Kommentarer
7739Visninger
AA

16. Legepladsen

Det var ikke de første fans jeg mødte. Liam havde ret og jeg mødte ikke nogen der var onde. De havde vist mig en legeplads som lå i nærheden af hvor vi bor og jeg elsker at være der. Der er altid børn og de er vildt søde. Jeg stikker af fra drengen jeg leger med så han ikke fanger mig men gemmer mig bag et træ.

"FANGET!" Han prikker mig i siden og griner. Han begynder at løbe og jeg følger efter. Hans mor kigger smilende på os og jeg smiler til hende. Jeg springer på drengen så vi vælter ned i græsset og vi griner begge to. Jeg kigger på ham og smiler.

"James. Vi skal altså hjem nu." Vi kigger over på drengens mor som har rejst sig. Drengen rejser sig og det samme gør jeg.

"Vi hedder du?" Jeg kigger på drengen som åbentbart hedder James.

"Serena." Jeg smiler stort til ham og han smiler tilbage. Han begynder at gå mod sin mor men vender sig mod mig igen.

"Vi ses igen ikke?" Jeg nikker hurtigt og han løber over til sin mor. Han tager hendes hånd og sammen begynder de at gå væk.

"Vi ses!" Drengen drejer hovedet og nikker. Jeg sætter mig hen på en gynge og sukker. Han var så sød. Jeg glæder mig til at se ham igen. Der er en masse blomster omkring legepladsen og jeg rejser mig. Jeg begynder at plukke nogen røde nogen med dejligt bløde blade. Jeg plukker nogen af dem og går så hen og plukker af nogen gule nogen.

 

Jeg plukker en masse blomster og tager til sidst tre laaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaange græsstrå. Jeg fletter dem hurtigt og binder fletningen rundt om buketen med blomster. Jeg kigger smilende på den og kan høre nogen komme hen på legepladsen fordi de går i grusset.

 

Personen stopper op og kigger på mig. Jeg kan mærke det. Jeg piller små dyr af blomsternes blade og smiler endnu større. Jeg kan høre personen bag mig trækker vejret og jeg overvejer at vende mig om. Men en følelse siger mig jeg ikke skal gøre det. At personen ikke vil mig noget godt. Men jeg ved jeg skal se personen i øjnene på et tidspunkt. Se hende i øjnene. Jeg kan høre det er en pige på vejrtrækningen. Men ikke endnu. Jeg vil vente lidt. Være glad lidt endnu. Jeg kan fornemme noget vil ske snart. Noget som vil ændre mit liv. Alles liv. Noget som vil gøre mange ked af det. Folk skal ikke være kede af det på grund af mig. Det må de ikke. Ikke engang hvis det ikke er mig der gør noget. Jeg lukker mine øjne og tænker på dem jeg boede ved før. De var søde ved mig. De sagde de elskede mig. De lærte mig at snakke ordentligt. De lærte mig manerer. De lærte mig at tænke som om jeg var ældre. En fantastisk evne jeg først bruger nu efter de er væk. De lærte mig at du skal være barn men du skal vide hvad der kan ske. At du ikke kan stole på nogen før de viser sig værdige. Det har drengene gjort. De har fået mig til at føle mig elsket på den korte tid vi har kendt hinanden. Louis med hans fantastisk  måde at være. Harry der bare elsker mig ubetinget. Som et barn. Zayn med hans hår og alt det med ego. Liam med hans venlige og gode sind. Og Niall med hans altid sultne mave og det evige grin. De må ikke være kede af det.

 

Jeg sukker og åbner mine øjne. Pigen står stadigvæk bag ved mig og kigger på mig. Jeg ligger buketen og rejser mig op. Jeg trækker vejret dybt og vender mig om. Jeg kigger lige ind i nogle øjne der siger alt. Hun hader mig. Ubetinget. Hun hader alt ved mig og hun vil gøre alt for at slippe af med mig. Alt.

 

 

Så fandt man vidst lige ud af at Serena ikke bare er et uvidende barn hva. Men ja. Nogle kan måske regne ud hvad pigen vil men til jer der ikke... Hvis de findes... Jeg ville nok ikke selv kunne regne det ud hvis det ikke var fordi jeg selv har skrevet den.. Tihi. Men ja historien tager nu en lidt anderledes retning end i lige forestillede jer. Hun kommer nok ikke til at leve lykkeligt til sine dages ende. Men ja i har fået mere og ville selv kalde det et spændende kapitel. Ved ikke hvad i synes? Kunne i ikke svare på det spørgsmål i en kommentar? Kan ikke læse jeres tanker når i er derhjemme. Men ja smid gerne en kommentar, et like eller putte på favorit hvis i ikke har gjort det. Der kommer snart mere. Promise. Ej får helt ondt i maven af hvad der snart skal ske.

 

Knuzz fra mig...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...