Skud på banegården

Lille novelle. Titlen kan I sikkert få lidt ud af om, hvad den handler om. Resten kan I læse jer til ;-)

3Likes
1Kommentarer
809Visninger
AA

1. Skud på banegården

Jeg panikker på banegården. Skudet blev affyret for få minutter siden og ikke en sjæl har henvendt sig. Jeg tigger folk om hjælp, men der er ingen hjælp at hente. Kun stumme, afvisende mennesker uden ansigtsudtryk, med tomme øjne smyger sig hurtigt forbi mig, uden nogen tegn på hjælpsomhed eller den mindste reaktion. Blodet løber fra Jonas' bryst, og da det andet skud høres, farer de før så travle mennesker, lynhurtigt op ad muren, og står helt stille, ikke et ord. De er skrækslagne og det samme er jeg, men jeg ved godt, at hvis jeg så meget som vover på at røre mig, er jeg den næste pistolen vil sigte mod. Mit blik glider rundt på alle de bange og forvirrede mennesker, der står op ad de røde murstens vægge. Panikken er klar at se i deres øjne, men alligevel står de mussestille oppe ad væggen, forberedt. Som et lyn fra en klar himmel, er deres øjne ikke tomme længere. Panikken stråler ud ad dem, og de venter vagtsomt på at det næste skud, fra skytten i portåbningen skal lyde. Men ingen kommer mig til undsætning. Jeg sidder motters alene på banegården. Blodet bobler stadig langsomt fra Jonas' bryst og hans smerters stønnen er tortur at høre på. Især når jeg ved, at ved at hjælpe ham, sætter jeg mit eget liv på spil. Det gigantiske ur tikker, og hvert sekund er nyttigt at redde Jonas' liv på. Og hvert sekund tæller. Men der er intet at gøre.

Midt i den dystre stilhed, sker der det, der ikke må ske. Først høres en bange pepen fra den lille pige, med lyse rottehaler, der står mellem to voksne, sine forældre på den venstre side ad væggen. Hurtigt efterfulgt af et øredøvende vræl. Hendes mor skynder sig at holde pigen for munden, men det er for sent. Skytten har valgt sit bytte, sigtet og inden nogen havde registreret det, trykket på aftrækkeren. Pigen falder om. Jeg tror ikke, at det tog ét sekund. Folk gisper og få skriger. Skytten nærmer sig, jeg kryper sammen som en kugle og håber på det bedste. Mit hjerte slår hurtigere end nogensinde før. Det føltes som om, det kunne springe når som helst.  

Lyden af tunge skridt der passerer mig, skræmmer mig. Jeg anser et par sorte støvler, det er alt jeg ser, og jeg er glad for, at jeg ikke får synet af hans ansigtet. Hans stemme afslører, at han er en mand. Hans dybe stemme overdøver gispende og de trippende sko, der er veget tilbage, da skudet lød. "Stille!" Han vrænger ordet, ikke engang en sætning. Stille blev der. Han står med ryggen til mig nu, hans opmærksomhed er rettet mod de mange mennsker. 

Hans arm løftes, peger i retningen af den lille pige på gulvet. Hendes mor sidder på knæ ved hendes side, og lægger ikke mærke til pistolens sigtemål. Men det gør faren. Han hiver panisk i moderens arm, da fjerde skud lyder. Rammer faren, hvor efter moderen falder sammen under femte skud.   

Alt er nu kaos. Folk skriger, selvom de alle er klar over at de burde holde panikken inde. To unge kvinder løber op ad hallen, men når ikke langt. Bang, bang. Sjette, syvende skud affyres. De to kvinders løben og lyden af stiletter mod stengulv, stopper brat.   

En mand træder frem fra mængden. Han er høj og spinkel. Sær type, tænker jeg. Store huller i ørene og en piercing i læben. "Hvad er det du vil have!?" Angsten i hans stemme træder tydeligt frem, efterfulgt af svedperlerne i hans pande. Man skulle ikke tro at en som ham, skulle frygte noget. Ingen siger noget, folk er igen stoppet op som statuer. Bang, ottende skud affyres. Skrig og løbende mennesker fylder igen banegården, da manden med piercingernes krop falder sammen som en kludedukke. Skuddene har nu frit løb og kan ikke længere tælles.   

Mit blik lander igen på Jonas. Han stønner stadig, er stadig i live. Blodet bobler svagt. Jeg mærker efter min mobil i lommen, famler med den, lister den op i mine rystende, svedige hænder. Manden opdager mig ikke, har alt for travlt med sin flok febrilske mennesker. Han er som en ræv i en hønsegård, som en hyrdehund mellem får. Han kan få dem til lige hvad han vil.  

Nu har jeg chancen. Jeg griber fat i Jonas og trækker ham over mod toiletterne. Sporet af blod dannes efter ham. Mine øjne svider og mit hår er klistret svedigt til min nakke. Jonas er tung. Der er knap fire meter, før vi er omme bag et hjørne, ned mod toiletterne, men aldrig har noget føles som sådan en lang vej, uden at være det. Skrig er stadig overalt. Mange er ramt.   

Mit åndedræt er tungt og Jonas bliver tungere og tungere for hvert skridt. Vi er nu kun et par meter fra hjørnet, da manden vender sig og sigter mod os. Jeg skriger, river vildere i Jonas, men han bliver skudt i skinnebenet lige inden jeg får trukket ham om hjørnet. Jonas skriger af smerte, men jeg kan ikke gøre andet end at trække ham med mig, ind på et af toiletterne, låse døren, håbe på det bedste.   

Jonas ligger i den klaustofobiske, lille toiletbås, jeg kan knap være der. Jeg river hurtigt min t-shirt af og binder den stramt om Jonas skinneben, håber på at det vil stoppe blødningen. Men Jonas' bryst bløder også, mere end benet, og jeg får hevet mine joggingbukser af, som jeg forsigtigt binder rundt om Jonas, så det dækker hans bryst.  Jeg har det febervarmt, selvom jeg kun har undertøj på. Der er ingen vinduer på toilettet, den eneste udgang er den samme vej man kommer ind. Hvis manden kommer, er der intet at gøre.   

Jeg finder min mobil, taster hurtigt 1-1-2. Venter. "Alarmsentralen, hvad drejer det sig om?" En dyb mandestemme lyder fra min gamle Nokia, der næsten er løbet tør for strøm. "Banegården Århus," gisper jeg "Han går amok, vil ikke stoppe. Skyder om sig, og Jona.." Jeg begynder at hulke, mobilen bliver våd. Og Jonas ligger stadig og ømmer sig på det primitive toiletgulv. Hans ansigt er fortukket i smerte, og stønnene bliver svagere og svagere. "Du bliver nødt til at være mere præcis. Tag det roligt og fortæl mig hvad der foregår," manden i røret er mere bestemt nu "Banegården i Århus, er det korrekt?" Spørger han indtrængende. "Ja," svarer jeg tydeligt og prøver så godt som jeg kan, at holde gråden i mig. Hvis gerningsmanden hører mig, kan det hurtigt blive min sidste handling. "Forklar hans udseende, våben, hvor lang tid har det stået på?" Så mange spørgsmål, min koncentration daler. "Åh..!" Sukker jeg forvirret. "I bliver nødt til at komme!" Hvisker jeg, insiterende. "Vi er på vej, bare begynd at forklar, så vi har en chance for at finde gerningsmanden." Lyder det i den anden ende af røret. Jeg sukker, gisper. "Okay," mumler jeg og prøver at huske "Han har sorte støvler på!" Hikster jeg. "Ja?" Manden i røret venter på min næste detalje. "Og han har en pistol, jeg ved ikke hvilken, men han har skudt mange gange," gisper jeg hulkende "Og mange personer..." Snøfter jeg og kigger på Jonas. "Javel, andet?" Spørger manden. "Nej. Ikke mere, bare skynd jer!" Min stemme knækker og jeg gisper, da lyden af trin og en knirkende dør lyder. "Vi er på vej, bare forhol..." Han når ikke at sige mere, før jeg har afbrudt opkaldet. Jeg bøjer mig hurtigt ned over Jonas. "Jonas lyt til mig," hvisker jeg med en skrøbelig stemme "Nu må du gøre alt hvad du kan, for at tie stille. Jeg ved det gør frygteligt ondt, men der kommer hjælp. Bare ti stille, for min skyld!" Min stemme knækker og jeg står musestille.

Skridtene lyder højere og noget slår mod klinkerne på væggen, pistolen? "Jeg skal nok finde jer." Det er ham. Hans kolde stemme, nærmest fryser den hede luft ned. Han er for enden af gangen, med toiletbåsene. Første dør sparkes op. Anden, tredje. Jeg er ikke helt klar over, hvor langt der var til vores bås, men på et tidspunkt ville han jo nå os. Vi har da låst døren. Han kan da ikke komme ind hvis den var låst, vel? Dem han har sparket op var ikke låst, for der var ingen inde i dem. Skridtene lyder højere og jeg kan høre, at han er cirka to båse fra os. Han sparker på båsens dør, nummer to væk fra os. Den går ikke op? "Nu har jeg jer!" Råber han rasende. Det går op for mig, at vi ikke er de eneste, der har fået ideen om at gemme sig på toiletterne. Jeg bukker mig ned, kigger ind under båsene, til den han sparker på. Stiletter, en dame? De ildrøde stiletter ryster og tripper, og forsvinder pludselig op. Op på toiletbrættet?   

Til sidst lyder et brag, han har sparket døren ind til hende. Skrig, hun skriger. Der lyder et skud, og hun falder ned på gulvet. Han kan sparke de låste døre ind. Hvad skal jeg gøre?   

Han kommer nu. Døren ved siden af, er tom og sparket op. Nu er det vores tur. Hans støvler sparker, banker, kradser mod døren. Der bliver slået, flået i håndtaget, skudt gennem døren. Skudene rammer klinkerne på væggen, som eksploderer og flyver rundt i toiletbåsen. Et stykke af klinken rammer min kind. Jeg prøver at bide smerten i mig, men bukker under. "Arghh.." Stønner jeg klagende og tager mig til kinden, den bløder. Jeg ruller noget toiletpapir ud og holder det op mod min kind.   

Dér hører jeg lyden af sirener. Politiet er her! De kommer om lidt! Men sparkene lyder højere og pludselig giver hængslerne efter. Døren er sparket op og synet af gerningsmanden er frygteligt. Hans tomme, grå næsten sorte øjne, fanger mine. Han er karseklippet og muskuløs. Det er som om han går i stå et sekund. Men så lyder råben og gøen, politiet. Han løfter armen og sigter på mig. Jeg er lammet, venter bare på, at han trykker på aftrækkeren.   

Pludselig råber en politimand for enden af toiletgangen. "Sænk dit våben!" Råber han. Han har ingen frygt. Gerningsmandens blik flakker fra mig til politimanden, der sigter på ham og pludselig skyder han mig og jeg falder til jorden. Alt bliver sort.  

Pludselig hænger jeg i loftet og kigger ned. Jeg ser Jonas der stadig ligger på gulvet, men jeg ligger ved hans side. Blodet flyder. Nu lægger jeg mærke til gerningsmanden. Han holder sin pistol mod tændingen. Skyder, bang, nu ligger han også på gulvet, død. Selvmord efter selv at have skudt mange mennesker, der imellem jeg og Jonas. Politimanden og hans shäfer løber hen til os. Det er sløret, og han rusker skiftevis i Jonas og mig. Men vi vågner ikke, hverken jeg eller Jonas. Han slipper os og siger noget i sin walkie-talkie. Det er svært at høre, men jeg hører svagt "Toiletterne, to børn 13-14 års alderen, en kvinde i tyverne. Gerningsmanden er færdig." Noget i den retning. Og ikke lang tid efter tropper tre politimænd ind i toiletgangen. Jeg er forvirret. Hvorfor er jeg hér, når jeg er dér? En sirene lyder igen. Fire båre, bliver båret ind. En til mig, Jonas, kvinden og gerningsmanden. Vi bliver båret væk. Der er stille nu. Dødstille.  

Pludselig falder jeg. Jeg lander med et klask på det hårde flisegulv, splatter ud, fordeler mig som regnvand. Og forsvinder, damper væk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...