Forladt. (1D)

Mød Sheila Goodwin, Harry Styles ekskæreste. Da Sheila var 14 år gammel, var hende og Harry kærester. Hun slog op med ham, fordi at han havde været hende utro med hendes eksbedsteveninde. Nu er Sheila endelig kommet over ham, men har ikke glemt ham. Hun ville ønske at han ikke havde været hende utro. Harry har prøvet og tage kontakten med Sheila flere gange, hun ønsker ikke at snakke med ham. Harry er ked af det over det der skete den gang, og ønsker at han kan få hende tilbage igen. Mon hun overgiver sig til ham? Bliver de kærester igen og kommer de over deres fortid? Læs med her. ;-)

12Likes
9Kommentarer
1666Visninger
AA

4. Kapitel 3.

 

Jeg var taget ind til byen sammen med Chelsea. Vi gik og kiggede på tøj der inde. Jeg faldt over en kjole som jeg syntes var vildt pæn. Den var cremefarvet og sad lidt stramt. Den var kort og sad utrolig flot på mig! Ud over jeg havde købt den, havde jeg også købt en cowboy jakke i mørkeblå. Vi gik nu rundt inde i en skobutik og kiggede på sko. Jeg faldt over nogle virkelig høje sorte stiletter. ”Wow, de er fede” havde Chelsea sagt til mig. Jeg nikkede og smilte. Pludselig kunne jeg mærke at min jakke lomme vibrerede. Jeg tog min telefon op og så at det var Harry som altid. Chelsea kom hen og kiggede mig over skulderen. ”Tag den, eller skal vi gå uden for og snakke med ham?”. Jeg tøvede lidt ”vi går udenfor”. Jeg havde jo lovet hende at jeg ville tage den næste gang han ringede, og jeg ville ikke skuffe hende. Et løfte er et løfte – er det ikke det man plejer og sige? Vi gik udenfor og mens den stadig ringede kiggede jeg lidt på den. ”Jeg har ikke lyst” fløj det ud af min mund. ”Det skal du” svarede hun en smule hårdt, og inden jeg havde tænkt mig om havde hun allerede trykket på den grønne knap.

”Det Sheila” sagde jeg koldt. Der gik noget tid inden han svarede. Hvorfor havde Chelsea allerede trykket på den grønne knap uden jeg var forberedt? Jeg havde jo ikke lyst til at se eller snakke med ham. Minderne fløj rundt i mit hoved og pludselig kunne jeg mærke at en tåre var faldet ned af min kind. Jeg måtte ikke græde. Ikke nu. Det var det jeg mindst havde forventet. ”hallo Sheila er du der?” hørte jeg ham sige en smule bekymret. ”Ja, det er jeg” svarede jeg mens jeg fjernede tåren. Jeg ville ikke have at han skulle høre at jeg græd. ”Tillykke med din tredjeplads i går” røg det ud af munden på mig. Det var overhovedet ikke meningen at jeg skulle være sød overfor ham. Jeg skulle være den b:tch som jeg havde været lige siden jeg forlod ham. ”hvad skete der den gang? Og hvorfor har du ikke taget din telefon noget før?” det sidste spørgsmål ragede ham ikke en skid! ”ved du måske selv hvor ked af det jeg blev den gang? Ved du hvor meget I sårede mig? Prøv og hør her, I var de mennesker som skulle forestille sig og være de tætteste på mig. Men jeg tog fejl. Man kan ikke engang stole på sin bedsteveninde og sin kæreste!” svarede jeg hårdt. Det var de ord jeg havde gået inde med i så lang tid. De ord som brændte for at komme ud! Jeg kunne mærke hvor vred jeg var blevet. Inden jeg havde tænkt mig om var min telefon ude af min hånd. Jeg kiggede over på Chelsea som stod og snakkede med ham. Hun var gået lidt væk, fordi at de sikkert snakkede om noget jeg ikke skulle høre. Jeg var glad for at hun havde taget min telefon fra mig, for ellers havde jeg sagt noget som ville såre ham endnu mere. ”jamen det siger vi bare” hørte jeg hende sige som det eneste. Hvad siger de? Havde hun sagt undskyld for mig? ”Hvad siger vi?” spurgte jeg om, men gik udfra at hun ikke hørte det. ”lad nu være med at spekuler over det. Have some fun with meeeeeee!” svarede hun mens hun grinte. Jeg kiggede lidt spørgende på hende, men begyndte så pludselig at grine - ret meget. Jeg ville have det sjovt. Jeg ville glemme hvor ked af det jeg lige havde været.

Chelsea kom hen ved siden af mig og tog mig om skulderen. Hun drejede min krop 90 grader, så vi stod front til front. Hun lagde begge sine hænder op på mine skuldre. Hun borede sine brune øjne ind i mine og begyndte at smile. ”Lov mig at du bare nyder denne dag i dag. Jeg gør kun det her for dit bedste, okay?” sagde hun ret lavt mens hun smilede. Jeg forstod ikke hvad hun sagde, hvilket hun sikkert kunne se på mit ansigts udtryk, men så skiftede jeg ansigtsudtryk, så jeg ikke så forvirret ud.

Chelseas synsvinkel.

Jeg havde set hendes forvirrede ansigts udtryk, men jeg valgte ikke at fortælle hende det Harry og jeg havde snakket om. Han ville gerne møde hende igen, men hun havde ikke lyst til at se ham igen. Jeg ville støtte hende så meget som jeg kunne, ligesom den gang i børnehaven. Vi havde ikke snakket sammen i lang tid, men hun var stadig min bedsteveninde. Jeg savnede hende. Jeg savnede at se hende være lykkelig – ligesom den gang. Jeg ville undgå at fortælle hende om at jeg havde aftalt med Harry at vi skulle mødes på en cafe. Sheila og jeg skulle komme der ind, og jeg skulle lade som om at jeg ikke havde aftalt noget med ham. Jeg vidste at hun ville tilgive mig for det jeg gjorde for hende. Jeg vidste at hun savnede ham virkelig meget, men hun troede at man ikke kunne se det på hende. Men det kunne man – eller jeg kunne, for jeg kendte hende så godt! Det var godt at høre hendes latter igen.

Vi fortsatte ned af Londons gader, mens vi gik og snakkede sammen. Det var godt at se hende være i godt humør igen! Det var som om at hun havde glemt det der var sket for 20 minutter siden. ”jeg er altså lidt sulten” havde jeg hørt hende mumle. Vi var snart ved den cafe hvor Harry ville være. ”Jeg kender en virkelig god cafe. Den ligger lige rundt om hjørnet” havde jeg bildt hende ind. Hun smilede og nikkede. Jeg havde savnet hende virkelig meget! Jeg havde savnet hendes humor, hendes latter, hendes udseende, hendes personlighed og tja.. bare i det hele taget hele hende. Vi drejede rundt om hjørnet med et grin. Vi grinte så meget at det næsten gjorde ondt i maven! Jeg åbnede døren indtil cafeen og holdt døren for hende. ”gå du bare ind først” sagde jeg til hende med et smil. Hun gik ind og jeg kunne se på hende at hun tjekkede cafeen ud og pludselig stoppede hun helt op. Hun stoppede med at smile.

 

Sheilas synsvinkel.

Der sad han… nej nej nej nej, jeg MÅTTE bare ud her fra igen. Jeg vendte mig om og kiggede på hende. Men hun stod der ikke alene.. hun stod der sammen med 4 fremmede drenge. 4 drenge jeg havde set på tv’et sammen med Harry. ”FÅ MIG UD HER FRA” råbte jeg til hende, selv om hun stod lige foran mig. Jeg kunne mærke tårerne pressede sig virkelig meget på! Jeg måtte bare væk nu inden jeg gik i panik! ”så så, rolig” havde en dreng med brunt glat hår og brune øjne sagt til mig. Han lagde sin hånd på min skulder, men jeg skubbede den væk. Jeg havde ikke brug for nogle af hans venner, jeg havde brug for Chelsea. ”Chelsea, hjælp mig ud her fra!” sagde jeg stille og roligt. Jeg ville have kontrol over min krop igen. Hun rystede stille på hovedet. Jeg vendte mig mod Harry igen og så at han lavede et tegn til at jeg skulle sætte mig ved siden af ham. Jeg kiggede lidt usikkert på ham. Jeg ville overhovedet ikke rykke mig fra stedet, jeg var gået i panik... Jeg kunne mærke at jeg rystede over det hele, men mine ben var værst. Jeg kunne mærke et blidt skub på skulderen og vidste med det samme at det var Chelsea. "jeg kan ikke" sagde jeg med en grad i stemmen. Alt hvad jeg sagde, blev til en hvisken. Jeg vendte mig stille om og så de 4 fremmede drenge stå og veksle forvirrede blikke. "er han virkelig så slem?? Det vidste jeg ikke" havde en dreng med leverpostej farvet hår sagt. Jeg sank den klump jeg havde i halsen og trak vejret dybt. Okay, så skulle det være nu. Hvis bare min fod ville rykke sig stille og roligt, men den havde ikke lyst. Jeg blev nød til at tvinge mig selv til det her. Jeg pressede mine øjne sammen og åbnede dem stille og roligt igen. Jeg tog det første skridt hen mod ham, også det næste og sådan fortsatte det indtil jeg stod helt henne hos ham. ”hej smukke. Sæt dig ned” sagde han og pegede på stolen ved siden af ham. Han tog lidt af sin smoothie og satte den ned i bordet igen. Jeg kiggede på stolen og besluttede mig for at sætte mig på den. Jeg lagde poserne på gulvet og kiggede ham i øjnene. Jeg smilede stille, men stoppede mig selv i det. Jeg måtte ikke smile, jeg havde været kold overfor ham, og nu sad jeg og smilte til ham? Det hang ikke rigtig sammen. Jeg kiggede mig nervøst over skulder og fangede Chelseas øjne. Hun havde sat sig sammen med de andre drenge ved et bord langt væk fra os. Jeg smilede usikkert til hende og vente mig så om igen. Bare der snart ville komme en eller anden fan, så han blev opmærksom på hende og ikke på mig, for så kunne jeg jo forsvinde.

 

_____________________________________________________________________________________________

I må meget gerne komme med respons på den. Hvad kan jeg gøre bedre, og hvad skal der være mindre af. :) x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...