Forladt. (1D)

Mød Sheila Goodwin, Harry Styles ekskæreste. Da Sheila var 14 år gammel, var hende og Harry kærester. Hun slog op med ham, fordi at han havde været hende utro med hendes eksbedsteveninde. Nu er Sheila endelig kommet over ham, men har ikke glemt ham. Hun ville ønske at han ikke havde været hende utro. Harry har prøvet og tage kontakten med Sheila flere gange, hun ønsker ikke at snakke med ham. Harry er ked af det over det der skete den gang, og ønsker at han kan få hende tilbage igen. Mon hun overgiver sig til ham? Bliver de kærester igen og kommer de over deres fortid? Læs med her. ;-)

12Likes
9Kommentarer
1702Visninger
AA

3. Kapitel 2.

 

Det med kusiv skrift er en drøm.

_____________________________________________________________________________________________

 

Min eksbedsteveninde og Harry snakkede stadig sammen, hvilket jeg var sur over. Jeg var sur over alt det vi havde lavet sammen, de hemmeligheder jeg havde fortalt dem og i det hele taget, at de var kommet så tæt på mig. Der var en pige i min klasse som var den eneste jeg sådan snakkede med, men hun var ikke min bedsteveninde. Godt nok havde jeg været sammen med hende en masse gange, men hun skulle ikke tro at der blev noget mellem os. Hendes navn var Maddie Walter. Maddie og jeg var næsten som bedsteveninder, men alligevel ikke. Jeg kunne godt nok fortælle hende mange ting uden at hun fortalte dem videre. Blandt andet om at jeg savnede Harry en lille smule. På skolen var der mange som snakkede med mig om Harry, men jeg havde ikke rigtig lyst til at snakke om det.

 

Jeg var faldet lidt i søvn fordi at Xfaktor var blevet kedeligt. Men dog hørte jeg at One Direction, som de kaldte sig kom på en tredje plads. Jeg begyndte at grine over deres tredje plads og Harry. Ha, var det nu jeg skulle ringe ham op og sige direkte til ham: ”Tillykke med en tredje plads, du skal ALDRIG kontakte mig igen”?.  Det fristede virkelig, men jeg ville ikke ødelægge hans gode humør, hvis han overhovedet var i et godt humør. Jeg faldt stille og roligt i søvn.

 

”Sheila, jeg elsker dig virkelig højt” hviskede Harry til mig en af de sidste gange vi sås. Jeg smilte sødt til ham og kyssede ham blidt på munden. Jeg kunne mærke at han smilede, men samtidig var det som om at han holdt noget skjult for mig. Jeg vendte mig stille om og gik stille og roligt hjem ad. Harry, han var den dejligste kæreste jeg nogensinde har haft. Jeg gik stille og roligt hjem ad med Harry i tankerne. En stemme som jeg havde hørt før, stoppede mig. Jeg løftede hovedet forsigtigt op og kiggede personen i øjnene. Det var en af pigerne fra parallelklassen som havde stoppet mig. Jeg smilede til hende og kiggede undersøgende på hende. Hun har altid været den generte pige, men jeg vidste at hun havde noget at fortælle mig. ”Hvad så?” røg det ud af min mund mens jeg smilte til hende. ”Harry… eller din kæreste…” hun stoppede op i 10 sekunder og inden hun fik snakket færdigt, afbrød jeg hende. ”Hvad? Sig det nu” nærmest råbte jeg af hende. Jeg kunne ikke tage mennesker som var så lang tid og at sige noget. ”Han er dig utro med din bedsteveninde” svarede hun trist mens hun kiggede ned i jorden. ”AF HVAD SIGER DU!?” råbte jeg af hende, selv om det ikke var meningen. Jeg kunne mærke tårerne pressede sig på, og selvfølgelig troede jeg på hende. Jeg vendte om mens jeg kunne mærke en tåre ramte min kind. Jeg ville ikke se på hende, det ville jeg ikke. Jeg gik direkte hjem til Harry åbnede hoveddøren stille og gik roligt op mod hans værelse. Jeg kunne høre lyde. Jeg åbnede forsigtigt døren og så min bedsteveninde og ham ligge i sengen…

 

Jeg vågnede med et sæt. Først var han i fjernsynet, så i mine tanker og nu drømte jeg om ham. Jeg måtte virkelig savne ham. Pigen som havde fortalt mig det som Harry havde gjort, måtte jeg bare have kontakt med igen. Hun virkede som en pige som man virkelig kan stole på. En pige som var den perfekte veninde for mig. Jeg ville finde hendes nummer. Om jeg så skulle skrive til hende over facebook, twitter eller noget andet, det ville jeg være ligeglad med. Jeg måtte bare snakke med hende igen! Jeg kunne ikke huske hvad hun hed, men fandt hurtigt ud af det. Hun hed Chelsea Redway. Hun var en smuk pige. Jeg ringede hende op og spurgte om jeg måtte komme hjem til hende i dag. Selvfølgelig måtte jeg det, for hun var jo altid en pige som ville hjælpe andre. Hvad skulle jeg sige til hende? Skulle jeg lukke hende ind i mit hjerte og lade hende komme tæt på mig? Mens jeg tænkte gik jeg i bad for at vaske hår. Efter jeg havde badet gik jeg ind på mit værelse og fandt en sort top, nogle cowboy shorts og mine vans frem. Jeg tog det på og gik neden under. Jeg gik ud i gangen, fandt min jakke frem og tog den på. "farvel mor. Jeg kører hjem til en veninde" råbte jeg gennem hele huset. Klokken var allerede blevet 12 og vores aftale skulle jo heller ikke blive for sent.

 

Jeg stod foran hendes hus og overvejede om jeg turde ringe på. Jeg kiggede på min mobil og så at det kun havde taget 20 minutter at tage her hen på gå ben. Jeg så at Harry havde ringet, men jeg valgte at ignorere det. Han skulle ikke ødelægge min dag som han altid gjorde med sine opkald. Jeg var ligeglad med om han lå og tude brølet der hjemme, men i det mindste så havde han sgu da 5 personer han kunne gå til, hvor jeg havde ingen. Jeg ringede på dørklokken og kunne mærke stødet gå i gennem min krop. Døren åbnede efter nogle sekunder og der stod hun.... Hende Chelsea som havde hjulpet mig. Jeg smilede til hende som et 'Hej' hvilket hun gengældte. Pigen Chelsea som jeg havde været gode veninder med i børnehaven. Pigen som jeg mistede kontakten med. Pigen som gerne ville være venner med mig igen, men jeg var så dum at jeg ikke havde set det noget før.

 

Hun lavede et tegn til at jeg gerne måtte komme ind, så jeg fulgte efter hende. Jeg stillede skoene i gangen og hang min jakke op på knagen. Vi var på vej op mod hendes værelse. Det var virkelig et fedt hus hun boede i. Jeg satte mig på sengen og undrede mig over hvorfor det lige præcis var hende som jeg havde lyst til at snakke med. Hvorfor var det ikke min mor som skulle hjælpe mig? Spørgsmålet var i mit hoved hele tiden, men kun mig selv kunne svaret. "Jeg stoler ikke på nogle, men jeg håber at jeg kan stole på dig" sagde jeg lidt genert mens jeg kiggede ned i gulvet. Altid når jeg blev genert, bed jeg mig i underlæben eller også kiggede jeg ned i jorden. Sådan en typisk mig ting. Jeg håbede virkelig at hun kunne forstå mig, for ingen andre kunne det. Hun kendte godt Harry, men hun vidste ikke så meget som jeg gjorde. "efter jeg slog op med ham er jeg kommet over ham.... Men han ringer til mig hver eneste dag, fordi at han gerne ville snakke med mig igen. Jeg føler ikke at jeg er klar på det endnu" sagde jeg helt normalt. Jeg var ikke genert mere. Jeg vidste jo udmærket godt hvem hun var. Min barndomsveninde som jeg mistede kontakten til fordi at hun skulle gå i min parallelklasse. Det var jeg ked af. "måske skulle du prøve og tage telefonen og hvis det går uventet, så lig på igen? Der sker jo intet. Jeg vil mægtig gerne høre med hvis jeg må" sagde hun med et smil på læben. Jeg begyndte at smile. Selvfølgelig! Hun var jo genial! Jeg ville gerne snakke med ham hvis der var andre tilstede, får så var jeg mest tryk.

***

Tankerne om i går aftes kom tilbage til mit hoved. Det han havde sagt på tv'et. Det jeg havde lyst til at sige til ham. Det hele. Hver en eneste detalje hvor han havde grædt på åbenskærm. Jeg synes at det var lidt synd for ham, men han kunne bare lade vær med at være mig utro. At gå i seng med min bedsteveninde, det var overskridende. Men måske var hun bare jaloux? Måske var hun også forelsket i Harry uden at fortælle mig det? Jeg måtte snakke med ham, men han skulle ringe til mig og ikke omvendt. Jeg blev revet ud af mine tanker da jeg kunne mærke at tårerne pressede sig på, men inden jeg kunne nå og stoppe dem, så var allerede tåre nummer 5 på vej ned af min kind. Chelsea kom over og satte sig ved siden af mig. Hun tog min hånd, som hun havde gjort i børnehaven. "lover du mig at du vil hjælpe mig og ikke svigte mig?" fløj det ud af min mund mens jeg stille sad og græd. "selvfølgelig vil jeg hjælpe dig. Det er jo det man har veninder til" svarede hun mens hun forsigtigt træk mig ind til hende. "tak" mumlede jeg og kunne mærke at et smil kom frem på min mund. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...