Oneshots

Her vil jeg placere alle mine oneshots jeg får skrevet igennem tiden, som en lille samling. Ingen af dem har noget med hinanden at gøre.
De har forskellige længder, og er som sagt bare en sammensætning af en masse små ting.

9Likes
12Kommentarer
941Visninger
AA

2. Sommerens minde

Solens lune sommerstråler rammer hendes hud, og minder hende om dagene, dagene med ham. En ensom tårer triller ned af hendes bløde kind, som hun begynder at tænke tilbage.

Det var sidste sommer, men hun husker det som var det igår. Hun sad og så udover det turkisblå, spejlblanke vand, hvor solens sidste stråler gav genskin. Den lune brise lavede stille bevæggelser i hendes hår og kærtegnede hendes hals.

Det var hendes første tur alene, ude i den store verden, og hun nød det i fulde drag. Ingen forældre til at hundse rundt med hende, ingen irriterende lillebror til at vække hende hver eneste tidlig morgen. Her havde hun selv kontrol over det hele, og hun elskede at bruge noget tid alene.

Ude på badebroen et par meter fra hende, lå et kærestepar i armene på hinanden, og udstrålede oprigtig kærlighed. Hvorfor kunne hun ikke finde en, en som ville kunne lide hende for den hun var?

Hun kiggede ned på sine halvvåde fødder, som stille rodede rundt i de mange sten. En rød glimtende sten fangede hendes øjne, og hun tog den forundret op i hendes hånd, mærkede på den bløde overflade. Nogle få af solens stråler reflekterede sig i stenen, og gav den et magisk skær. Der var noget ved den, noget der fik den til at skille sig ud fra alle de andre.

Uden at tænke videre over det, knugede hun stenen i sin hånd, og kiggede endnu engang på kæresteparret. Hun lukkede øjnene, og knugede den nu hårdere ind til hendes bryst end hun havde forestillet sig muligt, imens én tanke, ét ønske fór igennem hendes hoved.

"Lad mig finde den ægte kærlighed"

Hun kastede den røde sten ned i havet, og nåede kun lige at åbne øjnene for at få et glimt af den, inden den røg ned i det dybe, mystiske indre. Hun havde følt sig fjollet, da stenen var forsvundet, og hun havde indset hvor latterligt det hele virkede. Halvgrinene over sine skøre tanker, gik hun i seng.

Men allerede næste dag, var det sket. Hun så det i hans øjne. Lige præcis hvad hun så den da de støtte sammen, vidste hun ikke, men noget begyndte i det øjeblik. Kærligheden. Hun havde kunne se det i hans nøddebrune øjne - se at han også følte det.

Som dagene gik, blev følelserne stærke, for stærke. Hun kunne ikke gøre for det, havde ingen kontrol over det. Det eneste hun kunne gøre, var at se til, imens hans ansigt, hans sjæl lavede et hul i hendes hjerte, som kun han kunne udfylde. Som et mærke, en tatovering, brændt ind i hende, blev han en del af hende.

Deres sidste aften sammen, husker hun tydeligere end noget andet.

De sad under et stort bøgetræ. Dets blade foldede sig ud over dem som et beskyttende skjold, beskyttede imod den silende regn. Hans ene hånd lå på hendes hoved, og nussede i hendes lange lyse hår. En stille nynnen undslap hans læber, som en godnatsang.

Hun kunne mærke søvnigheden komme over hende, men hun ville ikke sove, ikke gå glip af et eneste øjeblik med ham. At være med ham, var som at være i himlen, i en drøm. Uvirkeligt - men fuldkommen perfekt.

Hendes hoved lå på hans brystkasse, og hun mærkede hans tunge åndedræt, som hans bryst hævede og sænkede sig. Lyden af hans rolige hjerteslag beroligede hende.

Hans nynnen blev lavere og lavere, indtil den til sidst stilnede helt hen til ingenting. Hun blev bange for at han var faldet i søvn, og løftede blidt sit hoved for at skæve op til ham. Synet af ham overraskede hende.

Hans brune, halvlange krøllede hår bevægede sig væk fra hans smukke markerede ansigt, pågrund af den halvkolde vind. Myrekryb bredte sig på hans muskuløse brune arme, og mindede hende om  den jakke der lige nu holdt hende varm. Hans jakke.

Hun snusede til den, og mærkede roen sænke sig over hende, som hun duftede hans søde duft. Men roen forsvandt, da hun igen studerede hans ansigt, prøvede at tyde hans fraværende blik, som lå langt ude i horisonten. Det var, som var han et helt andet sted, langt væk i sine tanker. Et sted hun ikke kunne nå ham.

Længe lå stilheden over dem. Da han endelig vendte blikket imod hende, var de brune øjne så intense, så længselsfulde. Hun sad målløs, uden mulighed for at tage øjnene fra ham. Hun var som fanget i hans blik, havde intet valg. Langsommere end hun troede muligt, nærmede han sig.

Hans mandlige hænder lagde sig beskyttende og blidt på hendes nu rødmende kinder. Han strøj en lok om bag hendes øre med tommelfingeren, uden på noget tidspunkt at tage øjnene fra hendes. Hun bevæggede langsomt sine hænder op til hans, og med rystende bevæggelse fletter hun dem.

I det øjeblik så hun en lille ændring i hans øjne - et strejf af den blide, ægte kærlighed der bandt dem. Den kærlighed der vækkede følelser i hende, hun aldrig havde drømt om. For det var det han var. Som en drøm.

Hun følte pludselig en stor trang til at røre ved ham, for at sikre sig at han ikke kun var noget hun forestillede sig. Hendes ene hånd strejfede hans kindben, og et gisp undslap hendes læber. Han var perfekt. Han var ægte. Hun kunne høre et tungt suk fra ham, da hun igen tog hånden til sig, og lagde den ovenpå hans.

Han trak hende om muligt endnu tættere end til sig, og tog vejret fra hende, da han med sin inderlige og kærlige stemme sagde:

"Jeg elsker dig."

En tåre vækker hende fra mindernes strøm, og får hende tilbage til virkeligheden. De salte dråber gennembløder nu hendes kinder, løber ned af hendes hals. Hun prøver desperat at blinke dem væk, og kigger igennem de slørede øjne på gravstenen foran hende. Hendes elskedes gravsten.

Frustrationerne og smerten vækkedes igen inde i hende, da hendes hånd blidt strejfede hans navn, der fint er ingraveret i gravstenen. Gravstenen, som er lavet ud af den fineste, røde og glimtende klippesten.

Selv efter et år, er smerten ikke blevet mindre. Den løber rundt i hendes åre, fylder hendes krop. Den blide brise rammer hendes hud, og i et øjeblik føltes det præcis som hans kærtegn. Den uendelige strøm af tåre og smerte fortsætter, imens én eneste tanke kører igennem hendes hoved.

Han var kærligheden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...