I Could Be The One - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2014
  • Status: Igang
Ronja er en helt almindelig 19-årig pige. Hendes forældre blev skilt da hun var helt lille og derfor har hun aldrig kendt sin far. Hendes liv ændrer sig fuldstændig da hun tager på en længe ventet musik sommerlejr.

De fem kendte drenge, Zayn, Louis, Harry, Niall og Liam har fået besked på at tage på denne sommerlejr så de kan blive bedre til at skrive sange.

Ronja fanger hurtigt drengenes opmærksomhed, ikke blot fordi hun er et naturtalent til at skrive sange, men også fordi hun ligner en af drengene utrolig meget. Især en af drengene er betaget af Ronja, men kan Ronja overhovedet lide dem? Og hvad sker der når Zayn får hende i problemer, så de ender med at sove i telt 20min væk fra resten af lejren.

Find ud af det hele i I Could Be The One, hvor venskaber bliver sat på prøve.

50Likes
57Kommentarer
3532Visninger
AA

11. Sorry.

Hej alle sammen! 

Vil bare sige tak fordi i stadig læser med og er virkelig ked af ikke at opdatere den så tit, og derfor har jeg også tænkt på at få en medforfatter. Så hvis nogen af jer har lyst og tid til at afslutte den movellas med mig er i meget velkomne til at skrive til mig. 

 

Håber i kan lide det jeg har skrevet! <3

 

Rebecca. 

 

Efter at have forladt de andre ved søen havde jeg spærret mig inde i det fantastiske telt, jeg havde været så heldig at skulle overnatte i.

 

Kunne du fornemme ironien?

 

Zayn og jeg havde ikke udvekslet et eneste ord siden episoden ved søen, men jeg havde tænkt mig at sige undskyld for det jeg havde sagt. Så i stedet for at sidde og surmule over mine fejl, fik jeg klemt mig ud af teltet og gik hen til Zayns telt.

 

”Zayn, er du der?” spurgte jeg, da det gik op for mig at teltduen var åben.

 

Da jeg ikke fik noget svar åbnede jeg den forsigtigt og rigtigt nok var der ingen Zayn, så jeg besluttede mig for at gå tilbage mod lejren for at finde ham. Gåturen var utrolig kedelig når man bare var sig selv.

 

Da jeg kom til lejren blev jeg enig med mig selv om at lede i Harrys hytte som det første.

 

Jeg gik med faste skridt derhen og så at døren allerede stod åben, så var jeg også fri for at skulle banke på og gøre mig selv til grin. Jeg gik stille ind af døren og kunne høre nogle svage stemmer fra et af værelserne. Jeg gik nærmere og kunne nemt genkende Harrys og Zayns stemmer.

 

”Du var heller ikke så sød ved hende.” sukkede Harry.

 

”Jamen hun driver mig til vanvid!” udbrød Zayn aggressivt.

 

Er det mig som de snakker om?

”Hvis hun driver dig så meget til vanvid som du siger, hvorfor snakker du så hele tiden om Ronja? Og hvorfor prøver du altid at komme i kontakt med hende?” spurgte Harry og jeg kunne fornemme at han var ved at være godt irriteret. Og samtidig gik det op for mig at det rent faktisk var mig de snakkede om.

 

”Det gør jeg da heller ikke!”

 

”Zayn hold nu op. Indrøm nu bare at du godt kan lide hende!”

 

Hvem kan ikke lide mig? Vent, kan Zayn lide mig?

 

Lige i det mine tanker fløj afsted blev døren foran mig flået op og jeg vaklede et par skridt tilbage. Zayn stod og kiggede overrasket på mig.

 

”Hørte du hvad vi snakkede om?” spurgte han en smule hårdt.

 

”Øhh, nej….. eller jov men det var ikke med vilje.” svarede jeg usikkert.

 

”Det er ikke specielt pænt at lytte til andres private samtaler.” mumlede han kort, og skubbede sig forbi mig og forlod hytten.

 

”Hey Ronja!” udbrød Harry da han kom ud fra værelset.

 

”Hej Harry.”

 

”Hvad laver du her?”

 

”Jeg ville sige undskyld til Zayn men nu har jeg vidst bare gjort ham endnu mere sur.”

 

”Hvordan det?”

 

”Jeg kom vidst til at overhøre jeres samtale.” mumlede jeg en smule forlegent.

 

”Gå ud og find ham, han vil forstå.” smilede Harry beroligende til mig.

 

”Tak Harry.” sagde jeg og omfavnede ham kort inden jeg forlod hytten.

 

Nu skulle jeg bare finde Zayn og jeg havde en lille anelse om hvor han var. Jeg satte i løb fra Harrys hytte og siksakkede imellem træerne i skoven, indtil jeg nåede det sted hvor vi havde skrevet vores sang.

 

Og ganske rigtigt sad Zayn på en træstub og så helt fortabt ud.

 

”Undskyld Zayn!” sagde jeg højt.

 

Zayn vendte sig forskrækket om og mødte mit blik, ”Hvordan vidste du at jeg var her?”

 

”Det vidste jeg heller ikke men jeg vidste hvor jeg ville have flygtet hen.” svarede jeg og satte mig ved siden af ham.

 

”Undskyld Ronja. Jeg har været lidt af en idiot.” mumlede han og fangede igen mit blik.

 

”Samme her.” svarede jeg og prøvede at afbryde vores øjenkontakt, hvilket mislykkedes totalt.

 

Inden jeg vidste af det lænede han sig ind i mod mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...