Skyggens Lærling: Ny Tilværelse *Færdig*

Dette er nummer to af Skyggens Lærling: En anden historie.
Charer bliver fisket op af den store flod, efter at hun røg i. Der er gået tre uger og hun ender hos et naturfolk. Imens leder Will, Halt og Horace efter hende. Men Charer har et stort problem, der forhindre at hun kommer hjem igen. Vil Halt, Horace og Will finde hende? Eller vil de opgive? Vil hun nogensinde komme hjem?
(Jeg må gøre opmærksom på, at det ikke kun er Charer historien vil følge.)

32Likes
102Kommentarer
4773Visninger
AA

5. Velkendt

Charer så ned ad sig selv og rynkede på næsen. Hvis hendes mor havde set hende i det tøj, så ville hun have fået et flip. Charer bar et par skinbukser der gik til midt på lårene og hun havde en overdel på, der gik fra hendes bryster til ribbenene. Lia havde ordnet hendes hår. Hun havde flettet det og sat det op. Lia stod henne ved det der mindede om et spisebord.

Charer befandt sig i stuen, som bare var et stort rum. Der var tre åbninger i stuen, som alle blev skærmet af, af skintæpper. Den ene åbning førte ind til Charers værelse, den anden ind til Lia og Lorenzo’s værelse og den tredje førte ud af huset. Stuen bestod af et spisebord, nogle stole og hylder. Det var tydeligt at det alt sammen var lavet selv. Lia skubbede det skintæppe til side der førte udenfor og vinkede af Charer. Charer var usikker på fødderne, eftersom hun havde ligget ned i flere uger.

Hun gik tøvende hen til Lia og trådte så udenfor. Omkring hende lå flere hytter end hun kunne tælle. Foran hver eneste hytte var der et bål sted. Hytterne lå fint rundt omkring og Charer kunne se floden fra hvor hun stod. Der var mange mennesker, og der var træer et par meter bag hytterne som alle lå forenden af en skråning. Charer kunne ikke lade vær med at stirre. Der var mennesker overalt. De bar alle sammen det samme tøj, og de havde alle sammen tegn malet på deres krop.

Der var en lille pige med mørke øjne og brunt hår, der stoppede op og stirrede på Charer. Charer kunne ikke andet end at stirre igen. Pigen var ikke mere end 7 år og klædt i skinbukser og en skinoverdel der var længere end Charers. Pigen løftede sin hånd og pegede på Charer, mens hun begyndte at råbe op. Selvfølgelig forstod Charer ikke noget, og i næste øjeblik var hun genstand for adskillige blikke. Hun stivnede og så forskræmt rundt på de mange mennesker, som kiggede på hende.

Det gav et gib i hende, da der var en der lagde hånden på hendes arm. Hun vendte hurtigt hovedet og så op i et par mørke øjne. Det var Matteo, drengen hun havde mødt den første dag. Hun havde ikke rigtig snakket med ham, men hun havde set ham flere gange.

Hans hår var lysebrunt og halvlangt. Hans øjne var brune med et strejf af grøn og han var muskuløs. Han så væk fra hende og så rundt på de mange mennesker, da han begyndte at tale. Lidt efter begyndte de at gå tilbage til deres dagligdags arbejde. Charer kunne ikke tage øjnene fra Matteo.

”Tak.” Sagde hun, og glemte at han ikke kunne forstå hende. Men så gjorde han noget, som Charer ikke havde forventet. Han gentog.

”T-ak.” Lød det fra ham, som om han undrede sig over ordet og smagte på det.

”Ja… Tak.” Sagde Charer og overvejede om han mon forstod hende, men hun fik ikke tænkt mere over det, for Dante kom hen til hende.

”Nu ligne’r du e’ a’ os.” Sagde han med et stort smil og Charer gengældte hans smil. Der lød et råb og Matteo vendte sig pludselig, da der var en som kaldte på ham. Charer ville ønske at hun kunne snakke mere med ham. Hun ville ønske at hun kunne tale hans sprog. Han så hurtigt tilbage på hende. De øjne.

”Hvad skal de?” Spurgte hun og så på Dante.

”Kom.” Sagde han med et smil, og Charer fulgte lydigt efter.

De gik forbi en masse mennesker, som sendte Charer nysgerrige blikke. Af en eller anden grund brød hun sig ikke om det. Hun ville ønske at hun kunne blive et med træerne, så de ikke stirrede sådan på hende. Der kom en lille lysning, hvor træerne ikke stod særlig tæt. Der lød susen og dunk. Det lød som om nogen kastede noget ind i træerne. Endelig fik Charer øje på dem. Det var unge drenge og mænd, som stod med bue og pil, spyd og dolke. Det skød og kastede. Hun stirrede på dem. De bare alle sammen kun bukser og var malet med tegn på kroppen. De var også særdeles veltrænet og kastede med en enorm kraft.

”Wow.”

”De øver sih tit i at brug våben. Vi fanger selv vor’ mad.” Forklarede Dante.  

”Gør kvinderne også det?”

”Vor’ kvinder er osse øvet i at brug våben.”

Charer så fascineret på våbnene. I hendes land gjorde kvinder ikke sådan noget. De kastede ikke med spyd eller skød med bue og pil. De fik sjældent lært at bruge våben. Mændene fik lov og blev krigere og ranger. Sådan var det bare ikke med piger. Dante måtte have lagt mærke til hendes fascination, for pludeslig spurgte han: ”Vil du prøve?” Charer så overrasket på ham, men nikkede så.

”Hva’ vil du gerne prøve?”

Charer så rundt og overvejede hvad hun ville prøve. Bue og pil? Aldrig i livet. Hun ville ikke kunne skyde den så meget som en meter. Et spyd? Det krævede nok flere kræfter end hun havde i øjeblikket. Så hendes blik faldt på en af drengene, som stod med en dolk.

”Jeg vil gerne prøve at kaste med en dolk.”

Dante smilede og tog en dolk op af en skede, som hang i livrem om hans liv. Han rakte hende den, og hun tog i mod den. Den lå godt i hendes hånd. Hun lukkede hånden om skaftet. Det føltes faktisk godt. Den passede perfekt i hendes hånd. Dante førte hende ind blandt drengene, og de stoppede alle og så på hende. Hun kunne ikke lade vær med at føle sig utilpas. Hvorfor skulle de kigge på hende?

”Prøv a’ ram træet.” Sagde Dante, og Charer så op. Dante pegede på et tre få meter væk.

”Du ska’ sigte, men vær’ hurtig. Bøj din arm e’ smule, sigt og kast. Men pas nu på din skuld’er.”

Charer nikkede og vendte sig mod træet. Hun så ned på dolken, og holdte godt fast i den. Men da hun gjorde sig klar, blev hendes greb automatisk løsere. Det føltes bedre. Charer gjorde som Dante sagde, sigtede og kastede. Men i det i hun kastede, fokuserede hendes øjne ikke på træet få meter fra hende. De fokuserede på et træ flere meter væk. Hendes kast havde haft mere kraft, end hun troede muligt. Dolken susede gennem luften og der lød et højt dunk, da dolken hamrede ind i træet og satte sig fast.

Det var umuligt eller, det burde være umuligt. Men det var det ikke. Hun havde lige kastet en dolk for første gang i sit liv og nu sad den der. Lige i træet, som stod flere meter væk. Hun vendte sig overrasket mod Dante, og mødte hans chokeret blik. Hun blev opmærksom på, at de andre også stirrede på hende.

”Hvor har du lært’ a’ kast sådan?” Spurgte Dante, som studerede hende med sine brune øjne. Charer brød sig ikke om det. Hun brød sig ikke om alle de øjne der så på hende.

”Jeg har aldrig kastet før.”

”Ingen først’ gangs kastere ka’ kaste sådan der. Du kaster lig’ så god’, som nogle a’ de bedste a’ os.”

Charer så rundt på de andre som stod omkring hende. De så alle på hende med forundret blikke. Hun havde aldrig kastet med dolke før. Aldrig. Eller… havde hun. Det var et stort hul i hendes hukommelse. Hvad var der sket? Frygten steg op i hende. Hvorfor kunne hun ikke huske hvad der var sket? Havde hun kastet med knive før? Hun kunne ikke holde det ud. Blikkene og det store hul. Hun smed dolken fra sig og løbe mellem træerne, mens hun både ønskede og frygtede at hendes hukommelse ville vende tilbage.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...