Skyggens Lærling: Ny Tilværelse *Færdig*

Dette er nummer to af Skyggens Lærling: En anden historie.
Charer bliver fisket op af den store flod, efter at hun røg i. Der er gået tre uger og hun ender hos et naturfolk. Imens leder Will, Halt og Horace efter hende. Men Charer har et stort problem, der forhindre at hun kommer hjem igen. Vil Halt, Horace og Will finde hende? Eller vil de opgive? Vil hun nogensinde komme hjem?
(Jeg må gøre opmærksom på, at det ikke kun er Charer historien vil følge.)

32Likes
102Kommentarer
4818Visninger
AA

2. Vågen

Hun svævede ind og ud af bevidstheden. Den ene gang hun vågnede, var det med et smertens hyl. Hun huskede et par brune øjne, der så bekymret på hende. En anden gang hun vågnede, holdte nogen et krus med vand op til hendes mund. Hun huskede at hun igen vågnede med et smertens hyl og slog omkring sig, da det føltes som om det brændte i hendes ryg. Mørket var igen begyndt at lette, men denne gang var hun ved at vågne af sig selv. Hun begyndte at kunne mærke sin krop. Den var tung og øm. Hun prøvede at åbne øjnene, men hendes øjenlåg var også tunge. Det var som om de var lavet af bly. Hun prøvede at råbe om hjælp, men hun var fanget i sin krop.

Hun vidste ikke hvor længe hun lå der. Halvt ved bevidsthed. Men endelig skete der noget. Hun kunne bevæge sig. Det gjorde ondt, og hun stoppede med det samme. Lidt efter åbnede hun tøvende øjnene. Det hele var sløret. Hun blinkede adskillige gange, før de slørede farve begyndte at tage form. Hun kiggede op i et ujævnt loft lavet af træ. Hun vendte langsomt hovedet. Hun lå i noget der mindede om en seng, med et skintæppe over sig. Hun var alene. Helt alene. Sengen, var nærmere en madras, høs og en masse skintæpper oven på hinanden.

Hun så at der var en døråbning, men ingen dør. I stedet var der endnu et skintæppe, der skærmede rummet af. Hun rynket forvirret brynene. Hvor var hun? Hun prøvede at rejse sig, men en smerte jog gennem hende, fra mellem skuldrebladene og hele vejen ned langs ryggen. Hun udstødte et skrig af smerte og klemte øjnene hårdt i. Der var en lyd og så stemmer og hun åbnede øjnene. Der var en bævelse på den anden side af skintæppet. Hun vil ønske at hun kunne bevæge sig, så hun kunne flygte. Men det kunne hun ikke. Hvis hun så meget som bevægede sin arm, jog smerten igennem hele hendes krop. Hun så desperat rundt, efter noget der kunne hjælpe hende. Men skintæppet blev skubbet til side, og en kvinde kom ind. Hun stirrede.

Kvinden måtte være i 30’erne. Hendes hår var langt og mudderbrunt, men alligevel flot. Det var sat op i fletninger, der var snoet sammen. Men der var underligt ved kvinden, var de mærker og tegn der var malet på kvindens krop. Derudover gik hun i noget underligt tøj. Hendes nederdel var kort, og lavet af dyre skin. Hendes bryster blev kun lige dækket af noget dyre skin. Kvindes øjne var brune og varme. Hun smilede og gik helt ind i rummet. Hun vendte hovedet kort og kaldte på nogen. Men sproget var anderledes, og Charer forstod det ikke.

Kvinden kom hen til Charers seng og knælede. Hun rørte blidt ved Charers kind og sagde noget. Men Charer var ude af stand til at forstå hende, eller reagere på nogen måde. Skintæppet blev igen skubbet til side, og denne gang var det to mænd der kom ind. Den ene var omkring kvindes alder, mens den anden var omkring de tyve. Begge mænd havde bar overkrop, og bare skinbusker der gik til knæene. De havde også tegn malet på deres krop. Kvinden begyndte at snakke hurtigt, og Charer forstod ikke et ord. Hun så forvirret fra den ene til den anden, men de så alle sammen på hende.

Panikken begyndte at brede sig i hendes bryst. Hvor var hun? Manden på tyve forlod rummet, mens den anden mand kom tættere på. Kvinden og manden snakkede sammen. Kvinden så igen på Charer og begyndte at snakke til hende. Men Charer forstod ikke et ord. Kvinden blev stille og rynkede brynene. Så kom der flere ind i rummet. Den ene var en kvinde sidst i fyrrene og den anden var en mand omkring de halvtreds. Manden satte sig på gulvet, ved siden af kvinden med de brune øjne. Han begyndte at snakke, men det lød som om han skiftede sprog.

”Forstå’ du? Forstå’ du mih?” Charer nikkede langsomt, og manden smilede. Selvom om manden var ældre, var han stadig muskuløs. Hans hår var mørkebrunt, med en anelse gråt. Han sagde hurtigt noget til de andre.

Charer så forvirret på ham. ”Hvor er jeg?”

Manden så ned på hende. ”Vi fandt dih. Du kom drivende ned ah floden. Vi fik dih op. ”Han talte med accent, og Charer måtte koncentrere sig for at forstå ham. Floden? Hvordan var hun havnet i floden?

”Hvor er jeg? Hvorfor taler I et andet sprog?” Alle i rummet så på hende, men de forstod hende sikkert ikke.

”Du befinder dih nær en af Picta’s grænser. Vi er e’ naturfolk.” Picta! Hvad lavede hun i Picta? Hun så rædselsslangen på manden.

”Hvad laver jeg i Picta? Jeg bor ikke i Picta. Jeg bor i Araluen! Hvordan er jeg havnet her?! I floden?! Jeg forstår ikke…!” Hendes stemme steg og hun så sig bange rundt. Hvordan var hun endt her? Hun burde ikke være her!

 Forvirringen fik hende til at gå i panik. Hendes hjerte bankede hurtigt, og hun prøvede at sætte sig op. Men en smerte skar genne hende, og manden så bekymret på hende.

”Roli’ vi ved ikke hvorfor du e’ her. Vi fandt dih bare. Du var slemt skadet. Du var blevet skudt i ryggen. Vi var bange for a’ du ikke overlevede.”

Skudt i ryggen. Hvad forgik der? Hun så fra den ene til den anden. Panikken brusede gennem hende. Skudt! Skudt! Hun prøvede at komme op, men smerte forhindre hende i det. Hun slog ud og sparkede, og smerten gav hende kvalme. Pludselig greb hænder fat i hende og holdte hende nede. ”Jeg vil hjem! Jeg vil hjem!”

Skreg hun, mens manden prøvede at få hende til at falde ned. Angst og panik gjorde hende blind. Hun kæmpede mod hænderne, på trods af smerten. Efter lang tid, endte hun med af slappe af. Hun kunne ikke kæmpe imod de stærke hænder. Hun havde tårer i øjnene, og så på manden som forstod hende. Hun trak vejret tungt, og hendes ryg gjorde forfærdelig ondt. Hun så ind i mandens grønne øjne. Han så bekymret på hende.

”Jeg forstår det ikke.” Hulkede hun. ”Jeg forstår ikke hvad der er sket. Jeg burde ikke være her. Jeg ved ikke… ikke hvorfor jeg er blevet skudt.” Manden tog hendes hånd, og gav den et blidt klem.

”Hva’ e’ det sidste du husker?”

Charer prøvede at huske tilbage. Hun prøvede at huske hvad der var sket, men alting var sort. ”Jeg husker, jeg husker at jeg gik i seng, efter at min mor havde formanet mig om, hvordan man er en rigtig dame.” Manden nikkede langsomt.

”Hvad hedder du?” Spurgte han.

”Charer.” Svarede hun langsomt. ”Jeg er 15.”

”Charer, jeg tror at du måske har slåe’ hovedet. At du ikke kan huske hvad der er sket, på grund a’ dine alvorlige skader.” Charer lukkede øjnene og lod tårerne flyde. Manden snakkede, men ikke på hendes sprog. Der var en der svarede, og så var der stille. Charer åbnede langsomt øjnene. Manden så på hende.

”Vi skal nok passe på dih.”

Charer trak vejret dybt. ”Hvem er I?”

Manden smilede. ”Mit navn e’ Dante.” Manden pegede så på kvinden, der var omkring de 30, og var kommet først ind til Charer. ”Det her e’ Lia.” Han pegede så på kvinden sidst i fyrrene. ”Det e’ Norma.” Så pegede han på manden der var på alder med Lia. ”Lorenzo.” Og så pegede han på manden, der var omkring de tyve. ”Og til sidst har vi Matteo.”

Charer så på dem, og forsøgte at huske deres navne, mens hun prøvede at finde ud af, hvordan hun var havnet i Picta.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...