Skyggens Lærling: Ny Tilværelse *Færdig*

Dette er nummer to af Skyggens Lærling: En anden historie.
Charer bliver fisket op af den store flod, efter at hun røg i. Der er gået tre uger og hun ender hos et naturfolk. Imens leder Will, Halt og Horace efter hende. Men Charer har et stort problem, der forhindre at hun kommer hjem igen. Vil Halt, Horace og Will finde hende? Eller vil de opgive? Vil hun nogensinde komme hjem?
(Jeg må gøre opmærksom på, at det ikke kun er Charer historien vil følge.)

32Likes
102Kommentarer
4857Visninger
AA

18. Tilbage, frieri og bryllup

Charer mindedes de sidste uger. Hun havde set sine forældre, der begge havde grædt så meget, at hun ikke kunne forstå et ord af hvad de sagde. Hun var glad for at være sammen med dem igen. Nu hvor hun var sammen med dem, indså hun hvor meget hun faktisk havde savnet dem. Ditlev havde stort set været ved hende hele tiden. Hans ansigt havde været alvorligt og hærget. Han havde holdt øje med hende konstant og spurgt hende, hvordan hun havde det. Hun var glad for Ditlevs omsorg, men hans nedslidte ansigt var for meget for hende.

Det var tydeligt at han bebrejdede sig selv, hvilket Charer ikke kunne bære. Hun havde fortalt ham alt og derefter havde hun klargjort, at intet af det der var sket var hans skyld. Som hun havde forventet, var han brudt ud med, at hvis han nu ikke havde sendt hende af sted, så var det aldrig sket. Men hun nægtede at lade ham bebrejde sig selv, for noget han ikke var skyld i. Charer befandt sig Redmont borgen. Efter nogle dage var de alle taget til Redmort, hvor hun havde fået sit eget værelse. Hun så nu på sit ansigt i spejlet. Hun kunne knap nok kende sig selv, og det var ikke kun fordi hun havde pudder i hele ansigtet. Hun forstod simpelthen ikke, hvorfor damer gik med det stads. Grunden til hun havde det på, var fordi det var en meget særlig aften. Dette var aftenen for ridder Horace og Prinsesse Cassandras bryllup. Charer havde kun set Cassandra på afstand. Lige siden hun kom til Redmont, havde hun holdt sig væk fra store forsamlinger og mange mennesker.

Hun nød ro og fred og at bevæge sig rundt i den nærliggende natur. Men i aften kunne hun ikke undgå alle de mennesker, der sikkert ville have stor interesse for rangerkorpsets første kvindelig lærling. Will og Horace havde sagt til hende, at alle var spændt på at se den første kvindelig lærling. De vidste at Charer, ligesom de fleste ranger, ikke ønskede den store opmærksomhed, så derfor havde drillet hende med det. Der var sket en del siden hun kom tilbage. Der havde været møder og mange forberedelser til den store fest. For Charer var der sket personlige forandringer. Hun havde prøvet at ligge sin tid i Picta bag sig, men det var stort set umuligt. Ditlev havde sagt, at ting ikke bare forsvandt, men at man måtte give sårerne tid til at hele. Men hvor ville hun ønske at hun kunne glemme, så sorgen og smerten vill forsvinde.

Hun så igen på sig selv i spejlet. Tegnene og mærkerne hun havde fået hos naturfolket, var væk. Hun var blevet undersøgt af en læge, som også havde fjernet alle de tegn hun havde fået malet på sig. Hun savnede de tegn. De tegn der beviste, hvor hun havde tilbragt så mange måneder, og hvor hun havde så mange venner. Tegnene var blevet en del af hende, men nu var de væk. Hun følte sig nøgen uden dem og sorgen samt tristheden tyngende hende forfærdeligt. Der lød en svag banken og Charer vendte hovedet, da Will kom ind af døren. Han smilede til hende og det lykkedes hende at smile tilbage. Will havde fint tøj på, men det mindede stadig om ranger tøj. Tøjet var i en flot lysegrøn farve, ligesom Charers kjole. Charers kjole var bare lidt mere fin, formel og total umulig at bevæge sig i.

”Hvordan går det?” spurgte Will.

”Fint nok, men jeg ville ønske at jeg ikke skulle have alt det her i ansigtet. Jeg føler mig som en porcelænsdukke.” Will grinede og lukkede døren.

”Hvad med Horace? Er han klar til den største dag i hans liv?” spurgte Charer med en drillende undertone i stemmen.

Will smilede stort. ”Tja, jeg tror han er så klar som han kan blive. Selvom han ser forfærdelig ud.” Charer smilede et ægte smil. Hun kunne lige forstille sig hvor nervøs Horace var. Men det glædede hende at han fik muligheden for at være sammen med den han elskede. Hun var lykkelig på hans vegne.

”Men jeg kom faktisk for at spørger, om du er klar til at komme med ned. Alyss står og venter nede ad gangen. Jeg synes du skulle møde hende.” Charer rejste sig smilende op. Hun ville rigtig gerne møde Alyss. At være en pige blandt så mange mænd kunne godt være trættende. Det ville være rart at snakke med en kvinde for en gangs skyld. Men hun kom i tanke om noget, da Will nævnte Lady Alyss.

”Jeg er klar,” sagde hun. Will åbnede døren og hun fulgte efter ham.

”Will, hvordan går det med dig og Lady Alyss. Det er ikke for at snage, jeg er bare nysgerrig,” sagde hun hurtigt.

Rødmen blussede op i  Wills kinder. ”Tjo… godt, rigtig godt faktisk. Jeg har friet til Alyss, igen.”

Charer så overrasket, men glad på Will. ”Har du? Hvad sagde hun?”

Will rømmede sig lidt. ”Hun sagde ja og grinede. Hun var glad for at jeg friede igen, men hun fortalte mig, at hun ikke havde forventet et større frieri fra en ranger. Faktisk ville hun have giftet sig med mig, selvom jeg ikke havde friet igen. Hun fortalte mig, at da jeg friede første gang, havde hun været parat til at gifte sig på båden. ” Will rystede på hovedet. ”Hun spillede fornærmet over mit frieri.”

Charer kunne ikke lade vær med at grine. Hun synes allerede godt om Lady Alyss. Will rystede på hovedet igen.

”Jeg lære aldrig at forstå kvinder.”

Charer puffede grinende til Will. ”Det må du bare lære at leve med."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...