Skyggens Lærling: Ny Tilværelse *Færdig*

Dette er nummer to af Skyggens Lærling: En anden historie.
Charer bliver fisket op af den store flod, efter at hun røg i. Der er gået tre uger og hun ender hos et naturfolk. Imens leder Will, Halt og Horace efter hende. Men Charer har et stort problem, der forhindre at hun kommer hjem igen. Vil Halt, Horace og Will finde hende? Eller vil de opgive? Vil hun nogensinde komme hjem?
(Jeg må gøre opmærksom på, at det ikke kun er Charer historien vil følge.)

32Likes
102Kommentarer
4818Visninger
AA

9. Sorg og Trøst

Maden smagte vidunderlig. Hjorte kød var ikke noget hun fik derhjemme, men det smagte virkelig godt. Både Lia og Lorenzo grinede over hendes appetit. Efter maden gik Charer rundt og kiggede sig omkring. Mørket var begyndt at falde på, og stjernerne blinkede klart oppe på himlen. Hun gik ned til floden og satte sig vred bredden, og tog en håndfuld småsten hop i hånden. Hun så på dem i lyset fra månen, inden hun lod dem sive ud mellem sine fingre.

Vandet var mørkt og månen spejlede sig i det. Charer kunne ikke lade vær med at tænke på, hvad der mon var sket siden hun var blevet skudt og nær var død. Men minder var der ikke mange af. Hun huskede en stemme, som hun ikke kunne sætte et ansigt på. Nogle gange drømte hun og denne stemme og mange andre stemmer, som hun følte at hun burde genkende. Men det gjorde hun ikke. I hendes drømme snakkede stemmen til hende, fortalte hende hvordan man skød og kastede med knive. Hun sukkede stille og lagde kinden mod sine knæ.

Hvor ville hun ønske, at hun kunne huske. Men der var intet. Kun et tomrum i hendes hukommelse. Ville hun overhovedet komme hjem. Den tanke skar gennem hende, og hun måtte bide sig i læben for ikke at græde. Naturfolkene var søde, venlig og meget imødekommende, men alligevel følte Charer sig alene. Hun følte at der var en del af hende, som var gået tabt. Derfor blev hun ved med at genkalde stemmen i hendes hoved, for hun havde på fornemmelsen, at den stemme var vejen til hendes minder og hendes tabte jeg. Der lød stille fodtrin. Charer vendte hurtigt hovedet og fik øje på en mørk skikkelse, som hun genkendte.

”Matteo.”

 Hun smilede til ham i mørket, selvom han sikkert ikke kunne se det. Stenene knasede under hans fødder, da han gik hen mod hende. Han satte sig ned og Charer følte sig mere rolig. Hun følte sig altid rolig sammen med Matteo. Han fik hendes bekymringer til at forsvinde.

”Araw.” Sagde han til hende. Hun kunne ikke lade vær med at smile. Naturfolkene kaldte hende ikke Charer. De kaldte hende Guerreior, som betød kriger eller også kaldte de hende Araw som betød sol.

”Hvad laver du her, helt alene?” Spurgte han på naturfolkenes sprog. Charer forstod efterhånden ret meget, men når naturfolkene snakkede til hende, talte de altid langsomt for at hun kunne forstå dem.

 ”Jeg havde brug for… tænke.” Hun overvejede omhyggeligt sine ord og tænkte over det, for at være sikker på at hun sagde det rigtigt.

”Tænker du på dit hjem?” Spurgte Matteo.

Charer trak vejret dybt og lagde armene om hendes ben. Sorgen inden i hende rørte på sig. Hun kunne ikke benægte at hun savnede sit hjem, problemet var bare at hun gerne ville blive. Men hun tænkte på sin familie. På sit land. På hvorfor hun ikke kunne huske noget.

”Ja.” Svarede hun stille.

Det gjorde ondt. Gråden satte sig i halsen og gjorde hende hæs. Hun rømmede sig, mens tårerne steg op i øjnene på hende. Hun ville ikke græde. Hun mærkede en hånd tage fat om hendes. Hånden lukkede sig om hendes egen, og gav blidt hendes hånd et klem.

”Det forstår jeg godt.” Lød det stille.

Hun kunne ikke holde det tilbage længere. Hun lukkede øjnene og lod tårerne flyde. Hvad hvis hun aldrig ville få sin familie at se igen? Hvad hvis de troede hun var død? Hvorfor var det her sket? Et hulk undslap hendes læber og en stærk arm lagde sig om hende skuldre.

Det var rart og beroligende. Hun lod sig falde ind mod Matteo og hulkede mod hans bryst. Matteo holdte om hende, trøstede hende og hviskede ord hun ikke helt forstod. Gråden tog over og hun græd. Hun havde aldrig grædt så meget i hendes liv. Der sad hun så i mørket, i Matteos arme og græd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...