Skyggens Lærling: Ny Tilværelse *Færdig*

Dette er nummer to af Skyggens Lærling: En anden historie.
Charer bliver fisket op af den store flod, efter at hun røg i. Der er gået tre uger og hun ender hos et naturfolk. Imens leder Will, Halt og Horace efter hende. Men Charer har et stort problem, der forhindre at hun kommer hjem igen. Vil Halt, Horace og Will finde hende? Eller vil de opgive? Vil hun nogensinde komme hjem?
(Jeg må gøre opmærksom på, at det ikke kun er Charer historien vil følge.)

32Likes
102Kommentarer
4833Visninger
AA

11. Pigen

Hun vågnede med et sæt og gispede efter vejret. Hun var badet i sved og hendes hår klistrede til hendes pande. Hun kunne kun svagt erindre drømmen. Hun havde drømt, at hun var ved at drukne, det var hvad hun kunne huske. Hun rejste sig op og fik noget tøj på. Der var stille i hytten, hvilket tydede på, at Lorenzo og Lia sov. Hun listede ud af hytten og så at solens første røde stråler ramte trækronerne, og farvede træernes blade rød, mens resten af skoven stadig lå i mørke.

Hun kunne ikke ryste drømmen og de ubehagelige fornemmelser af sig, så hun besluttede sig for at gå på jagt. Om nogle få timer, ville de andre stå op, så hun kunne alligevel ikke se nogen grund til at ligge sig til at sove igen. Hun tog en bue, samt nogle pile. Hun svang pilekoggeret over sin skuldre, og satte nogle dolke i sit bælte. Hun havde fundet ud af, at hun var ret god til at kaste dolke og knive. Med buen i hånden, bevægede hun sig ind i skoven.

 

 

Will

 

De havde ledt i så lang tid nu. Will, der var vand til at ride meget, havde ondt i hele kroppen. De havde næste ikke fået sovet de sidste par dage. De havde modtaget et brev fra Crowley om, at hvis de ikke snart fandt Charer, blev de nød til at komme tilbage. Det havde gjort Halt bitter og mere opsat på at finde Charer. Han ville ikke komme hjem ud hende. Det ville Will for den sags skyld heller ikke. Men det så ikke for godt ud. De havde ledt i cirka tre måneder, og de havde ikke fundet andet end hendes rangerkappe. De red nu inden i en skov. Hvis Will kiggede til venstre, kunne han se floden mellem træerne. Flodens brugs var beroligende og gjorde ham bare endnu mere træt. Tug prustede udmattet og Will klappede ham på halsen.

”Vi tager snart et hvil, bare rolig,” sagde han og rettede sig op.

Han så på Halt. ”Halt, vi er på vej ud af Pitca.”

Halt så lige ud og svarede først ikke. ”Floden er meget lang. Det skulle ikke undre mig, hvis den går i gennem flere lande.”

Will tøvede. Han kendte Halt godt, og han vidste at Halts mod også var ved at svigte. De kunne ikke ride ind i et andet land og begynde at lede der. Det vidste Halt også. Hvis de ikke snart fandt Charer, så det sort ud. Will havde bestemt ikke lyst til at forlade Pitca, uden at have Charer med hjem. Men han blev nød til at indse, at sandsynligheden for at finde hende, ikke var ret stor. Han så trist på træerne. Charer var den første kvindelig ranger nogensinde. Hun havde kæmpet lige så hård som mænd. Hvorfor skulle det lige ende galt for hende?

Hun kunne være blevet en rigtig god ranger, det vidste Will. Will havde faktisk bifaldt, at der kom en kvindelig ranger ind i korpset. Han mente at det var godt. Han vidste at piger kunne være lige så modige og gode som mænd. Alyss havde været i adskillige farefulde situationer. Will ville aldrig undervurdere Alyss. Alyss var smuk, klog, yndefuld, modig… han kunne ikke beskrive hende med ord. Fordi han kendte damer som Alyss, så vidste han også, at kvinder ikke skulle undervurderes og at de kunne mere end bare sy og lave mad.  

De red lidt længere ind i skoven, men kunne stadig høre flodens milde brugs. Pludselig fik Will en underlig følelse. Som om der var nogen, der holdte øje med ham. Han så på Halt, og vidste at Halt følte det samme. De så sigende på hinanden, mens Horace sad og gabte højlydt bag dem. Horace var blevet mere og mere som en ranger med tiden, men han ville altid være en kriger og han ville aldrig lære at fornemme de små ting, som Halt og Will kunne. De red lidt, mens Will blev mere og mere opmærksom på sine omgivelser.

Så, så han det. En lille bevægelse oppe på en lille skråning. Der var nogen. Én der holdte øje med dem. Halt stoppede op og steg af.  Will gjorde det sammen, mens Horace så en smule forvirret ud. Men han regnede dog hurtigt ud, hvad der var gang i. Will trak sin bue og lagde en pil på strengen. Han tog sigte.

”Kom frem, vi har set dig.” Lød Halts stemme.

Halt talte ikke højt. Hans stemme var rolig men bestemt. Der var stille lidt, men så kom en person til syne. Person havde selv en pil rettet mod Halt. Will var klar til at skyde, men det var personen også. Han kunne ikke se meget, men han kunne se, at det var en pige. Hun havde ikke særlig meget tøj på, og efter tøjet at dømme, levede hun primitivt.

Hun begyndte at snakke, men det var ikke et sprog Will forstod. Hun lød truende og vred og snakkede meget hurtigt. Will skævede til Halt for at se, om han forstod hvad hun sagde.  Men det så ikke sådan ud. Solens morgenstråler skinnede igennem trækronerne og faldt på pigens skikkelse. Hun var ung, omkring de 15-16 år. Hendes hår ar flettet og sat op. Hendes krop og ansigt var fyldt med malede tegn. Hendes ansigt ar hårdt og sammenbidt og hendes øjne var stålsatte. Men Will genkendte hende.

”Charer!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...