Skyggens Lærling: Ny Tilværelse *Færdig*

Dette er nummer to af Skyggens Lærling: En anden historie.
Charer bliver fisket op af den store flod, efter at hun røg i. Der er gået tre uger og hun ender hos et naturfolk. Imens leder Will, Halt og Horace efter hende. Men Charer har et stort problem, der forhindre at hun kommer hjem igen. Vil Halt, Horace og Will finde hende? Eller vil de opgive? Vil hun nogensinde komme hjem?
(Jeg må gøre opmærksom på, at det ikke kun er Charer historien vil følge.)

32Likes
102Kommentarer
4818Visninger
AA

13. Minder

Charer skævede til de tre mænd, som villigt fulgte med naturfolkene. Hun var faktisk imponeret og hvor roligt de tog det. Hun gik sammen med Parva, som vrinskede en smule nervøst. Hun strøg blidt Parva over halsen, for at berolige hende.De nåede tilbage til lejren, hvor de tre mænd blev genstand for meget stirren og opmærksomhed, ligesom hun selv havde oplevet. Der var ingen tvivl om at de var fra Araluen. Spørgsmålet var bare, om de talte sandt. De havde god nok rangerkapper, men det gav bare ikke mening, at hun skulle være den første kvindelige rangerlærling. Korpset optog ikke piger. De nåede ind i midten af lejren, hvor Lorenzo og Lila stod. Lila så lettet ud, da hun fik øje på Charer. Charer gik smilende hen til hende og omfavnede hende.

”Vi var bekymret for dig, Araw.” sagde hun på sit sprog, mens hun knugede Charer til sig.

 ”Jeg er okay. Jeg kunne bare ikke sov.” sagde Charer, på naturfolkenes sprog.

 Lila lænede sig tilbage og smilede til hende. I mellemtiden var Lorenzo begyndte at tale de tre mænd. De tre mænd forstod ikke et ord af det, han sagde til dem. Charer gik hen til Lorenzo og Parva der havde stået stille, fulgte efter hende. Lorenzo  stoppede sin talestrøm, da han fik øje på Charer.

”De kommer fra mit hjemland. De forstår ikke dette sprog. Jeg kan tale til dem, oversætte.” sagde hun til ham. Han rynkede brynene.

”Kender du dem?” spurgte han. Hun skævede til de tre mænd, som alle havde deres øjne rettet mod hende.

 ”Nej, men de siger, at de kende mig.” svarede hun.

Hun fik øje på Matteo og Dante, som var kommet hen til Lila. Derefter så hun igen på Lorenzo, som nikkede som svar. Hun vendte sig mod de tre mænd, og Lorenzo begyndte at tale. Hun oversatte det Lorenzo sagde.

”Charer siger, at I kender hende, men hun kan ikke huske jer.” sagde hun, til de tre mænd. Den lidt ældre mand, Halt, som han havde sagt han hed, nikke og så på Lorenzo.

”Vi har ledt efter Charer i flere måneder.” Charer oversatte det, så Lorenzo kunne forstå det.

”Men hun siger, at hun ikke kan huske jer.” sagde Lorenzo, og Charer oversatte det. Halt vendte hovedet, så han så på hen på hende.

”Charer har været ude for noget forfærdeligt.”

Hun kunne mærke at hun stivnede. Hun stirrede så lang tid på Halt, at Lorenzo måtte spørger hvad han sagde. Men hun havde ikke tid til at svare ham. Hun så på Halt og rynkede brynene.

”Hvad mener du?”  

Dante kom hen til Lorenzo, og begyndte at oversætte. Han var den eneste blandt naturfolket, der kunne tale flere forskellige sprog.

”Du er en rangerlærling, Charer.” sagde Halt, men hun rystede på hovedet. Det kunne hun ikke være. Han løj. Han var sikker ikke en gang selv, en rigtig ranger.

”Nej, du lyver!” råbte hun, men Halt forholdte sig roligt.

”Jo. Parva er din hest, som du fik af Ditlev. Han er ranger i dit len og tog dig som lærling.”

Charer stod fuldkommen stille. Hun kunne godt huske at der var en ranger i hendes len, som hed Ditlev. Nej, det gav ikke nogen mening. Hvorfor skulle han tage hende som lærling? Hun rystede på hovedet, og prøvede at få styr på sine tanker.

”Charer, du ved med til et vigtigt møde, hvor du blev udvalgt til at tage med mig, Will og Horace på en mission til Picta. Men da kæmpede mod nogle oprører, blev du skudt. Du faldt ned i en stor flod.”

Flod. Vand. Følelsen af at blive kvalt. Den forfærdelige smerte i hendes ryg. Hun huskede det. Hun huske hvordan hun var sikker på at hun skulle dø. Hun stirrede på Halt, da han trak et sølv egeblad op af lommen. Alle ranger bar et sølv egeblad. Hun stirrede på ham. Så på hans alvorlige og sammenbidte ansigt. Så på hans lave skikkelse. Hun mærke Parva puffe til hende med mulen, mens minderne strømmede over hende som en flodbølge.

Hun huskede hvordan hun havde mødt den berømt Halt og Will. Hvordan hun havde mødt egebladsridderen, Horace. Hvordan hun var blevet skudt en gang, inden de overhovedet var kommet ind i Picta. Hun huskede hvordan hun faldt baglæns ud over broen og ned i vandet. Men vigtigst af alt, hun huskede hvordan Ditlev var gået med til, at tage hende som hendes lærling. Hun stirrede på sølvegebladet. Hun havde søgt svar på hvad der var sket, i så lang tid nu. Og på et øjeblik, huskede hun det hele. Det blev for meget for hende. Hun braste i gråd på stedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...