Skyggens Lærling: Ny Tilværelse *Færdig*

Dette er nummer to af Skyggens Lærling: En anden historie.
Charer bliver fisket op af den store flod, efter at hun røg i. Der er gået tre uger og hun ender hos et naturfolk. Imens leder Will, Halt og Horace efter hende. Men Charer har et stort problem, der forhindre at hun kommer hjem igen. Vil Halt, Horace og Will finde hende? Eller vil de opgive? Vil hun nogensinde komme hjem?
(Jeg må gøre opmærksom på, at det ikke kun er Charer historien vil følge.)

32Likes
102Kommentarer
4818Visninger
AA

7. Kriger

Ditlev forsatte sig uendelig vandring hen over gulvet på Crowleys kontor. Uroen voksede i han krop og pinte ham. Crowley fulgte ham med øjnene og medlidenheden var tydelig i hans ansigt. Han vidste at Ditlev bebrejdede sig selv, selvom han ikke havde nogen grund til det. Ditlev stoppede op og stod med ryggen til Crowley.  Han kiggede ud af vinduet og kunne skimte sit eget ansigt. Som var særdeles hærget. Hans øjne var blanke og der var mærke rander under hans øjne. Han havde ikke sovet meget. Hvert eneste vågent øjeblik brugte han, til at tænke på Charer. Der var gået to måneder, og der var stadig intet nyt.

”Lad mig tage ud og finde hende.” Crowley så trist på Ditlevs ryg, mens Ditlev forsætte med at se ud af vinduet.

”Jeg kan ikke sende dig af sted. Vi har brug for dig her. Jeg ved at du gerne vil finde hende, men så snart der er noget nyt, får vi besked fra Halt.”

Ditlev vidste at han ville få det svar. Han havde fået det gang på gang. Men han kunne ikke holde at vente. Sidde med hænderne i skødet og vente på at få at vide, som Charer var død eller ej. Måske ville de ikke en gang finde hende. Ditlev havde diskuterede med Crowley, og han var endda gået så vidt, at han havde snakket med Kong Duncan, ikke at det havde ført til noget. Han havde fået det samme svar. At de ikke kunne sende endnu en ranger af sted. At de havde brug for ham. At Halt nok skulle sende besked, så snart der var noget nyt. Ditlev var ved at blive desperat. Hun var hans ansvar, han burde lede efter hende.

”Crowley, der er gået to måneder, jeg bliver nød til at lede efter hende. Hun er der ude et sted. Helt alene. Og hun er såret. Jeg bliver nød til at komme af sted…” Men Crowley afbrød ham.

”Ditlev…” Sagde han langsomt, og prøvede at sige det så nænsomt som muligt. ”De har ledt efter hede i to måneder, som du selv siger. Du må da indse at chancer for hun er overlevet, ikke er særlig store.” Ditlev vendte sig rasende rundt.

”Men chancen er der! Hun kan være i live! Hun var, er, mit ansvar.”

 Crowley rystede trist på hovedet. ”Jeg kan ikke lade dig tage af sted.”

Ditlev hamrede hånden ned i bordet. ”Så melder jeg mig ud! Jeg melder mig ud af ranger korpset og tager ud og finder hende!” Han lignede en mand på randen af vanvid. Hans øjnene var blanke og rødrandet, men han græd ikke. Crowley rejste sig og greb hårdt fat i hans arm.

”Nej! Ditlev, du kan ikke droppe det hele. Det er ikke din skyld! Halt, Will og Horace stopper ikke før de har fundet hende. Lige meget hvad.” Hans øjnede borede sig ind i Ditlevs. Ditlev sank ynkeligt sammen i stole og skjulte sit hoved i sine hænder.

”Jeg kan ikke se hendes forældre i øjnene. Jeg kan ikke holde ud at se deres sorg og vide, at hvis jeg ikke havde taget hende som min lærling, så ville dette aldrig være sket.”

Han huskede da han skulle fortælle dem, hvad der var sket. Der var forfærdeligt. Charers far var gået amok. Han havde råbet og skreget, mens hans kone sad grædende i sofaen. Det var endt med, at de begge sad og græd. Ditlev kunne ikke se dem i øjnene. Han havde snakket med Charers mor en gang mere efter ulykken. Charer mindede forfærdelige meget om sin mor, hvis man så på deres udseende. Af sind, var de vidt forskellige. Han tanker fløj konstant til Charer. Hvis hun var død, var det hans skyld. Med et skælvende åndedrag, rejste han sig op og forlod Crowleys kontor, uden at skænke Crowley et blik.

 

 

Charer så ind i de dansende flammer. Der blevet fortalt historier ved bålet hver aften, og selvom Charer ikke forstod et ord, nød hun at sidde her blandt naturfolkene. Smerten i hende ryg var ikke så slem. Efter at hun havde skudt bjørnene, var hun blevet hjulpet ind i Lorenzos hus. Hendes år var blevet renset og forbundet. Derefter var hun endt i noget, der mindede om forhør. De havde alle haft mange spørgsmål, og Charer måtte forklare, at hun ikke vidste at hun kunne skyde. Hun kunne ikke huske, at hun overhovedet havde lært det. Hun fortalte dem alt, undtagen om den mandestemme og de ord hun huskede.

Lia havde stoppet krydsforhøret, og havde derefter takket Charer. Lia var dybt taknemmelige, og Charer havde været sammen med hendes resten af dagen.  Utroligt nok, var Charer blevet hen helt blandt naturfolkene. Alle snakkede om den mystiske pige, der var blevet hevet op af floden og kunne kæmpe lige så godt, som de bedste blandt deres egne. Charer vidste faktisk ikke, at der blev snakket så meget om hende. Da hun var gået sammen med Dante ned til det store fælles bål, var der flere der havde stirret på hende, hvilket gjorde hende særdeles utryk.  

Nu sad hun og lyttede til historierne på det fremmede sprog. Der blev stille og Charer vendte hovedet, for at se hvad der nu skete. Der var flere som havde rejste sig, og kom tilbage med lerskåle, hvor der var noget underligt i. Matteo kom hen og satte sig ved siden af Charer. Han satte en lerskål ned på jorden, og Charer så nysgerrigt ned i lerskålen. Der var en flydende blå farve nede i lerskålen. Hun rynkede forvirret panden. Hvad skulle de bruge maling til nu?

Matteo tog fat om hendes håndled og vendte hendes håndflade opad. Forvirring var tydelig i hendes ansigt, men Matteo smilede roligt til hende, og dyppede en finger i den blå maling. ”Hvad laver du?” Spurgte hun en smule usikkert. Hun anede ikke havde han havde gang i, men det gjorde hende en smule nervøs. Hun havde mest af alt lyst til, at trække hånden til sig. Men det gjorde hun ikke. Matteo, der ikke forstod hende, lagde hovedet på skrå og lyttede koncentrerede.  Men da han ikke kunne finde ud af hvad hun sagde, kaldte han i stedet på Dante. Charer blev en smule roligere, da Dante dukkede op, og satte sig ved siden af hende. Det var rart at der var en, som kunne forstå hende. Derfor blev hun altid rolig, når Dante dukkede op.

”Hej Chare’” Sagde han med et smil.

”Hej Dante, hvad er det der sker?” Hu skævede uroligt til Matteo, som stadig holdte fast om hendes håndled, og havde maling på sin finger.

”Vi maler tegn.” Forklarede Dante, mens han pegede på et tegn på sin egen krop. Naturfolkene havde tagn malet overalt på kroppen. Matteo spurgte om et eller andet, som Charer ikke forstod.

”Matteo spørg, om det e’ okay, hvis han giver dig et tegn, på inderside’ a’ dit håndled?” Charer overvejede det og så tilbage på Matteo.

Hans ansigt var spørgende og venligt. Hans brune øjne var gyldne i skæret fra flammerne. Nu hvor hun tænkte over det, kunne hun ikke se noget galt i, at hun fik malet et lille tegn på sit håndled, så hun nikkede. Matteo smilede og malede forsigtigt på indersiden af hendes håndled. Malingen var kold mod hendes hud, og det kildede en smule.

”Hvad er det for et tegn?” Hverken Matteo eller Dante svarede. De så begge koncentreret på tegnet, som næsten var færdigt. Matteo stoppede og smilede tilfreds, mens han kiggede nøje på det tegn, som han lige havde malet.

”Guerreior.” Sagde Matteo med et smil, og hans øjne mødte Charers, og det tog næsten pusten fra hende. Hans øjne var fulde af respekt og tilbedelse.

”Guerreior, det betyder kriger. Det tegn betyder, at du er en kriger.” Sagde Dante, og Charer nærstuderede tegnet. Det var et fint blåt mønster, der mindede en smule og en drage, hvis man havde fantasi og så godt efter. Kriger. Hun var en kriger.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...