Skyggens Lærling: Ny Tilværelse *Færdig*

Dette er nummer to af Skyggens Lærling: En anden historie.
Charer bliver fisket op af den store flod, efter at hun røg i. Der er gået tre uger og hun ender hos et naturfolk. Imens leder Will, Halt og Horace efter hende. Men Charer har et stort problem, der forhindre at hun kommer hjem igen. Vil Halt, Horace og Will finde hende? Eller vil de opgive? Vil hun nogensinde komme hjem?
(Jeg må gøre opmærksom på, at det ikke kun er Charer historien vil følge.)

32Likes
102Kommentarer
4779Visninger
AA

8. Jagt

 

Will red træt på Tug. Han vendte hovedet og så på Parva, som gik trist ved siden af ham og Tug. Alle ranger havde et særligt bånd til deres heste, og Parva var Charers hest. Parva var nedtrygt og Will blev trist af at se på den sorgmodige hest. Der lød en stille vrinsken fra Tug, som puffede til Parva med mulen, i et forsøg på at opmuntre hende. Men Parva rystede bare irriteret på hovedet. Will sukkede. De var alle ved at miste modet. De havde redet utrætteligt i forsøget på at finde Charer.

I starte havde de kun holdt få pause, men på det sidste var de få pauser blevet til jævnlige pauser. Will, Halt, Horace og hestene var alle trætte og udkørte. Men de var ikke vendt om og det havde overhovedet ikke været på tale. Will kendte sin tidligere læremester og vidste at Halt bebrejdede sig selv for, at de havde mistet Charer i floden. Halt var meget stille og sammenbidt og nægtede at give op. Will ville ønske at han kunne sige noget til Halt, som ville lette byrden fra hans læremesters skuldre. Floden delte sig igen og Will ville dreje af, da Parva pludselig bremsede op.

”Hov!” Sagde Will forundret, og red tilbage til Parva og tog fat i seletøjet.

”Kom så, vi skal denne vej.”

Men Parva nægtede at flytte sig, mens hun prøvede at hive Will i den modsatte retning og hen mod flodbredden. Will anstrengte sig, for at få Parva med sig. Men Parva hev til og Will var ved at ryge af Tug. Det resulterede i at Will mistede grebet i Parvas seletøj, og Parva red i den modsatte retning.

”Halt!” Råbte Will, da Parva red ud i flodens strøm.

Halt vendte sig om og fik øje på sin tidligere lærling. Men Halt var for langt væk og Will måtte efter Parva. De havde mistet Charer, de kunne ikke også miste Parva. Han red hen til flodbredden og så at Parva stod over på den anden side af bredden. Skønt, tænkte han og red forsigtigt ud i floden. Tug vrinskede irriteret og kastede med hovedet som om han sagde, Seriøst? Hvorfor kunne du ikke selv gå ud i vandet?

Will nåede over på den anden side og steg af Tug. Han skyndte sig over til Parva, men så stoppede han op. Parva rodede med mulen i noget der lignede stof. Grønt stof. Hun løftede hovedet, da Will kom hen til hende. Han tog fat i det grønne, mudrede og våde stof og opdagede hvad det var. Det var en kappe og ikke hvilken som helst kappe, det var en rangerkappe. Han holdte kappe op og rakte den frem mod Halt, som lige var kommet over floden.

”Det er Charers.” sagde han stille.    

 

 

Charer stod helt stille og så på hjorten nogle meter fra hende. Den stod og græssede, mens Charer forsigtigt lagde en pil på stregen på sin bue. Charer var gået ind i et væddemål med Matteo og nogle af de andre drenge fra landsbyen. Det gik ud på at skyde det største vildt og bringe den med hjem. Hannen foran Charer var stor og den ville Charer ha’, så hun måtte virkelig koncentrerede sig. Den mindste bevægelse og så ville hun miste sit bytte. Hun var faldet godt til blandt naturfolkene, og hun havde lært en masse af dem.

Hun havde øvet sig meget i deres sprog, og nu kunne hun stort set føre en samtale på deres sprog. Hun boede i Lia og Lorenzos hytte og hjalp altid Lia med forskellige ting. Lia havde sat Charer ind i naturfolkenes hverdags sysler. Matteo havde lærte Charer at gå på jagt. Charer kunne godt bruge våben, til hendes store overraskelse, men hun havde aldrig skudt et dyr før, ikke så vidt hun kunne huske. Derfor havde Matteo lært hende alle de ting hun skulle huske og se efter, når hun skulle på jagt.

Indtil videre havde hun kun skudt fugle, så dette var en afgørende prøve og hun ville vinde over Matteo, det havde hun sat sig for. Hun spændte buen og tog sigt. Så slap hun pilen, som fløj gennem luften og ramte sit mål. Charer skyndte sig gennem terrænet og fandt hjorten liggende på jorden. Pilen havde ramte det helt rigtige sted og hjorten var død med det samme.  Nu var det bare et problem. Hvordan i alverden skulle hun komme hjem med ham? Hun pustede en lok af sit hår væk fra sit ansigt og så på den store hjort.

Selvom hun hadede at indrømme det, så havde hun altså brug for hjælp. Hun satte fingrene i munden og piftede. Det var ret sejt, hun havde aldrig kunne pifte før. Det var igen noget hun havde lært af Matteo. Det var en ret nyttig måde, at kommunikere på. Matteo kunne pifte rigtig højt, og det gjorde altid ondt i hendes øre, når han stod ved siden af hende og piftede.

Hun stod lidt og så hørte hun et pift som svar. Et smil bredte sig over hendes læber. Efter et stykke tid kom Matteo og hans kammerater gennem skoven. De stoppede op og så imponeret på Charers fangst. Hun lagde armene over kors og smilende triumferende.

”Hvem har fanget den største?” Spurgte hun på deres sprog.

Matteo smilede stort og kom hen til hende. Charer nød Matteos selskab. Han var sød, sjov og Charer kunne ikke lade vær med at stirre på ham. Hun måtte flere gange tage sig i, at se på ham når han arbejde eller trænede.   

”Jeg tror du har fanget den største.” Svarede han på sit sprog og vinkede sine venner hen til sig.

De tog alle sammen fat i det store dyr, og begyndte at slæbe det med hjem. Charer så rundt i den dejlige skov. Skoven var stor, smuk og fredfyldt. Så anderledes i forhold til hendes gamle hjem. Hun tænkte knap nok på sit hjem, for hun havde fundet et nyt. Hun havde fundet det sted, hvor hun ville være.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...