Skyggens Lærling: Ny Tilværelse *Færdig*

Dette er nummer to af Skyggens Lærling: En anden historie.
Charer bliver fisket op af den store flod, efter at hun røg i. Der er gået tre uger og hun ender hos et naturfolk. Imens leder Will, Halt og Horace efter hende. Men Charer har et stort problem, der forhindre at hun kommer hjem igen. Vil Halt, Horace og Will finde hende? Eller vil de opgive? Vil hun nogensinde komme hjem?
(Jeg må gøre opmærksom på, at det ikke kun er Charer historien vil følge.)

32Likes
102Kommentarer
4777Visninger
AA

12. Husker du?

Hun havde lige fået øje på en stor kronhjort, da hun havde hørt dem. Hun havde hørt dem komme ridende gennem skoven, og havde hurtigt reageret. Hun vidste ikke hvem de var, eller hvad de ville, men de skulle ikke komme i nærheden af naturfolkenes lejr. Det var tre mænd. To af dem var ikke særlig højde, men det tredje var til gengæld noget af en kæmpe. Han var høj og muskuløs.

De to lave bar mørkegrønne kapper, der blandt andet skjulte deres ansigter. Hun havde holdt øje med dem på afstand, men de havde opdaget hende. Hvordan, vidste hun ikke. Hun havde været omhyggelig med ikke at blive set eller hørt, men de havde opdaget hende alligevel. Hun havde sin bue klar, men det havde en af mændene også.

”Forsvind!” råbte hun, på naturfolkenes sprog. Men de blev stående. Hun begyndte at snakke igen, men det lod ikke til, at de forstod hende.

”Charer!” råbte manden med buen pludselig og gav hende et chok. Hun spændte sin bue, rettede den mod ham og var klar til at skyde.

Overraskelsen lammede hende et øjeblik, men hun sørgede for, at hun ikke viste det. Manden havde sagt hendes navn. Elle måske tog hun fejl. Hun så undersøgende på dem, og brød sig ikke om deres blikke. Mændene med kapperne, havde skubbet deres hætter væk fra ansigtet. Alle tre så intens på hende, hvilket fik hendes muskler til at spændes. Hun brød sig ikke om opmærksomheden.

”Forsvind!” Råbte hun igen, på naturfolkenes sprog.

Hun vidste ikke hvem de tre mænd var, men de gjorde hende nervøs. Hun forstod ikke deres opførsel. Den unge, lave mand, med kappen havde sænket sin bue. Det gjorde man ikke, når man stod over for en fremmed, som muligvis var en fjende. Den anden mand med kappe, var ældre, han holdte hænderne frem foran sig i en gestus, hun ikke forstod.

”Charer,” sagde den ældre mand og tog et par skridt frem.

 Hun følte sig trængt op i en krog. Ligesom et dyr. De kendte hendes navn, hendes rigtige navn. Det skræmte hende. Hun opfangede en bevægelse ud af øjenkrogen. Hendes muskler spændtes, og hun var klar til at skyde.  Mændene havde haft fire heste med sig, og den ene var ved at gå amok. Den rev sig løs, fra den ene mands greb, og løb direkte mod hende.

Hun skulle til at skyde, da hun fik set nærmere på hesten. Den kom løbende mod hende, men virkede ikke truende. Hun tøvede, hvilket altid ville være en fejl, men ikke i dette tilfælde. Hesten stoppede op foran hende og vrinskede. Hun sænkede langsomt sin bue, og så på hesten. Den var smuk og yndefuld og slet ikke farlig. Hun rakte tøvende en hånd ud, og rørte ved den. I det samme dukkede et minde op. Dette var ikke hvilken som helst hest, det var hendes hest.

”Parva.” Navnet røg ud over hendes læber, før hun nåede at tænke.

Hesten vrinskede glad. Og i det samme bredte der sig en lykkelig følelse indeni Charer. Parva, hende hest. Smilet bredte sig på hende læber, og hun strøg Parva over den fine hals. Parva vrinskede glad og så Charer i øjnene. Hesten ville fortælle hende noget, og det var som om hun forstod budskabet. Hvor du været? Jeg har ledt efter dig!
 

”Undskyld, undskyld at jeg ikke kunne huske dig.” hviskede hun som svar.

En bevægelse fangede Charers opmærksomhed. Den ældre mand, var gået frem mod hende igen. Hun var lynhurtig og hævde sin bue. Hun vidste ikke hvem de mænd var, men de skulle ikke komme nærmere. Den ældre mand stoppede brat.

”Charer, det mig. Halt.”

Til sin forbløffelse, forstod hun ham. Han snakkede det sprog, som hun var vokset op med.  Men hun huskede ikke det navn, Halt. Hun mindes ikke, at hun kendte nogen Halt. Derfor sigtede hun stadig på ham, klar til at skyde. Den anden mand, ham med kappen, gik langsomt frem mod manden, Halt. Charer holdte skarpt øje med, at de ikke pludselig trak en skjult våben.

”Charer, kan du ikke huske os?” spurgte den yngre mand. Han rynkede på brynene, som om der var noget, han var forvirret eller der var noget han ikke forstod.

 ”Det er mig, Will. Vi mødtes til rangernes krisemøde.” Ranger? Ordet gav genlyd i hendes hoved. Ranger… Ranger! De var kongens elitekorps i hendes land. De to mænd var ranger, det forklarede deres mørke kapper. Men… hun havde da ikke mødte ham Will før. Havde hun?

”Charer, kan du ikke huske det? ”

”Ranger,” sagde hun langsomt, på sit eget sprog, så de forstod hende. ”I er… ranger. Men… hvorfor er I her?”
 

”Vi er kommet efter dig.” Charer vendte hovedet, da den tredje mand talt. Hun blev forvirret. Hvorfor skulle kongen sendte sit elitekorps efter hende? Og hvorfor to ranger? Der var et eller andet med en mission en ranger, hun kunne bare ikke huske, hvor hun vidste det fra.

”Jamen Charer, vi er kommet efter dig, fordi du er en af os. En ranger. Den første kvindelig ranger.” sagde Will.

Overraskelsen og forvirringen fik hende til at stivne. Han løj. Det kunne ikke være sandt. Han løj. Han kendte hende ikke en gang. Hun stirrede på Will, hvis ansigt lyste af ærlighed. Nej, det kunne da ikke passe. Hun kendte dem ikke en gang. Måske prøvede de at snyde hende. Måske var de slet ikke ranger. Hun så fra Will til, til den større mand og tilbage igen.

Hendes hoved begyndte at gøre ondt. Minder kom til hende. Smerten, vand… floden, hun skulle dø. Hun skulle dø. Hun gispede og tog sig til hovedet. Smerte. Smerten... så meget smerte. Så skar råb igennem skoven, og Charer kiggede op da nogle mennesker begyndte at myldre frem. Naturfolkene. De rettede deres våben mod de tre mænd, som måske kunne give Charer sit liv tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...