Skyggens Lærling: Ny Tilværelse *Færdig*

Dette er nummer to af Skyggens Lærling: En anden historie.
Charer bliver fisket op af den store flod, efter at hun røg i. Der er gået tre uger og hun ender hos et naturfolk. Imens leder Will, Halt og Horace efter hende. Men Charer har et stort problem, der forhindre at hun kommer hjem igen. Vil Halt, Horace og Will finde hende? Eller vil de opgive? Vil hun nogensinde komme hjem?
(Jeg må gøre opmærksom på, at det ikke kun er Charer historien vil følge.)

32Likes
102Kommentarer
4772Visninger
AA

16. Hjemme

Turen havde været uendelig lang. Charer hang træt med hovedet og måtte kæmpe for at holde sine øjne åbne. Hendes ben, ryg og bagdel gjorde forfærdelig ondt. De havde kun holdt få pauser, fordi Halt ønskede at komme så hurtigt hjem som muligt.

Charer ønskede også bare at komme hjem. Hun ville så gerne tilbage til sin normale hverdag, og glemme alt der var sket i Picta. Men en stor del af hende ville gerne huske hendes tid hos naturfolkene. Det gjorde ondt ved tanken om dem. I gennem hele turen havde Charer kæmpet mod sorgen og smerten, men det lykkedes ikke at fortrænge smerten over afskeden. Det var efterhånden en dags tid siden, at de var redet ind i Araulen.

Charer kunne mærke trætheden der begyndte at overmande hende. Hendes øjne faldt kort i, for et øjeblik efter rørte nogen ved hendes skulder. Hun slog øjnene op og var næsten faldet af sadlen. Hun vendte hovedet og fik øje på Horace, som red lige ved siden af hende. Han smilede opmuntrende til hende og hun tvang et smil frem.

”Vi er der snart,” sagde han stille.

”Nej, der er mindst en halvdags rejse til Redmont borgen og en heldags rejse til mit len,” sagde hun en smule opgivende og forfærdelig træt. Det var trættende at skulle overskue en halv til en heldags rejse.

”Jamen vi skal ikke til Redmont eller dit len.” Det fik Charer til at vågne for alvor, og hun rettede sig op i sadlen.

”Hvor skal vi så hen?”

”Vi skal til Araulen Slottet. Mens du sov, fik vi en due fra Crowley,” han smilede. ”Han, Ditlev og dine forældre møder os på Araulen slottet.”

Det var bare super. Ikke nok med at hun var træt, nu var hun også hammer nervøs. Araulen slottet var der hvor Kong Duncan boede sammen med hans datter Cassandra. Desuden skulle hun se Ditlev igen, Ditlev hun havde glemt og som stadig virkede en smule fremmed for hende. Hun kunne huske nogle minder, hvor Ditlev var med, men en del af hende kunne alligevel ikke rigtig genkende ham i minderne. Hvis man bad hende om at beskrive Ditlev, ville hun ikke vide, hvad hun skulle sige.  Nervøsiteten tog for alvor sit tag i hende, da hun fik øje på det kæmpe store slot i det fjerne.

 

Ditlev

Ditlev gik frem og tilbage over gulvet på Kong Duncans kontor. Kong Duncan var der ikke selv i øjeblikket, men det var Crowley til gengæld. Crowley lænede sig op ad væggen, mens han betragtede Ditlevs hvileløse vandring over gulvet. Ditlev havde været hvileløs lige siden han fik af vide, at Charer var i live. Han havde været på nippet til at springe op på sin hest, og ride hende i møde. Men Crowley havde strengt sagt til ham, at han skulle tage til Araulen slottet og blive der.

Charers forældre var endnu ikke kommet, men de var på vej. Ditlev huskede tydeligt deres ansigter, da de fik af vide, at deres datter var i live. Han havde haft sådan en skyldfølelse overfor ægteparret. De sidste måneder havde været et helvede for dem. Det havde det nu også været for Ditlev. Skyldfølelsen havde ophobet sig og taget bolig i hele hans krop. Selvom skyldfølelse ikke var helt væk, tyngede den ham ikke så meget som før.

Crowleys øjne fulgte hans skridt.”Ditlev, sæt dig nu ned og slap lidt af. Du ser forfærdelig ud.” Det var sandt. Ditlevs hår var i uorden, der var sorte rander under hans øjne og hans skulder var anspændte.

”Jeg slapper ikke af, før jeg har set at Charer er i god behold med mine egne øjne.” Han stoppede op, da han fangede glimt af bevægelse ud af vinduet. På gårdspladens havde stemningen ændret sig. Folk kom løbende til, da fire skikkelser kom til syne.

 

Ditlev var hurtig nede i den store hall og skyndte sig ud af døren, med Crowley ved siden af sig. Angsten meldte sig med det samme, da han så de fire skikkelse. Halts ansigt var hærget og svært at læse, som alt. Will steg elegant af sin hest, og så en smule udmattet ud, men hans øjne skinnede livligt. Bag dem var den store muskuløse Horace i gang med at hjælpe en lille skikkelse af Parva. Ditlev måtte holde vejret, da skikkelsen vendte sig om. Det var Charer men… åh nej.

Hun bar en kappe af dyre skin og hun havde næsten ikke noget tøj på. Hun havde korte bukser på og en top, der kun dækkede det øverste af hendes krop. Hendes hår var meget længere, end Ditlev huskede det og hendes ansigt var fuldstændig udtryksløst. Men det var ikke det der chokerede Ditlev mest, det var tegnene der var malet over alt på hende krop og hendes øjne. Hendes øjne var fyldt med sorg og smerte. Der var ikke det glædelig lys i dem, som Ditlev havde været så vand til at se. Det knuste ham at se hvad der var sket med den unge glade pige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...