Skyggens Lærling: Ny Tilværelse *Færdig*

Dette er nummer to af Skyggens Lærling: En anden historie.
Charer bliver fisket op af den store flod, efter at hun røg i. Der er gået tre uger og hun ender hos et naturfolk. Imens leder Will, Halt og Horace efter hende. Men Charer har et stort problem, der forhindre at hun kommer hjem igen. Vil Halt, Horace og Will finde hende? Eller vil de opgive? Vil hun nogensinde komme hjem?
(Jeg må gøre opmærksom på, at det ikke kun er Charer historien vil følge.)

32Likes
102Kommentarer
4963Visninger
AA

3. Glemt og husket

Charer havde sovet en del siden hun havde hilst på Dante og de andre. Nu var hun igen vågen og prøvede at komme op og sidde. Men det var det samme resultat. En smerte skar gennem hendes ryg. Hun gispede og bed tænderne sammen og måtte opgive. Hun så sig rundt i den lille rum. Det eneste der var udover sengen, var et lille bord. Hun sukkede stille og kunne høre nogle bevæge sig henne ved forhænget til hendes rum.  Hun vendte hovedet, så hun kunne se hvem det var der kom. Det var Dante. Han smilede venligt til hende og kom hen til hende.

 ”Hvorda’ går det?” Spurgte han og knælede ved hendes seng.

”Det gør stadig ondt, og jeg kan ikke huske noget.” Hun sukkede og så op i loftet. Tanker var konstant kørt gennem hendes hoved. Hvorfor var hun i Picta? Hvad lavede hun i Picta? Hvorfor var hun blevet skudt? Hvordan var hun endt i floden?

”Det ska’ nok bliv’ bedre. Såret ska’ renses og angående din hukommelse, så vil den sikker’ vende tilba’.” Sagde han venligt og Charer vendte hovedet.

Dante var omkring midt i halvtredserne, men han var fuld af liv og stærk. Hans øjne var brune og venlige og den eneste der kunne forstå hende. Ligesom de andre mænd, bar han kun knæ bukser og havde tegn malet overalt på kroppen. Charer var ret nysgerrig. Sådan ville mændene i  Araluen aldrig gå klædt eller se ud. Hun var nysgerrig efter at vide, hvorfor de malede sig på kroppen.

”Dante, I er jo et naturfolk. Har i valgt at leve sådan?”

Han nikkede. ”Ja, det har alle her valgt det. Vi lever a’ nature’ og arbejder med det vi har.” Han smilede og så ned på hende. ”Vi e’ en del he’ i vore’ stamme.” Charer lyttede interesseret.

 ”Hvor mange er I?” Han sad lidt og tænkte inden han svarede hende.

”Vi e’ ret mang’. Vore’ leder e’ Lorenzo, som du har mødt. Hans kone, Lia, er min datter.” Så Lia, damen med de venlige brune øjne, var lederens mand. Det måtte betyde, at Charer befandt sig i Lorenzos hus eller hytte, eller hvad end det var.

”Hvorfor maler i jer på kroppen?” Spurgte hun nysgerrigt og så på Dante. Han så hurtigt ned ad sig selv og smilede.

”Det e’ gamle tegn, der stå’ for forskellige ting. De e’ en del af vore’ levevis og tro.” Charer så nærmere på tegnene. De var faktisk flotte og godt malet. De var smukke, når man så nærmere på dem.

”Tro?” Spurgte hun.

Han nikkede. ”Ja, vi tro’ på Asili, det e’… hvordan ska’ jeg oversætte det. E’ form for natur gudinde. Hun beskytter og værne’ om nature’.” 

Charer så på ham og nikkede forstående. En natur gudinde. Charer troede ikke på noget og var derfor langt fra religiøs. Charer sukkede og lukkede øjnene. Hun følte sig så udmattet og hendes ryg begyndte at gøre ondt igen. Hun skar ansigt og stønnede at smerte. Hun prøvede på at finde en mere behagelig måde at ligge på, men bare hun bevægede sig, så sendte det en bølge af smerte gennem hende. Hun slog øjnene op og gispede igen. Hendes øjne mødte Dantes bekymrede blik. Han begyndte at tale højt, men ikke på hendes sprog og der lød en kvindelig stemme, som svarede ham. Charer så på Dante.

 ”Der kommer en nu og se’ på dit sår.” Forklarede han og Charer nikkede træt.

Forhænget blev skubbet til side. Damen, Norma, og Lia samt Matteo, drengen på cirka 20. Norma begyndte at snakke til Dante. Norma havde også brune øjne og hendes hår var sort, langt og flettet. Hun satte sig ved siden af Charer, på den modsatte side af Dante. Hun begyndte at snakke igen, og Charer ville ønske at hun forstod hende. Dante rejste sig og tog blidt fat i Charers skuldre.

”Vi e’ nød til at vende dih om.” Charer kunne mærke frygten.

 Det ville komme til at gøre ondt. Det vidste hun bare. Dante trak blidt i hende, og smerten skar igennem hendes krop. Hun udstødte en lille skrig og bed tænderne sammen. Hun lå på maven og kunne mærke hvordan noget der mindede om forbindinger, blev skåret over. Nu blev hun klar over at hun havde bar overkrop. Hvilket gjorde hende forlegen. Hun prøvede at bevare roen, men blodet pumpede og hun vidste at det ville komme til at gøre ondt.

Hun mærkede en brændende fornemmelse, da noget vådt blev dryppet ud over hendes sår. Smerten var grufuld og hun skreg. Hun kunne ikke holde skrigene tilbage, da hvad det end var, brændte sig ned gennem såret. Det var smertefuldt og gav hende kvalme. Men smerten forsatte og gjorde hende ør i hovedet, mens hun skreg.

 

 

Will så på Tug, som drak af vandet. Det var varmt og nærmest ulideligt at ride. Han så på Horace, som ad på en sten. De havde redet i tre uger nu, uden at have fundet spor af Charer. Will huskede det tydeligt. Huskede hvad der skete. Han havde været i fuld gang med kamp, da han havde hørt Halt råbt. Han havde set det. Set pilen der stak ud af Charers ryg. Set hvordan hun valkede og mistede balancen. Set hvordan hendes blik blev fjernt, og hvordan hun faldt sidelæns ud over broens kant. Det havde været en tyng byrde for dem alle. Halt havde desperat prøvede at finde hende i det mørke vand.

Da det stod klart for dem, at strømmen måtte have taget hende, besluttede de sig for at ride langs floden. Problemet var bare at floden hele tiden delte sig. De vidste ikke hvor strømmen havde ført Charer hen. Tug puffede til Will og han blev revet ud af sine tanker. De havde alle tre været tynget af sorg. De vidste alle tre, at der ikke var stor sandsynlighed for, at hun var overlevet. Men de håbede alligevel.

Will havde prøvet at holde tårerne tilbage, ligesom Horace. Charer, den første kvindelige rangerlærling, var blevet en god rejsekammerat og ven. Halt havde også været ked af det, men han havde vist det på sin egen måde. Han havde været meget stille og havde ikke snakket så meget. Han havde sendt adskillige breve af sted til Crowley. Halt følte at det var hans skyld. Det vidste Will. Will kendte sig læremester godt, og vidste at Halt p tog sig skyld. Han havde lovet at passe på hende. Han havde lovet Ditlev, at passe på Charer. Will havde prøvet at snakke med Halt, men Halt ville ikke snakke om det.

Will sukkede og gjorde Tug klar. Der ventede dem en lang ridetur.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...