Skyggens Lærling: Ny Tilværelse *Færdig*

Dette er nummer to af Skyggens Lærling: En anden historie.
Charer bliver fisket op af den store flod, efter at hun røg i. Der er gået tre uger og hun ender hos et naturfolk. Imens leder Will, Halt og Horace efter hende. Men Charer har et stort problem, der forhindre at hun kommer hjem igen. Vil Halt, Horace og Will finde hende? Eller vil de opgive? Vil hun nogensinde komme hjem?
(Jeg må gøre opmærksom på, at det ikke kun er Charer historien vil følge.)

32Likes
102Kommentarer
4884Visninger
AA

17. Genforening

Charer så hen mod trappen der førte op til slottets store dør. På det nederste trappetrin stod to mænd og ventede dem. Hun fulgte langsomt efter Will, Horace og Halt mens hun nærstuderede de to mænd. Der var noget velkendt ved dem, men der var også noget fremmed. Selvom hun før var ved at besvime af træthed, var hun nu lysvågen. Selvom hun var hjemme i sit eget land, føltes det som om hun var i et fremmed terræn.

Hun skannede hurtigt gårdspladsen, som var ufattelig stor. Der var mange vagter og af en eller anden grund, følte hun sig ikke tryg ved dem. Men hendes blik vendte dog tilbage til de to mænd. De var ikke særlig høje og den ene havde rødt hår. Hun havde set ham før, men hvor kunne hun ikke huske. Den anden havde brunt hår og grønne øjne.

De grønne øjne hvilede på hende, og havde et bekymret udtryk. Ditlev. Navnet dukkede pludselig op i hendes hoved, sammen med nogle fjerne minder. Det var Ditlev, hendes læremester. Hun stoppede op et par meter fra de to mænd og stirrede på Ditlev, mens Will, Horace og Halt hilste glædeligt på Ditlev og den rødhårede mand.

”Velkommen hjem, Charer.” Charer vendte lynhurtigt hovedet, ved lyden af sit navn. Det var den rødhårede mand som talte til hende. Han smilede venligt, mens hans øjne så en smule… vagtsomt på hende. Som om han ikke vidste, hvilken reaktion han kunne forvente.

”Tak,” mumlede hun stille. Hvor havde hun set ham før? Ansigtet fik en klokke til at ringe, men hun kunne ikke genkalde sig et navn eller et minde. Manden smilede til hende.

”Kan du huske mig?” spurgte han forsigtigt. Charer overvejede tøvende, om hun skulle lyve.

”Ikke helt,” svarede hun, mens hendes hjerne arbejdede på højtryk.

”Jeg er rangernes kommandant, Crowley,” sagde han en smule afventende.

Crowley… kommandant… pludselig trængte minderne igennem og hun huskede dette ansigt. Crowley! Selvfølgelig! Hvordan kunne hun glemme det? Det var Crowley der blandt andet havde givet hende lov til at rejse med Halt, Will og Horace. Han var ranger kommandant, og god ven af både Kong Duncan, Baronen fra Redmont og Halt, selvfølgelig.

Hendes ansigt lyste op i et svagt smil. ”Undskyld, jeg har stadig problemer med hukommelsen, men minderne begynder at komme igen. Jeg kan godt genkende Dem og nu kan jeg godt huske hvem De er.”

”Godt at hører. Men bare drop den formelle tone, Charer. Det går vi ranger i så højt op i.” sagde Crowley med et smil.  Charer slappede en smule mere af, men hendes opmærksomhed blev igen fanget af Ditlev.

”Hvordan har du det Charer?” Hendes smil falmede.

Det var et af de spørgsmål hun så vidt som muligt gerne ville undgå. Det smertede hende ved tanken om alt det var sket og alle dem hun havde forladt. Det var et helt liv som efterladt i Picta. Nej, hun ville ikke græde. Mens hun kæmpede mod tårerne, mærkede hun Ditlevs arme der omsluttede hende. Først var hun stiv i hans omfavnelse og knyttede hænderne. Hun ville ikke vise svaghed. Det havde hun gjort alt for mange gange. Hun ville ikke, hun ville ikke… men til sidst overgav hun sig til Ditlevs omfavnelse. Hun klemte øjnene hårdt i og lod, forhåbentligt for sidste gang i offentlighed, tårerne strømme ned over sine kinder.       

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...