Skyggens Lærling: Ny Tilværelse *Færdig*

Dette er nummer to af Skyggens Lærling: En anden historie.
Charer bliver fisket op af den store flod, efter at hun røg i. Der er gået tre uger og hun ender hos et naturfolk. Imens leder Will, Halt og Horace efter hende. Men Charer har et stort problem, der forhindre at hun kommer hjem igen. Vil Halt, Horace og Will finde hende? Eller vil de opgive? Vil hun nogensinde komme hjem?
(Jeg må gøre opmærksom på, at det ikke kun er Charer historien vil følge.)

32Likes
102Kommentarer
4775Visninger
AA

19. Farvel

Brylluppet var overdådigt og smukt. Charer stod og så på Horace og Prinsesse Cassandra, som en dag ville blive til Dronning Cassandra. De var så smukke sammen. Cassandra’s kjole var vidunderlig og gjorde underværker. Den fik hende virkelig til at stråle. Horace var også i det fineste tøj. Charer havde måbet, da hun havde set ham. Han lignede slet ikke den Horace, hun var vant til at se. Der var ingen rustning eller noget der bare mindede om ridderudstyr. Desuden strålede hans øjne af lykke og glæde. Charer smilede for sig selv, hun var så glad på Horace vegne. Vielsen havde været rørende og smuk. Den måde Cassadra og Horace så på hinanden, viste at de var lykkelige sammen.

Charer stod lidt for sig selv og betragtede det store selskab. Der var ufattelige mange mennesker, men det gjorde også, at Charer bedre kunne holde sig i baggrunden. Hun ønskede ikke at skulle sætte en facade op og smile hele tiden. For sandheden var, at selvom hun var glad på Horaces og Cassandra’s vegne, så var hun selv ulykkelig. Det knugede i hendes bryst, hver gang hun kom til at tænke på Naturfolket. Hun kunne ikke holde op med at tænke på Matteo. Smerten i hendes bryst blev værre, og hun kunne mærke tårerne stige op i hendes øjne. Nej! Hun ville ikke græde. Hun måtte være stræk, og hun ville ikke græde over det til Horace bryllup. Hun skulle ikke tænke på det nu. Lige nu skulle hun tænkte på Horaces lykke.

”Hej.” Lød en stemme og hun vendte hovedet, og så ind i et par grønne øjne. Ditlev. Han stod smilende foran hende i fint grønt tøj. Hun kunne ikke lade vær med at smil.

”Jeg havde aldrig forstillet mig, at skulle se dig i en andet end ranger tøj. Jeg troede ranger hellere ville dø end at gå uden deres uniform.” Ditlev grinede og så smilende på Charer. Hun var glad for at se ham smile. Han havde været så alvorlig og trist efter det der var skete med hende. Han havde bebrejdet dig selv, og havde ment at det var hans skyld, fordi det var hans forslag, at Charer skulle med på den mission.

”Jeg ville nu også helst have min uniform på, men det er jo et bryllup. Men bliver nød til at være lidt fint.”

Han så på Charer. ”Men din kjole, den klæder dig.” Charer så ned ad sig selv. Hun ville ikke selv have valgt den grønne kjole, men den var vel fin nok.

”Tak,” sagde hun og i det samme vendte sorgmodigheden tilbage. Hun følte sig slet ikke tilpas i den kjole. Snart skulle hun tilbage og være rangerlærling og gå i ranger tøj. Men det havde hun ikke lyst til. Hun kunne ikke længere forstille sig, at gå rundt i de mørke grønne kapper, som alle ranger gik med. Ditlevs smilende ansigt blev forvandlet til bekymring.

”Charer,” sagde han stille og rynkede brynene. Han bekymrede udtryk blev for meget. Det føltes som om kjolen var ved at kvæle hende og luftbobler satte sig fast i hendes hals.

”Jeg har brug for luft.”

Ditlev åbnede munden, men hun strøg forbi ham. Tårerne steg igen op i hendes øjne, men denne gang gjorde hun intet for at standse dem. Hun gav tårerne frit lød, da hun småløb ud af den store sal. Hun satte først farten ned, da hun nåede ud i den kolde natteluft. Luften var blid og kølig og hun trak vejret dybt for at falde ned. Hun befandt sig i den smukke slotshave. Det var for mørkt til at hun kunne se alle de smukke blomster og planter, men visheden om at de var der gjorde hende rolig. Hun kunne se de mørke omrids af planter, blomster, træer og buske. Den milde vind legede med hendes hår, da hun satte sig på en kold, hård stenbænk. Der var stille og fredfyldt. Men hun var ikke alene længe. Hun kunne høre en der stillede bevægede sig hen mod hende. Hun rejste sig ikke, men blev siddende da en person satte sig ved siden af hende.

”Jeg kan ikke mere," hviskede hun stille og det gjorde ondt at sige det. Det føltes som om endnu en del af hende, blev revet i stykker.

”Hvad kan du ikke?” Lød Ditlevs milde stemme.

”Jeg kan… ikke mere. Jeg tænker hele tiden på dem. På hvordan jeg havde det der. En del af mig ønsker at vende tilbage, men jeg kan ikke. Og jeg kan…” Hendes stemme knækkede over, og det tog lidt tid, før hun kunne sige noget igen. ”Jeg kan ikke være rangerlæring længere.” Der var stille mellem dem, og stilheden pinte hende. Hun kunne høre Ditlev vejrtrækning, men det var alt. Hun vidste ikke hvor længere de sad sådan. I stilhed.

”Charer, jeg ville så gerne hjælpe dig. Jeg ved hvor svært du har det, men du må ikke opgive det her. Jeg skulle ikke bare have sendt dig af sted. Men Charer, du er stærk. Du hører til blandt os. Som rangerkorpsets først kvindelige ranger. Du kan blive en fantastik ranger, Charer.” Ditlev stemme var stille, men hun kunne fornemme tyngden af hans ord og smerten i hans stemme. Det gjorde bare det hele endnu sværere.

”Jeg kan ikke, Ditlev. Jeg vil så gerne blive, jeg vil så gerne forsætte med at være ranger. Men jeg kan ikke. Jeg er ikke stærk, jeg er bange.” Det føltes skamfuldt at indrømme hendes frygt. Tårerne flød frit over hendes kinder, hun havde for længst opgivet at standse dem, og faldt ned på hendes knyttet hænder.

”Charer, frygten er det der gøre os stærk. Jeg er også bange. Jeg var bange da jeg troede du var død. Jeg var bange da jeg så dig igen. Jeg var bange for hvad der var hændt dig og hvilke konsekvenser det ville få. Jeg er bange nu, bange for at du ikke vil blive hos os, hos mig.”

Charer løftede overrasket hovedet og så på Ditlevs mørke skikkelse. Ditlev havde aldrig virket svag eller bange. Han havde altid fremstået stræk og beslutsom. Men nu sad han her, ved siden af hende, og åbnede sig op. Han blottede sig fuldstændig og det fik endnu flere tårer til at løbe ned over hendes kinder. Han holdte af hende og hun holdte af ham. Han var ikke bare hendes mentor, men også hendes ven. Ditlev betød så meget, derfor smertede de næste ord hende og skar dybe sår i hendes indre.

”Jeg kan ikke blive. Jeg… har ikke lyst, til at være ranger mere. Den del af mig er væk.” Hun rejste sig op. Hun kunne ikke klare mere. Hun måtte væk. Hun ville bare være sig selv. Hun fornemmede Ditlev blik, da hun hastede væk fra ham. Væk fra det liv som hun engang brændt for, men ikke længere ønskede.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...