Skyggens Lærling: Ny Tilværelse *Færdig*

Dette er nummer to af Skyggens Lærling: En anden historie.
Charer bliver fisket op af den store flod, efter at hun røg i. Der er gået tre uger og hun ender hos et naturfolk. Imens leder Will, Halt og Horace efter hende. Men Charer har et stort problem, der forhindre at hun kommer hjem igen. Vil Halt, Horace og Will finde hende? Eller vil de opgive? Vil hun nogensinde komme hjem?
(Jeg må gøre opmærksom på, at det ikke kun er Charer historien vil følge.)

32Likes
102Kommentarer
4824Visninger
AA

15. Farvel

Charer forsøgte at holde de tårer tilbage, som var på vej ned over hendes kinder. Hun klemte øjnene hårdt i, mens hun stod i Lias arme. Det var umuligt at bære, at hun skulle rejse. Dagen i går havde været et sandt mareridt. Dagen var startet som en hver anden og den endte med, at hun kunne huske stort set alt. Minderne var kommet som en foldbølge og havde oversvømmet hendes sind med billeder og minder. Hun huskede sin ivre efter at blive rangerlærling.

Hun huskede hvordan hun var faldet i folden, med tanken om at hun skulle dø. Selvom hun nu kunne huske alt dette, var det stadig ikke nemt at skulle rejse. Naturfolkenes tilværelse og livsstil var blevet en del af hende. Det var som om hun skulle efterlade en del af sig selv hos dem. Den smerte var næsten fysisk og gjorde ondt helt inde i hjerte. Det lykkedes hende at tage en dyb indånding og give slip Lia. Hun så op i Lias brune øjn, som var blanke af tårer.

”Pas på dig selv, Araw,” sagde Lia og gav hende et kys på panden. Tårerne sved i øjnene og Charer bed sig hårdt i læben.

”I lige måde. Jeg vil savne jer.” Lia smilede og Charer vendte sig om. Bag hende sad Horace, Will og Halt på deres heste og ventede på hende. Hun gik hen til Parva, som skubbede til skulder med mulen. Charer smilede til Parva og strøg hende over mulen.

”Nej, jeg er ikke okay,” hviskede hun til Parva. Hun steg op i stigbøjlen og satte sig i sadlen.

Hun vendte hovedet og hendes blik faldt på personerne ved siden af Lia; Dante, Lorenzo og Matteo. Det stak i hendes hjerte ved synet af dem. Det her var det endelige farvel, hun skulle aldrig se dem igen. Hun løftede hånden som afsked. Lorenzo smilede et skævt smil, som afsked til hende. Langsomt vendte hun sig i sadlen. Will og Horace så begge på hende, men hun ignorerede deres blikke. I stedet så hun bare ned på sine hænder.

”Lad os komme af sted, vi har en lang tur foran os,” lød det fra Halt og lidt efter red de væk fra naturfolkenes boplads. Men hun red så hun på et af tegnene på hendes arm; Teulu. Familie. De havde været hendes familie, hendes folk. Hun havde været en af dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...