Skyggens Lærling: Ny Tilværelse *Færdig*

Dette er nummer to af Skyggens Lærling: En anden historie.
Charer bliver fisket op af den store flod, efter at hun røg i. Der er gået tre uger og hun ender hos et naturfolk. Imens leder Will, Halt og Horace efter hende. Men Charer har et stort problem, der forhindre at hun kommer hjem igen. Vil Halt, Horace og Will finde hende? Eller vil de opgive? Vil hun nogensinde komme hjem?
(Jeg må gøre opmærksom på, at det ikke kun er Charer historien vil følge.)

32Likes
102Kommentarer
4823Visninger
AA

20. Epilog

6 måneder senere

 

Charer så rasende efter de to ridderlærlinge. De troede at de var bedre end hende. De så ned på hende og grinede ad hende. Hun havde stået og set dem træne. De var kommet hen til hende og havde blæret sig. Da hun så var kommet med nogle bemærkninger og råd til deres teknikker, havde det udløst hånlige blikke og bemærkninger. Det burde hun have forudset. Drenge ville ikke rettes på af piger. De mente at piger ikke kunne måle sig med dem. Det gjorde Charer rasende. De to drenge spankulerede tilbage til træningspladsen, mens de stadig grinede og lavede hånlige grimasser. De stod ved nogle pæle, hvor der var adskillige mærker efter sværd hug og slag. Charer mærkede vrede boble op inden i sig, da de to grinene drenge tog deres sværd op. De var ikke bedre end hende. Hvis de vidste hvad hun kunne, hvad hun havde været igennem. Hun knyttede hænderne og prøvede at styre sit raseri, da hendes blik faldt på de våben ridderlærlingene øvede sig med. Blandt dem var et par dolke.

Charer, der stod ved hegnet der indrammede træningspladsen, svang sig hurtigt og elegant over det lave træhegn. Hun løb hen og tog fat i en kniv. Hendes hånd lukkede sig om skæftet. Det føltes godt. En velkendt følelse af ro og styrke løb gennem hende. Fra hånd til albue, fra ablue til skulder. Hendes hånd genkendte tyngden af et våben. Charer løftede blikket og låste sig fast på sit mål. I en flydende bevægelse førte hun armen tilbage og kastede kniven gennem luften. Det hele skete så hurtigt. Kniven fløj gennem luften, drengene grinede og der lød et højt dunk, da kniven borede sig ind i træpælen, få centimeter fra den ene drengs hoved. Stilheden sænkede sig, og flere ridderlærlinge stirrede på deres kammerats forskræmte ansigt. Derefter vendtes alle blikke mod Charer. Skadefro smilede Charer overlegent. Hun bukkede høfligt og forlod den dødsens stille træningsplads.

Da Charer var kommet lidt væk fra pladsen, fik hun øje på en skikkelse der stod lænet op ad et træ. Skikkelsen stod stille og betragtede hende. Charer genkendte skikkelse og gik hen mod den, da hun så Ditlevs grønne øjne.

”Du har ikke glemt hvordan man gør, ser jeg.”

Ditlevs grønne øjne betragtede hende. Charer havde ikke set meget til Ditlev, siden hun havde droppet ud som rangerlærling. Hun havde også undgået Ditlev, for hun følte at hun havde svigtet ham. Men mens hun så på ham, mærke hun ikke kun sorg, men også glæde over at se ham.

”De fortjente det. Jeg er træt af drenge der tror, at de er så meget bedre end piger. Det er på tide at de bliver sat på plads.”

Et svagt smil viste sig på Ditlevs læber. ”Hvilke du har sat dig for at gøre.” Charer svarede ikke og der blev stille mellem dem. Hun måtte se væk fra Ditlevs grønne øjne, for ikke at blive påmindet alt det hun havde opgivet og alle dem hun havde svigtet.

”Jeg har noget til dig.”  Charer så på Ditlev, der fiksede en pakke frem.

”Tillykke med fødselsdagen,” sagde han og holdt pakken frem mod Charer, der stille tog imod den.

Hun havde ikke lige regnet med, at han ville komme med en fødselsdagsgave. Hun var faktisk overrasket over, at han vidste at det var hende fødselsdag. Hun havde aldrig fortalt ham, hvilken dag hun var født. Charer åbnede forsigtigt pakken og stirrede på gaven. Det var en dolk, hvis blad reflekterede sollyset. Skæftet var smukt dekoreret med snorlige mønstre og symboler, der snoede og bandt sig om hinanden. Hun stirrede måbende på våbnet, men nåede ikke at sige noget, før Ditlev begyndte at tale.

”Du er en suveræn kaster, Charer. Bare fordi du ikke er lærling hos mig længere, betyder det ikke at du skal opgive noget du er god til.” Charer løftet blikket og måtte bekæmpe tårerne, der steg op i hendes øjne.

”Tak, tusind tak,” hviskede hun stille.

Ditlev smilede, men hans smil forsvandt og han vendte blikket mod ridderlærlingene, der havde genoptaget deres træning.

”Jeg rejser, Charer. Dolken er en fødselsdags gave men også et minde.”

Det føltes som et slag. Forvirringen og sorgen ramte Charer som en knytnæve. ”Hvad? Hvorfor?”

”Der er været problemer i bjergerne, og der bliver snart holdt fredsmøde for de omliggende lande. Jeg bliver nød til at tage af sted. Vi kan ikke risikere er at der bliver problemer før eller under fredsmødet. Jeg ved ikke hvornår jeg er tilbage.”

Ditlev så på hende. Tanken om at Ditlev skulle væk, at hun ikke vidste hvornår hun skulle se ham, var forfærdelig. Men det var hans liv. Det var livet som ranger. Men det gjorde ondt, for Ditlev var hende ven, den person hun stolede mest på. Hun kunne ikke få et ord frem, da han trak hende ind i en omfavnelse.

”Pas godt på dig selv, Charer.”

Hun kunne intet sige. Hun stirrede bare efter ham, da han vendte sig og gik. Hun vidste ikke hvornår, hun ville få ham at se igen. Men de ting hun ville sige, blev siddende i halsen på hende. De ting hun ville sige, lød helt forkert i hendes hoved. For hvad skulle hun sige? Farvel? Det virkede endegyldigt at sige farvel. Du må også passe godt på dig selv? Ha’ det godt? Bliv? Ingen af tingene virkede passende. Ditlev måtte af sted, det vidste hun. Hun knugede om dolken, der symboliserede alt det hun havde givet slip på. Hun så på dolken. I det øjeblik vidste hun det. Som om det hele tiden havde været planlagt. Som om hun bare havde ventet i seks måneder på, at få denne åbenbaring. Ditlev skulle ikke af sted alene.       

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...