Skyggens Lærling: Ny Tilværelse *Færdig*

Dette er nummer to af Skyggens Lærling: En anden historie.
Charer bliver fisket op af den store flod, efter at hun røg i. Der er gået tre uger og hun ender hos et naturfolk. Imens leder Will, Halt og Horace efter hende. Men Charer har et stort problem, der forhindre at hun kommer hjem igen. Vil Halt, Horace og Will finde hende? Eller vil de opgive? Vil hun nogensinde komme hjem?
(Jeg må gøre opmærksom på, at det ikke kun er Charer historien vil følge.)

32Likes
102Kommentarer
4774Visninger
AA

10. Drøm eller Minde

Charer gik hen til Lorenzos hus og gik ind på sit værelse. Hun ville ikke snakke med nogen lige nu. Selvom det var mørkt og andre ikke ville kunne se, at hun havde grædt, var hendes stemme hæs og ville knække over hvis hun begyndte at snakke. Desuden havde hun brug for at være lidt alene. Hun havde brug for at tænke over tingene. Hun lagde sig i sin seng og trak skintæppet over sig. Matteo havde fulgt hende op til hytten. Han havde siddet ved hende og havde trøstet hende. Hun havde siddet i hans arme og det havde føltes rart.

Hun trak vejret dybt og lukkede øjnene. Hvad følte hun overhovedet for Matteo? Han var sød, rar, venlig, sjov og han var der for hende. Han var den ven, som hun havde brug for. Den ven som hun kunne være sig selv sammen med. Den ven, som var ligeglad med hvordan hun var. Men, der var noget. Når hun var sammen med Matteo, så kunne hun ikke lade vær med at smile. Hun fik sommerfugle i maven, når han så på hende. Måske ønskede hun, at han skulle være mere end en ven. Hun bed sig hårdt i læben, og prøvede at ryste alle sine tanker ud af hovedet.

Nej, hun kendte ham knap nok. Desuden, så skulle hun sikkert hjem på et tidspunkt. Hun ville gerne blive, men hvad med hendes familie? De helt sikkert bekymret for hende. Tænk hvis de troede hun var død? Hun gøs inden i. Den tanke var ubærlig. At de skulle græde over at, de troede at hun var død. At de skulle komme videre og tro at hun var død, mens hun gik rundt her og vidste at hendes forældre var derhjemme. Hun trak vejret dybt, mens tårerne begyndt at løbe ned over hendes kinder. Endelig overvældede søvnen hende…

 

Hun trak vejret i hurtige stød, mens manden begyndte at slæbe hende hen mod broen. Med en skrækkelig følelse indså hun, at manden var for stærk og hun ikke kunne slippe fri. Adrenalinen fik blodet til at pumpe rundt i kroppen, og lyden forvandt så hun kun kunne høre sit bankende hjerte. Hendes hæle blev slæbt hen ad jorden, og hun kunne se at hun nu befandt sig midt på broen. Manden ville slæbe hende væk! Hvad ville han gøre med hende? Ville han slå hende ihjel? Instinkterne tog over. Hun åbnede munden og bed manden i hånden. Der lød et højt brøl af smerte, og hun faldt ned på jorden.

Med et sæt så hun op, i samme øjeblik som manden kastede sig over hende. Hun famlede efter noget, hun kunne forsvare sig med, og hendes hånd lukkede sig om noget tyndt og skarpt. Hun førte hånden op og borede noget gennem manden. Han nåede ikke at stoppe. Hans ansigt var fyldt med smerte og overraskelse. Charer så forfærdet på mandens ansigt og derefter på hans bryst. Et pileskæfte stak ud fra hans bryst. Forfærdelsen ramte Charer. Manden faldt om på jorden, og blodet farvede hans bluse. Hun fik kvalme og prøvede at få styr på sin vejrtrækning.

Hun støttede sig til stenbroen og så ned i det klare vand. Hun havde lige fået styr på sig selv, ubærlig smerte ramte hende i ryggen. Smerten eksploderede fra et sted mellem hendes skulderblade. Der lød et råb og hun vendte langsomt hovedet. To mænd kom løbende mod hende. De var ikke særlig høje. Den ene var en ældre mand, med gråsprængt hår, den anden var en ung mand omkring de tyve. Hele situationen virkede velkendt og hun følte, at hun burde kende de to mænd, der kom løbende mod hende.  Den unge mands ansigt var fuld af forfærdelse, og den ældre mands ansigt var anspændt og han råbte igen.

Charer var ude afstand til at bevæge sig eller sige noget. Smerten lammede hele hendes krop, og fik hende til at vakle. Hun åbnede munden for at råbe om hjælp, men der kom ikke en lyd over hendes læber. Hun blev langsomt mere og mere følelsesløs. Den ældre mand var næsten ved hende.. Også ændrede det hele sig. Blodet løb ud af hendes mund, og farvede hendes bluse. Stenbroen blev til en skovbund og hun så op. Hun så et glimt af en bue og så pilen komme flyvende mod sig. Smerten skar gennem hendes krop.

Så kom der mennesker til syne. Hun genkendte en kvinde som sin mor. Der var en mand… hendes far. Den ældre og yngre mand fra før. En mand iført rangerkappe med rødligt hår. En anden ranger med nøddebrunt hår og grønne øjne. Til sin overraskelse, genkendte Charer ham. Det var Ditlev, rangeren i hendes hjemlen. Der var også en hest. En meget smuk hest. Et navn dukkede op i hendes hoved. Hun vidste ikke hvor det kom fra, men hun var sikker på at det var hestens navn.

”Parva?” Hviskede hun.

Så eksploderede drømmen. Hendes blodfyldte mund, blev fyldt med vand. Vandet trængte ned i hendes lunger og stoppede luftstrømmen. Hun blev kvalt. Vandet hvirvlede hendes krop rundt, mens sorte pletter dansede for hendes øjne. Hun skulle dø…   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...