Skyggens Lærling: Ny Tilværelse *Færdig*

Dette er nummer to af Skyggens Lærling: En anden historie.
Charer bliver fisket op af den store flod, efter at hun røg i. Der er gået tre uger og hun ender hos et naturfolk. Imens leder Will, Halt og Horace efter hende. Men Charer har et stort problem, der forhindre at hun kommer hjem igen. Vil Halt, Horace og Will finde hende? Eller vil de opgive? Vil hun nogensinde komme hjem?
(Jeg må gøre opmærksom på, at det ikke kun er Charer historien vil følge.)

32Likes
102Kommentarer
4832Visninger
AA

6. Bue og Pil

Charer havde fundet et sted, hvor hun ikke var genstand for nysgerrige blikke. Hun sad på nogle sten ved den store flod og så ned i det klare vand. Hun havde stirret ned i den vand i flere minutter nu. Det var som om hun håbede at det klare vand kunne give hende nogle svar. Svar på hvordan hun var endt i floden og hvorfor hun overhovedet var endt her. Hun havde siddet der længe nu, og hun prøvede stadig at genkalde sig de glemte minder. Hun kunne se at længere nede af flodbredden stod der nogle og fangede fisk. Charer var virkelig forundret over naturfolkenes primitive måde at leve på. Hun sukkede inden hun igen så ned i vandet.

Vandet strømmede roligt og fisk svømmede rundt i det klare vand. Charer kunne se sig selv i det spejlblanke vand. Hun lignede slet ikke sig selv. Hun begyndte at løsne sit hår, og ødelagde den frisure som Lia havde lavet. Hun rystede på hovedet og hendes lange hår, bølgede blødt omkring hende og lagde sig om hende skuldre. Mens hun så ned i det klare vand, kom endnu en skikkelse til syne, og Charer vendte hovedet. Matteo stod lidt bag hende, henne ved et træ. Han så tavst på hende. Charer vidste ikke helt hvad hun skulle sige til ham, eftersom han ikke forstod hende. Men han kom hen til hende, og satte sig tavst ved siden af hende.

Han så på hende og Charer kunne fornemme, at han studerede hende. Hun sukkede inden i, og så igen ned i det klare vand. Hun mærkede et prik på sin raske skulder, og hun vendte hurtigt hovedet mod Matteo. Han rakte noget frem mod hende. Hvad i alverden? Han rakte en dolk frem mod hende, som sad i en læder skede. Hun så forundret på den.

Det var ikke den dolk Dante havde givet hende, denne dolk var anderledes. Men det der chokeret Charer var, at hun var fuldstændig sikker på, at hun havde set denne dolk før. At hun havde haft denne dolk i hånden og kastet den. Uden opfordring tog hun dolk, og trak den ud af sin skede. Dolkens blad var fint og skarpt, men det var tydeligt at den havde været brugt flere gange. Hun vejede den i hånden. Det var ikke fordi den var tung. Hun så spørgende på Matteo, som om han kunne give hende svar.

”Din.” Sagde han på Charers sprog og hun måtte blinke et par gange.

 ”Min?”

”Din.” Gentog han.

 ”Jeg troede ikke du kunne tale mit sprog.” Sagde hun undrende og en smule bebrejdende.

Matteo så lidt på hende, og gentog tavst hendes ord. Han rynkede koncentreret brynene, som om han prøvede at forstå. Der lød råben og skrig hvilket fangede både Charers og Matteos opmærksomhed. De sprang begge op, og Matteos hånd fløj ned til hans egen dolk.

”Hvad sker der?” Spurgte Charer bange. Der blev råbt og skreget, og det kom fra naturfolkenes område. Fiskerne længere nede af floden, smed deres ting og løb op mod hytterne.

”Tumungo!” Råbte Matteo og satte i løb.

 Charer anede ikke hvad ”Tumungo” betød, men hun satte efter Matteo. Hendes tøj var nemt at løbe i, og slet ikke som hendes tøj derhjemme. Hendes fødder var lydløse mod jorden, og sammen med Matteo nåede de deres mål. Folkene omkring dem råbte og skreg, og flere af dem havde våben i hånden. Charer strammede grebet om sin dolk, og så sig rundt efter fare. Det tog ikke lang tid, at få øje på kilden til panikken. Inden midt på naturfolkenes fællesplads stod en kæmpe mørkebrun bjørn.

Hendes krop frøs, da den kæmpe bjørn brølede vredt. Aldrig nogen sinde i sit liv, havde Charer set en bjørn. Både mænd og kvinder begyndte at omringe den kæmpe bjørn, hvilket kun gjorde den mere arrig. Lorenzo havde et spyd og trådte frem mod bjørnen. Det var dråben. Med et rasende brøl, løb bjørnen frem mod Lorenzo. Kampen var voldsom. Bjørnen bed og stillede sig på bagben og Lorenzo måtte flere gange kaste sig ned på jorden. Nogle af naturfolkene fik ramt bjørnen med enten spidsen af et spyd eller med en dolk, men det tirrede bare bjørnen.

Den blødte, men det var ikke noget som slog den ud. Bjørnen besluttede sig for at gå løs på en kvinde, som til Charers forfærdelse, var Lia. Lia kastede sin dolk, men snittede kun bjørnen på det ene forben. Bjørnen brølede at smerte og Lia faldt bagover, da bjørn farede frem og stillede sig på bagben igen. Lorenzo råbte, men han ville umuligt kunne nå Lia i tiden. Med bankende hjerte, så Charer sig desperat rundt. Hun kunne ikke lade dette ske. Hun kunne ikke lade bjørnen skade Lia.

Flere våben og redskaber var blevet smidt rundt omkring i hast. Charer kastede sig frem, greb en bue og en pil. Det var som om det var instinkter der styrede hende. Hendes hjerte bankede og blodet pumpede rundt i hendes krop. Men da hun lagde pilen på strengen og sigtede, var det ren refleks. Hendes hjerne var slået fra, og hun tænkte ikke over at hun aldrig havde brugt en bue før.

Hun slap strengen med pilen, og en smerte skar gennem hendes ryg. Smerten slørede hendes syn og gjorde at al lyd blev lukket ude, og hun sank i knæ på jorden. Efter hvad der virkede som flere minutter, kunne hun igen opfatte hvad der skete omkring hende. Der lød chokeret mumlen, og et par hænder havde grebet fat i hende. Med sit slørede syn, så hun op på Matteos ansigt. Hans ansigt var fyldt med chok og vantro.

Hun vendte hovedet, da hun hørte løbende fodtrin. Hun så to velkendte ansigter. Lorenzo og Dante. Lia var blevet hjulpet på benene, og hun så på den store bjørn, der lå død på jorden. Et pileskaft stak ud fra bjørnens pels. Charers pil havde boret sig ind i bjørnens hjerte. Det svimlede for hende, og smerten skar igen i hendes ryg, da Dante hjalp hende på benene. En stemme gav genlyd i hendes hoved. En stemme der sagde det sammen igen og igen.

Jo længere tid du venter med at skyde, jo mere i tvivl kommer du. Det skal gå hurtigt. Træk, sigt og skyd. Lød en mandlig stemme i hendes hoved, og stemmen var velkendt. Hun vidste ikke hvor hun havde hørt denne stemme før, men hun vidste at hun havde hørt den før. Hun vidste også at hun havde hørte ordene før. Det skal gå hurtigt. Træk, sigt og skyd. Og der var en anden ting der var gået op for hende. Det her var ikke første gang hun havde skudt med bue og pil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...