Skyggens Lærling: Ny Tilværelse *Færdig*

Dette er nummer to af Skyggens Lærling: En anden historie.
Charer bliver fisket op af den store flod, efter at hun røg i. Der er gået tre uger og hun ender hos et naturfolk. Imens leder Will, Halt og Horace efter hende. Men Charer har et stort problem, der forhindre at hun kommer hjem igen. Vil Halt, Horace og Will finde hende? Eller vil de opgive? Vil hun nogensinde komme hjem?
(Jeg må gøre opmærksom på, at det ikke kun er Charer historien vil følge.)

32Likes
102Kommentarer
4779Visninger
AA

4. Bedring

Dagene gik og Charer begyndte at få det bedre. Hendes ryg gjorde stadig ondt, men nu kunne hun i det mindste sidde op. Det var ikke hendes ryg der var hendes største problem. Det var hendes hukommelse. Hun kunne ikke huske hvordan hun var endt i Picta. Hun prøvede gang på gang at genkalde sig minder, men det virkede ikke. Det sidste hun huskede var at hun gik i seng der hjemme hos sine forældre. Så hvordan var hun endt i Picta? Hvad var der sket? Det var det er plagede hende. Nogle gange lå hun vågen og spekulerede over, hvad der mon der var sket.

Denne morgen var bedre end de andre. Hun kom hurtigt op at sidde, selvom det fremkaldte et par smertens udbrud. Hun så sig om i det lille værelse, der var så anderledes i forhold til hvad hun var vant til. Skintæppet der spærrede rummet af, blev skubbet til side. Lia kom smilende ind til hende. Lia havde været meget omsorgsfuld og passet på Charer.

Lia virkede virkelig som den moderlige type. Lia kom hen til Charer med en lerskål, hvor der var noget brød i. Charer smilede taknemmeligt og tog mod skålen. Lia lavede det bedste brød. Charer havde aldrig smagt så godt brød før. Charer begyndte at spise, mens Lia satte sig ved hendes side. Charer spise det hele i en fart og nød hver bid. Det var utroligt at hun følte sig så sulten hele tiden. Hun vendte sig mod Lia, og gav hende smilende skålen tilbage.

”Tak.” Sagde Charer.

Men Lia lagde hovedet på skrå og så spørgende på Charer. Det var ulempen ved at være blandt naturfolket. Der var kun en blandt dem, der kunne forstå hvad Charer sagde. Charer ville ønske hun vidste hvordan hun skulle sige tak, så Lia forstod det. Charer tænkte sig om og prøvede at komme i tanke om en måde, hun kunne vise Lia hvad hun mente.

Lia holdte i stedet lerskålen frem og sagde: ”Bakuli.” Charer kunne ikke lade vær med at stirre. Hun forstod ingen ting. Men Lia smilede og kiggede på skålen, hvorefter hun igen kiggede smilede på Charer.

”Bakuli.” Sagde hun igen. Charer begyndte at fatte hvad Lia var i gang med, og hvad hun sagde til hende.

 ”Tallerken?” Spurgte Charer.

”Bakuli,” sagde Lia igen.

”Ba-kuli?” spurgte Charer tøvende.

”Bakuli.” Sagde Lia smilende og nikkede. Charer smilede og Lia satte skålen fra sige. Hun lænede sig frem og tog en hårlok af Charers hår mellem fingrene.

”Nywele,” Sagde Lia og Charer tog fat i sin hårlok. Lia gav slip og Charer sad med hårlokken mellem sine fingre.

”Nywe?” Spurgte hun, men Lia rystede på hovedet.

”Nywele.” Sagde hun.

 ”Nywele.” Gentog Charer. Charer vendte hovedet, da forhænget igen blev skubbet til side. Dante kom ind og så fra Charer til Lia. Så smilede han og sagde hurtigt noget til Lia, inden han vendte sig mod Charer.

”Hvorda’ går det?” Spurgte han.

”Fint, Lia er i gang med at lære mig jeres sprog.”

Dante kom hen til dem. ”Det lyde’ godt.” Han smilede og Lia rejste sig op og gjorde mine til at gå.

”Dante, hvordan siger man tak?” Spurgte Charer hurtigt. Hun ville gerne takke Lia. Ikke kun for morgenmaden, men også fordi hun havde taget sig af hende.

”Det hedder asante.”

Charer så på Lia og smilede til hende. ”Asante.”

Lia smilede. ”Bilang maliito,” sagde hun smilende, inden hun forlod rummet.

Charer så på Dante. “Betyder Bakuli tallerken.” Dante satte sig der, hvor Lia havde siddet for et øjeblik siden.

“Det betyde faktisk’ skål.”

 Charer lænede sig en smule tilbage mod væggen. “Jeg vil gerne lære jeres sprog, ellers er det kun dig der forstår mig.”

Dante nikkede og smilede. “Jeg ka’ lære dih det.”

Charer kom i tanke om noget. ”Hvad sagde Lia til mig inden hun gik.”

”Hun sagde Så lidt’.”

Charer smilede og var ikke ked af at være sammen med naturfolket. Godt nok havde hun kun mødt få af dem, men de var venlige og søde mod hende. Godt nok kunne hun ikke huske noget, men hun havde det godt. Hendes hukommelse skulle nok vende tilbage. Det skulle den bare. Hun prøvede igen at genkalde sig et minde. Et eller andet. Men der var ingen ting. Kun mørke og smerte og de minder, som slet ikke gav noget hint om hvordan hun var endt i Picta. Forhænget blev skubbet til side, og Lia kom smilende tilbage. Hun sagde noget, som Charer selvfølgelig ikke kunne forstå.

”Hun siger hun har no’et tøj til dig, og spørger om du vil ha’ det på nu?” Forklarede Dante Charer.

Charer nikkede. I øjeblikket havde hun noget der mindede som en lang skjorte på. Dante forlod rummet, mens Lia kom ind med noget tøj, Charer aldrig havde forstillet sig hun skulle gå i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...