Skyggens Lærling: Ny Tilværelse *Færdig*

Dette er nummer to af Skyggens Lærling: En anden historie.
Charer bliver fisket op af den store flod, efter at hun røg i. Der er gået tre uger og hun ender hos et naturfolk. Imens leder Will, Halt og Horace efter hende. Men Charer har et stort problem, der forhindre at hun kommer hjem igen. Vil Halt, Horace og Will finde hende? Eller vil de opgive? Vil hun nogensinde komme hjem?
(Jeg må gøre opmærksom på, at det ikke kun er Charer historien vil følge.)

32Likes
102Kommentarer
4882Visninger
AA

14. Afskedens sorg

Hun mærkede et par stærke arme der lagde sig om hendes skuldre. Hun så op på Matteo gennem sine tårevævede øjne. Han så bekymret på hende, og hun gemte hovedet mod hans bryst. Det hele ramlede sammen. Hun hørte hviskende stemmer og hun hørte Dante oversætte det Halt havde sagt til hende. Stilheden bredte sig. Det var ikke kun Lorenzo der havde hørt, hvad Dante havde fortalt. De havde alle hørt det. Det hele var for meget for Charer.

Minderne susede gennem hendes hoved, og hun kunne ikke holde op med at græde. Der var så  meget af hendes liv, som hun havde glemt. Hun havde glemt hvad, hun havde ønsket at blive. Glemt en stor del af, hvem hun var. Der havde faktisk været et tidspunkt, hvor hun havde været lige glad med, om minderne ville vende tilbage. Hun havde været indstillet på, at få en tilværelse sammen med naturfolket. Men det var ikke muligt længere. Minderne kom tilbage til hende, og hun kunne huske hvem hun var. Hun kunne huske hvad der var sket.

Hun var Charer, en rangerlærling på mission. Hun var ikke Araw, en pige blandt naturfolket. Hun var blevet fundet. Men der var en del af hende, som ville ønske at hun ikke var. Der var en del som ville ønske, at hun ikke huske, så hun kunne blive ved med at være Araw. Matteos arme lå beskyttende omkring hende, og hun ønskede at han aldrig ville give slip. En forsigtig hånd, lagde sig på hendes skulder, og hun vendte hovedet og mødte Lilas øjne.

”Er det sandt, Araw? Er det sandt hvad manden siger? Er du en… rangerlærling?” Charer bed sig hårdt i læben, for at forhindre sig selv i endnu en gang, at bryde ud i gråd.

 ”Ja, det er sandt. Jeg husker det nu… jeg husker hvad der skete,” svarede hun med skælvende stemme. Hendes stemme knækkede over, og hun kunne ikke forhindre nogen tårer i at undslippe. Lila så trist på hende, og strøg blidt tårerne væk fra hendes kinder.

”Du er noget særligt, Araw. Dante har lige fortalt, hvad en ranger er.” Lila smilede et trist, men stolt smil. 

Hun havde været som en mor for Charer. Hun forstod hvad der ville ske, og hun accepterede det. Lila accepterede det uundgåelige. Lila ville give slip, selvom sorgen var tydelig i hendes øjne. Men Charer kunne ikke give slip, hun ville ikke se i øjnene, at hun måtte forlade sit nye liv..

”Jamen, betyder det så, at du skal rejse, Araw?” Matteos stemme skar som en kniv gennem Charers hjerte. Hun løftede hovedet og så op i Matteos brune øjne. Smerten var tydelig i hans blik. Det gjorde ondt inden i. Smerten i hans øjne, ved tanken om at hun skulle rejse, var for meget. I stedet for at sare, skjulte hun ansigtet mod hans bryst.

”Du kunne blive her.” Hørte hun ham hviske. ”Du behøves ikke at rejse. Du er allerede en af os, Araw.” Hun kunne mærke hvordan hendes hjerte blev revet midt over. Hvorfor? Hvorfor skulle det være så svært?

”Jeg kan ikke blive Matteo. Jeg har familie derhjemme. Jeg ville så gerne blive… men det kan jeg ikke,” Hulkede hun stille.

Hvorfor skulle hun møde sådan nogen søde mennesker, bare for at skulle forlade dem igen? Hun skulle aldrig se dem igen. Det var uretfærdigt. Matteo var blevet stille og hun løftede hovedet for at se op på ham. Hans øjne var sørgmodige og triste. Han lagde en hånd mod hendes kind. Berøringen var blid og hans hånd var ham. Ufrivilligt, lænede hun sig mod hans hånd.

 ”Bliv,” sagde han stille. ”Vil du ikke nok?” Hun gøs ved hans ord og der var som et blidt kærtegn. Hun havd aldrig følt sådan for nogen før. Hun ønskede ikke at se på ham, fordi hun vidste at smerten i hans øjne var en spejling af hendes egen. Smerte var næste værre end en fysisk smerte. Det var ulideligt. Ubærligt.

”Jeg ville gerne… jeg ville så gerne blive. Men mit hjem… er Araluen.” Hun tog så sammen og hævede blikket, for at se på ham. ”Jeg er så glad for at jeg har mødt dig, og jeg er så ked af, at jeg skal rejse. Jeg troede faktisk at jeg kunne blive her. Sammen med dig og de andre naturfolk. Men det kan jeg ikke. Ikke når jeg kan huske hvem jeg er ikke. Ikke når jeg ved, at jeg har nogle som holder af mig og som har fundet mig. Jeg er en ranger.”

Matteo så på hende. Som forventer, var smerten tydelig i hans ansigt. De var kommet så tæt på hinanden det sidste stykke tid, og nu skulle hun rejse. De ville aldrig se hinanden igen.

”Charer,” sagde han stille, og lyden af hendes rigtige navn, der kom over hans læber, var som at få stød. Hendes øjne fokuserede så på ham, og hun var ude af stand til at røre sig. Han rørte blidt ved et af tegnene på hendes arm. Hun så på tegnet, som betød diogelu, som oversat, betød beskytter.

”Du vil altid’ vær’ e’ a’ os.” sagde han, på hendes modersmål. Det bragte tårerne frem i hendes øjne, mens hun så ind i de smukke brune øjne. Hun slog igen armene om ham og ønskede, at hun aldrig skulle give slip. Hendes tanker var alle tildelt Matteo, og hun ønskede at huske ham. Huske hver eneste detalje. Hans muskuløse arme, hans øjne, hans personlighed og hans smil.

”Du er en beskytter, Charer. Du har ret, du må hjem og beskytte dit land og dem du holder af. Jeg vil savne dig. Jeg vil altid huske Charer, de mystiske pige fra Araluen,” Sagde han, på naturfolkenes sprog.

 

Will

Charer kunne huske det hele nu. Hun kunne huske, hvorfor hun var taget til Picta og hvordan hun endte i floden. Will kunne knap nok kende den pige, som han havde tilbragt så mange uger med. Det var nok på grund af hendes udseende. Hun havde tegn over alt på kroppen og lignede de andre naturfolk. Will sad sammen med Horace og ventede på Halt og Charer. Halt havde sendt en besked af sted til Ditlev og Crowley om, at Charer var i live.

Nu var han i gang med at snakke med lederen, Lorenzo og Charer. Will havde ikke rigtig fået snakket med Charer. Hun havde grædt og derefter, var hun gået ind i lederens hus. Will havde ikke set hende siden. Halt havde sagt, at alt det der var sket, var for meget for hende. Hun kunne pludselig huske alt og måtte indse, at hun skulle forlade dem hun havde boet sammen med i så lang tid. Det gjorde Will trist. Han var glad for at Charer var i live, men han var ked af, at hun havde været så meget igennem. Han så på Horace, som spiste noget varmt brød.

”Hvordan tror du hun vil tage det?” spurgte Will Horace.

Horace så på Will. ”Hvad mener du?”

”Hun har været igennem en del, og har levet på en helt anden måde i flere måneder. Hvordan tror du hun vil tage det, at hun skal forlade dem og tilbage til en helt anden livstil? Tilbage til at være ranger.”

Will var bekymret. Charer ville måske droppe ud af rangerkorpset efter denne oplevelse, og det ønskede Will ikke for hende. Hun var god og det ville være et stort tab, hvis rangerkorpset mistede hende.  Horace lagde en hånd på Wills skulder.

”Hun er stærk, Will. Efter alt det hun har været igennem, burde du have indset, at hun er stærk. Hun klare sig.” Han smilede og prøvede at berolige Will. Will sukkede og så hen mod lederens hytte.

”Jeg håber du har ret.”  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...