Anderledes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2012
  • Opdateret: 5 maj 2016
  • Status: Igang
Kender du det at være anderledes end alle de andre? At må gå igennem dagen som den ingen af de andre taler til? Det gør Linda... Hun lever i en verden hvor folk ikke vil have noget med hende og hendes evner at gøre. Hun holder den ligegyldige facade for alle andre, men holder den? Hvad med krigen? Hvordan skal det nu gå?

3Likes
4Kommentarer
1263Visninger
AA

6. Sandhedens time

De næste par dage flød sammen for Linda. Om morgenen snakkede hun med Mick, i løbet af dagen var Mick i træning, så der passede hun sig selv og om aftenen sad hun og så ind i flammerne på bålet, som hun havde fået til opgave at holde gang i. Ikke at hun var den mest oplagte til det, men det var som om hun havde mistet lysten til at lave om på noget som helst. Alt i mens hun passede sig selv holde Tok skabt øje med hende, som regel på afstand. 

Hun sad og så ind i flammerne, da Tok satte sig ved siden af hende. "Hvad er der galt?" spurgte han roligt og kastede et stykke brænde på bålet. Hun så undrende på ham: "Hvad mener du?" Han trak lidt på skuldrene, mens han så ind i ilden. "Du er ved at miste din glød," svarede han roligt og så på hende med et alvorligt blik. Hun så ned i jorden og skammede sig frygteligt. "Du har da ikke givet op, vel?" fortsatte han og løftede stille hendes hoved op, så hun var tvunget til at se på ham. Hun havde tårer i øjnene, men han smilede kærligt til hende og tørrede dem væk med den anden hånd. "Jeg kan ikke," hviskede hun og rev sit hoved ud af hans beskyttende hånd. Han sukkede opgivende inden han satte sig lidt tættere på hende og hviskede ind i hendes øre: "Du behøves ikke gøre det hele selv." Han lagde en beskyttende arm om hendes skuldre og hun faldt ind i hans omfavn. "Men, men... men," begyndte hun halvt hulkende, mens han forsigtigt nussede hende i håret. "Sh... Du behøves ikke at sige noget," hviskede han blidt ind i hendes hår. Hun tog en let indånding og skubbede ham blidt fra sig. "Han slår ham ihjel og der er intet jeg kan gøre ved det! Min far slår Mick ihjel og der er absolut intet jeg kan gøre for at ændre det!" næsten råbte hun inden hun rejste sig op og gik. 

Hun var noget lige uden for hegnet, da Tok indhentede hende igen. Hun vidste selvfølgelig godt at han stod bag hende, men hun nægtede at vende sig om. Hun stod med korslagte arme og så ud mellem træerne. "Hvad mener du med at han slår Mick ihjel?" spurgte Tok roligt, da han stod skråt bag hende. Hun sukkede og lukkede øjnene. Hun havde endnu ikke fortalt andre end Mick om sine syn og der var kun kommet flere og flere, men de to første blev ved med at dukke op igen og igen. Mick der bliver skudt ned af hendes far og Toks bryllup, der går op i flammer. 

Hun rystede ved mindet om de to syn. De andre syn var mere utydelig og der var ikke rigtig nogle bestemte personer med. Ikke nogle hun kunne genkende i hvert fald. Som regel var det bare figurer, men Mick og Tok var helt tydelige.

De sad stadig på nethinden, da hun vendte sig rundt. Hun havde lukkede øjne og turde næsten ikke åbne dem. Først da Tok gik helt hen til hende og lagde sine hænder betryggende på hendes skuldre lod hun dem glide op. Hun så direkte ind i hans smukke, blå øjne. Hun bed sig lidt i læben og havde tårer i øjnene. "Jeg så det..." hviskede hun stille og fik et tomt udtryk i øjnene, "Jeg ser det om og om igen..." Han så uroligt på hende, mens han lod sin hånd køre ned langs siden af hendes hoved. Hun lukkede øjnene og lænede sig blidt op af hans hånd i det at han nåede til hendes kind. De stod sådan lidt et øjeblik inden hun åbnede øjnene. Hun var mere rolig nu og fik tvunget et lille, bekymret smil frem. "Jeg kan se hvad der kommer til at ske, hvis man fortsætter, sådan som man gør lige nu..." hviskede hun uroligt og vendte sig hurtigt om mod skoven igen. "Og du så..." han færdiggjorde ikke sætningen, men bed sig bare forpint i læben. Hun havde igen lagt armene over kors og knugede øjnene hårdt sammen for ikke at komme til at græde. Hendes hoved bevægede sig næsten automatisk op og ned. "Det var mit første syn," hviskede hun, "lige efter vi var blevet hentet på skolen og skulle begynde på vores afrejse." Hun var tør i halsen og tårerne begyndte stille at løbe ned af hendes kinder. 

"Betyder det at du tilhører... Den familie?" spurgte Tok stille efter et kort stykke tid. Han sagde det stille, men hun hørte det og krympede sig under hans ord. Hans stemme var kærlig nok, men ordene skar sig dybt ind i hendes bevidsthed og fik hendes hjerte til at banke hurtigere. Hun kunne næsten ikke trække været grundet det kæmpe tryk hun følte mod sit bryst. Hun kunne ikke fylde lungerne og det blev nødt til at trække vejret i små ryk. Han bed sig i læben og lagde armene omkring hende. Hans favntag beroligede hende på den ene side, men det fik hende også til at bryde helt sammen. Hendes ben knækkede sammen under hende og han fulgte kluntet efter ned på jorderen. Han holdt om hende og vuggede hende blidt frem og tilbage. "Det skal nok gå... det skal nok gå..." gentog han om og om igen i et blidt og beroligende tonefald. 

Der gik noget tid sådan. Ingen af dem var helt sikre på hvor længe de sad sådan, men til sidst var der ikke flere tårer og Linda trak sig forsigtigt væk fra Tok. "Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre længere... Jeg har forsøgt at ændre på det, men de ændre sig ikke..." hviskede hun grådet og begyndte at pille græsstrå op fra jorden. "De?" hviskede han og så ned på hendes hænder, "Er der flere syn?" Linda så kort op, men i det samme hun så hans ansigt kunne hun kun se det brændende bryllup for sig og hun måtte kigge ned i jorden igen. Hun sank en klump og nikkede, mens hun forsigtigt mumlede: "Der er to gennemtrængende..." Hun så op mod værnet med et opgivende udtryk. "Første gang jeg fik det andet var her ude foran værnet da jeg mødte din far," hviskede hun uroligt og så ned på sine beskidte hænder, "Det starter altid på samme måde..." Hendes hænder gled kærligt hen over jorderen og legede med de kølige græsstrå. Tok så uroligt på hende mens han bed sig hårdt i læben. "Du står ved siden af din far, som visker 'I dag bliver du en mand, min søn', mens du står ved siden af en pige i brudekjole... i det samme er du blevet ældre, eller... mere en ung mand og så..." Hun gik i stå. Hun kunne næsten ikke mere. Hun så flammerne for sig og en klump voksede voldsomt i hendes hals. 

"Første gang jeg så dette syn fik jeg det stoppet der..." hviskede Linda stille og tog et fast tag i græsset, "Men synet har udviklet sig... Voldsomt..." Han tog hendes hånd og tvang hende til at kigge ham lige ind i øjnene. "Hvordan udviklet sig?... Jeg har brug for at vide det..." hviskede han. Han forsøgte at lyde modig, men hans stemme knækkede over og han havde fået tårer i øjnene. Hun forsøgte at synke klumpen og fortsatte forsigtigt: "Flammer... Massevis af flammer... flammer over det hele... brudekjolen brænder med kvinden inden i og mennesker løber omkring i vildskab, mens rosenblade falder fra himlen..." Han ser forskramt på hende og en enkelt tårer løber langsomt ned langs den ene kind. Linda kunne næsten ikke holde det ud. Hun bed sig så hårdt i læben at hun bed huld. "Ville du kunne genkende hende, hvis du så hende?" hviskede han så forsigtigt. Han klemte om hendes hånd. Linda fik ondt i brystet og alting snørede sig sammen, da hun magtesløs måtte ryste på hovedet: "Jeg beklager Tok... Hun er altid gemt bag et slør eller sløret og forvrænget, så det er helt umuligt at kende forskel på øjne og næse." 

Han så ned på deres hænder, mens han lod tommeltotten køre kærligt hen over hendes håndryg. "Undskyld..." hviskede hun stille og sænkkede blikket, som for at udvise respekt for hans kommende sorg. Hun ville så gerne kunne gøre mere, men hun kunne ikke ændre på det. Hun kunne ikke afgøre hvem kvinden var, eller hvornår det skete, eller noget andet der kunne være nyttigt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...